Peter Seeberg

Peter Seebergs værker kredser om kampen mod eksistentiel fremmedhed og livets meningsløshed. Tanker, der tager form undervejs, og som til slut ender i nødvendigheden af at forsone sig med det meningsløse.

Peter Seeberg (22. juni 1925 - 8. januar 1999) voksede op i et strengt indremissionsk hjem i Skrydstrup, Sønderjylland, med en far, der troede på en ubarmhjertig hård og straffende gud. Og Seeberg flygtede da også både fra sit strenge hjem og det indremissionske miljø generelt, efter han i 1943 blev student fra Haderslev Katedralskole.

Opgøret med hjemmets autoritet kan have været medvirkende til, at Seeberg blev så stærkt inspireret af Camus’ og Nietzsches tanker om den meningsforladte tilværelse og det absurde i overhovedet at skabe en mening med livet. Tanken var nemlig hos Seeberg, at ligesom fremmedgjortheden dominerede livet, var der også et fuldstændigt fravær af autoriteter (fra oven). På den måde ses en markant afstandtagen til og opgør med det indremissionske barndomshjem, og i 1946 udgav han endvidere et personligt udvalg af Nietzsches aforismer i værket med den entydige titel 'Visdom'.

I 1950 blev Seeberg mag.art. i Litteratur fra Københavns Universitet og fungerede stort set frem til sin død som museumsinspektør ved Viborg Stiftsmuseum. Som i sin forfattergerning var han også i denne stilling en central kulturskikkelse og deltog blandt andet i flere arkæologiske ekspeditioner og blev i det hele taget en vægtig stemme for og fra de kulturhistoriske lokalmuseer.
 

Værkerne, forfatterskabet og samtiden
Seebergs debuterede som forfatter i 1954 med novellen "Spionen". Debuten, der faldt sammen med modernismens gennembrud i dansk litteratur, skildrer i tråd med Seebergs eksistentialistiske holdninger menneskets konstante og forgæves stræben efter en mening med livet.

I 1956 debuterede Seeberg så som romanforfatter med værket 'Bipersonerne', der indeholder en del selvoplevet stof fra 1943, hvor han i en tid arbejdede sammen med deporterede tvangsarbejdere på et propagandafilmset i Berlin. Bipersonerne skildrer på impressionistisk og absurd vis et uvirkeligt kulisseliv levet af personer i udkanten af livet - et tomt liv, der står i skarp kontrast til krigens indholdsrige voldsomhed. Romanens stilistiske spor fra impressionismen bliver krydret med både symbolik og realisme.

I og med 'Bipersonerne' udvikler Seebergs forfatterskab sig i en retning, han med Nietzsches ord kalder ‘amor fati’ - kærlighed til skæbnen. Det udspringer af modsætningen mellem på ene side danskeren Sim, hvis navn er afledt af det latinske ‘vil være’ og på den anden side den navnløse balter. Sim begærer virkeligheden og den egentlige eksistens så stærkt, at han ikke magter at være i den, hvorimod balteren har forsonet sig med virkeligheden trods det, at krigen har frataget ham alt; ejendom, sprog, erindring. ‘Amor fati’ er i Seebergs tilfælde med andre ord en modsætning mellem det at magte livet på meningsløshedens præmis eller at omgå det med absurde krumspring.

Dette spor ses også i Seebergs lille filosofiske roman Fugls føde fra 1957 og i en samling absurde noveller 'Eftersøgningen og andre noveller' fra 1962, hvor kun få af personerne formår at tage virkelighedens absurditeter på sig og forsone sig med den. En af dem, der gør det, er personen Jes med navnet, der rimer klangligt på Yes. Her står en anden af Seebergs erkendelser tydeligt frem, nemlig den, at det er menneskets intellektuelle attitude til virkeligheden, der står i vejen for et reelt forhold til virkeligheden; mennesket tror, at det med sin intellektuelle tilgang kan gennemskue tilværelsen og forstår ikke, at det er via hengivelse og forsoning, at forholdet til virkeligheden opnås. Denne erkendelse markerer vendingen i forfatterskabet; fra i starten at have eftersøgt meningen med tilværelsen til nu at forsone sig med meningsløsheden og tage den på sig som et eksistensvilkår.

I romanen Hyrder ender hovedpersonen, den forkrøblede Leo, med at tage sit eget liv, og flere har læst denne handling som Seebergs generelle afsked med det plagede subjekt for at i stedet at sætte fokus på jeg’ets overgiven sig til virkeligheden. På den måde baner Leos død vejen for forfatterskabets sidste eksperimenterende fase, hvor Seeberg inddrager lister og ready-mades, for eksempel testamenter, højtalermeddelelser og faxudskrifter, som han fremlægger, så de umiddelbart fremstår ubearbejdede og dokumentariske, men som ved nærmere granskning viser sig at indeholde ubemærkede forskydninger, der sætter spot på faktorer som ensomhed, håb og forsoninger.
 

Modernismen og Wittgensteins indflydelse
Tabet af virkelighed er en af modernismens væsentligste grunderfaringer: Gud er død, og mennesket og verden er til uden en på forhånd given mening. Derfor er der heller ikke længere nogen forestilling om, at menneskets udvikling og adfærd er styret af ånd. Identitet opnås i fællesskabet med andre.

På det sproglige plan ses modernismen som en knust syntaks, der spejler den fysiske verdens mangel på mening. Modernismen bliver i forlængelse heraf først og fremmest et sprogligt projekt, hvor sproget i sig selv indeholder erkendelser som kan udforskes.

Seeberg blev med tiden meget optaget af den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins sene sprogfilosofiske tanker; at en sætnings menings skal ses i dens brug, i sammenhæng med beslægtede sætninger. Det er med andre ord selve anvendelsen af sætningen, der giver den mening, og sproget ses som et aktivt, helhedspræget og praktisksocialt fænomen.

Hos Seeberg kommer tankegangen til udtryk i hans opfattelse af sproget som materialet mellem menneske og verden; en forlængelse af livet, og noget, der bestandigt skal arbejdes på.
 

Stilistik og sprog
At se det store i det små og udtrykke det er en af Seebergs spidskompetencer, der kommer til at dominere resten af hans forfatterskab med et neddæmpet, spartansk sprog og over- og undertoner, der indbyder til fortolkning. Og her kommer museumsinspektøren på banen: med konkret nøjagtighed slår Seeberg ned i hverdagen og finder punktoplevelser, der hives frem i lyset, støves af og fastholdes. Dette gør han med en helt særlig ironi, lune og et antydet eksistensperspektiv. I 1983 modtog Seeberg Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Om fjorten dage fra 1981 for sin nyskabende og præcise måde at give netop de stille eksistenser en mytisk dimension på.

Og Seeberg selv har da også sagt om sine personskildringer: "Jeg vil gerne beskæftige mig med nogen, som meget ofte ser ud, som om de overhovedet ikke betyder noget som helst."

Seebergs endelige syn på menneskelivet efter at have vendt og drejet menneskets forhold til virkeligheden kan på mange måder sammenfattes i romanen Ved havet fra 1978, hvor havet er den formindskelsesfaktor, der får os til at glemme totalt, som gør os barnlige og rolige. Havet som den store glemsel, tomheden, historiens ende, der befrier os for os selv.
 

Seeberg i nutiden
Seeberg er repræsenteret i den danske litteraturkanon med blandt andet den begrundelse, at hans værker har sat sit præg på de dansk forfattere, der kommer efter ham. Flere karakteriserer ham som en af dette sidste århundredes betydeligste og mærkeligste danske forfattere, og Seeberg blev i 90'erne kaldt årtiets bedste forfatter.

Seebergs dyrkelse af den nøgterne, skrabede og endog banale dagligdags skriveform, hvor historiske begivenheder og dagligdags småepisoder pludselig får helt ny betydning har inspireret flere af nutidens forfattere, fx Helle Helle, som er erklæret inspireret af Seebergs skrivestil og hverdagslige indhold.

Også forfatter og underviser ved Forfatterskolen Peter Adolphsen er inspireret af Seeberg med værker, der forsøger at formidle et mættet og præcist indtryk uden for mange uvedkommende omstændigheder. Også Adolphsens måde at lade tingene bevæge sig i uforudsigelige retninger og forene det på er at spore tilbage til Seeberg.
 

Her kan du starte
'Bipersonerne' er et væsentligt værk, når det kommer til at lære Seebergs tidlige stil at kende, hvor det underlige, fremmedartede, labyrintiske dominerer. I 'Eftersøgningen' tager det absurde i menneskets kamp med at finde mening fart med humoren som absurditetens følgesvend - og mulige forløser.

I Ved havet (1978) og Rejsen til Ribe (1990) er absurditeten knap så fremherskende, men snarere afløst af en form for uigenkaldelig erkendelse af meningsløsheden i at kæmpe imod; at hengive sig til forsoningen med det meningsløse liv. 'I Rejsen til Ribe' får læseren endvidere indsigt i menneskers hverdagslige virkelighed fra tidligere i det 20.århundrede frem til slut 90’erne, og dermed en bred og fortløbende fornemmelse af den tankemæssige udvikling.

Med disse tre/fire værker kommer du som læser godt fra start og får samtidig en fornemmelse af den erkendelsesmæssige forandring, der sker i løbet af Seebergs forfatterskab. 

Skrevet af cand. mag. Amrit Maria Pal 

Ereolen
Lån forfatterens værker og læs om forfatteren på eReolen.

Kilder, links og central værker