Vi har kun hinanden

En fin lille roman om forholdet imellem mennesker; imellem nyforelsket ung kvinde og mand, imellem mor og søn, imellem far og datter og imellem to, der har været gift i mange år.

Anbefalet af bibliotekar Pernille Lisborg, Frederikshavn Bibliotek

Lån bogen på

Romanen handler om Knud og Birthe, der lige har mødt hinanden og snart skal giftes.
Knud er sidst i 20´erne, advokatfuldmægtig, og så bor han stadig hjemme hos sin mor. Knuds forældre blev nemlig skilt, da Knud var ti år gammel, og siden har hans mor, sorgfuld og bitter klamret sig til Knud, fordi ”jeg har ikke andre end dig”.

Knud ville egentlig gerne have læst filosofi og litteratur på universitetet, men hans mor mente, at det blot var sværmeri, arvet fra faren, så hun overtalte Knud til at læse jura i stedet. Igennem sin ungdom har Knuds eneste oprør bestået i, at han er gået i byen, drukket øl og rendt efter piger.

Efter at Knud er færdig med studierne, er det nærmest ham, der forsørger moren, og det bliver sværere og sværere for ham at flytte hjemmefra. Hans eneste reelle mulighed for at slippe fra moren er ved at gifte sig.

Nu har han mødt Birthe, som han forelskede sig i første gang, han så hende, og som han gerne vil giftes med, men som samtidig også bliver hans mulighed for at slippe væk hjemmefra, fra morens snærende bånd. Med Tove Ditlevsens ord; ”Han flygtede fra een kvinde ved hjælp af en anden”.

Birthe er en smuk ung kvinde, 21 år, der arbejder på kontor. Birthe bor stadig hjemme, men drømmer om egne nyferniserede stuer, gryder og små fodtrin på en gruset havegang.

Den dag, vi træder ind i romanens handling, skal Knud på besøg i Birthes hjem for første gang og møde hendes forældre. Her i Birthes barndomshjem oplever vi Birthes forældres ægteskab, der er fyldt med hykleri, skuffede forventninger og vrisne bemærkninger over for den berusende følelse af lykke, det unge par føler. Birthe ser for første gang sit trygge hjem og sine forældre med andre øjne, og hun tænker med skræk på, om hun mon kommer til at ligne sin mor, når hun selv får børn. Mens Knud tænker; ”Hvis vi får børn, så vil vi ikke glemme at se på hinanden af den grund. Vi vil aldrig nøjes med at være forældre.”

Tove Ditlevsens bøger rummer altid meget fine psykologiske portrætter af almindelige mennesker. Dette gælder i høj grad også denne roman; hun skildrer så enkelt og præcist følelserne og bindingerne imellem forældre og børn, både de sunde og de usunde.
Titlen ”Vi har kun hinanden” henviser til en sætning, mange af personerne i romanen bruger: Efter Knuds forældres skilsmisse, har Knuds mor ”kun” haft Knud. Når Birthe flytter hjemmefra, har hendes forældre ”kun hinanden”. Tove Ditlevsen viser, at ligeså snart ordet ”kun” optræder i sætningen ”vi har hinanden”, bliver det til noget negativt, noget i retning af, at når man ”kun” har hinanden, så har man nærmest ingenting.

Bogen er fra 1954, og selvfølgelig er der ting i romanen, der viser, at den er 50 år gammel, men følelserne menneskene imellem er eviggyldige, og på den måde er ”Vi har kun hinanden” stadig en meget vedkommende bog, som jeg klart vil anbefale at (gen)læse!!


Hasselbalchs Forlag, 1954. 115 sider