Kærlig hilsen, Tove - breve til en forlægger

Fin, lille samling af breve fra Tove Ditlevsen til redaktør Mogens Knudsen, som var en ven i nøden. Problemer er der nok af, men også et sprogligt overskud, når alt andet sejler.

I et gammeldags pengeskab hos Gyldendal lagde daværende redaktør Mogens Knudsen i årene 1969-1975 de breve, han modtog fra Tove Ditlevsen, for hvem han netop i 1969 var blevet redaktør. Disse breve, der ikke kun handler om hendes litterære virke, men om mangt og meget, har ikke tidligere set dagens lys, men nu er de udgivet under den rammende titel ’Kærlig hilsen, Tove’. Og som med stort set alt andet, der er vredet ud af Toves pen og hendes "elskede, haltende skrivemaskine”, som hun også forfattede sin breve på, er det dybt rørende og underholdende læsning.

I 1969 skiftede Tove Ditlevsen forlag. Hun gik fra forlaget Hasselbalch og over til Gyldendal, hvor redaktør Mogens Knudsen tog imod hende med åbne arme. Og her begynder så en brevveksling, der langt fra koncentrerer sig om Toves forfatterskab, men som i lige så høj grad beskæftiger sig med alle de mange udfordringer, hun stod overfor. Det være sig tandproblemer, ubegribelige skrivelser fra (især) skattevæsenet, hendes indlæggelser på Sct. Hans og – selvfølgelig – de evige skærmydsler (om end det forekommer at være en underdrivende betegnelse) med ægtemanden Victor Andreasen, som hun døjer med at blive skilt fra. Med andre ord: Mogens Knudsen var ikke kun Toves redaktør. Han var også en hjælper, en fortrolig og en ven i nøden.

Eksempelvis skriver Tove i et brev dateret den 8. august 1972: ”… ville jeg gerne snakke med dig en dag om alle de problemer der bliver ved med at vælte ind over mig.” Dels er både hendes daværende svigersøn med samt den evige Victor Andreasen ude efter hendes penge, og sidstnævnte ”… har fået for vane at ringe mig op i alle tænkelige grader af beruselse.” Dernæst er hun ikke tryg ved, at man nu også har ansat Otto Leisner på Familie Journalen, hvor hun selv bedriver en brevkasse, da hun frygter, at hans ansættelse er startskuddet til en afvikling af hendes brevkasse. (Ikke at hun nærede særligt varme følelser for netop dén del af sit skrivende arbejde, men det var trods alt en stabil indtægt.) Og sidst, men ikke mindst, har hun tabt en tand i undermunden.

En del af det bemærkelsesværdige ved Toves breve er bl.a. hendes evigt sproglige overskud, når man betænker, at hun på stort set alle livets andre områder var i så stort et underskud. Økonomien er usikker, hun er forfalden til både druk og stoffer, chikaneres fra tid til anden af Victor, som hun tydeligvis heller ikke selv kan slippe, og hendes psykiske tilstand svinger op og ned og sender hende ind og ud af Sct. Hans Hospital. Men når hun formulerer sine breve til Mogens Knudsen, mærker man hendes iboende kærlighed til sproget.

Lad denne lille, fine samling være et understøttende supplement til fru Tove Ditlevsens samlede forfatterskab. Der er og bliver kun én Tove. Med kærlig hilsen.