Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø

En meget smuk samling af Tove Ditlevsens digte, både klassikerne og de mere ukendte, i anledning af at Tove Ditlevsen ville være fyldt 100 år den 14. december 2017.

Forfatteren Tove Ditlevsen ville være fyldt 100 år den 14. december 2017. I den anledning udgiver Gyldendal denne smukke digtsamling, ’Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’ med digte fra hele forfatterskabet, udvalgt af forfatter Olga Ravn, der også har skrevet bogens meget fine efterord!

Jeg har læst digtene før. Nogle kan jeg næsten udenad, nogle havde jeg glemt. Men fælles for dem alle er, at de er typiske Tove Ditlevsen digte. Tove Ditlevsens digte har fulgt mig, siden jeg som 15-årig læste ’Pigesind’ for første gang, og jeg elsker alt, hvad hun har skrevet, både digte og romaner, noveller og erindringsbøger, breve og brevkassesvar. Jeg elsker dem, fordi hun skriver på en blanding af skrøbelighed og fandenivoldskhed, og fordi hendes sprog er så rent, fint og tidløst.

Når jeg skriver, at denne samling digte er typiske Tove Ditlevsen digte, er det fordi, de handler om de emner, alle Tove Ditlevsens værker handler om: Forsømte børn, mænd, skilsmisser, døden, at skrive, at være kvinde. Og mange af de allermest elskede digte er med: ’Barndommens gade’, ’Blinkende lygter’, ’De evige tre’, ’Alene for dig’ og naturligvis samlingens titeldigt ’Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’. Men der er også digte, jeg havde glemt igen, som det allerførste digt i den nye samling:

Advarsel

Du elsker mig? Så skal du også kende
mit underlige hjertes sære spil,
for det kan bare drømme, ikke brænde
af længsel efter noget, der er til.

Det leder dig af dunkle, øde stier,
som river dig til blods på vilde hegn.
Det synger tungt af tabte melodier
og elsker bare nattens storm og regn –

Og bliver du hos mig, lukkes det og tvinger
dig stadig længre bort fra sti og vej;
det kan kun flagre dumt og uden vinger;
og det gøre ondt at kende det som jeg.

Olga Ravn reflekterer i sit efterord over det, som ifølge hende er det, Tove Ditlevsens poesi ofte handler om, nemlig ”en kvindes kamp imellem det, hun burde være, og det hun er. ” Denne smertefulde dobbelthed er i mine øjne styrken i Ditlevsens forfatterskab. At hun vover at udlevere sig selv i forhold til samfundets normer og forventninger. Olga Ravn skriver, at det er en af Ditlevsens litterære strategier at bruge sin værgeløshed som hårdførhed. Efterordet er interessant og velskrevet og endnu en god grund til at købe en digtsamling med nogle digte, man måske har i forvejen. Derudover er denne udgave så utroligt smuk!

Der bor også en ung pige i mig, som stadig bliver rørt over Tove Ditlevsens digte, og som bliver lige så rørt over, at en ung forfatter sætter de gamle digte så fint i perspektiv.