Oplysning og modernitet – eller romantik og metafysik. I første del af 1900-tallet er dansk litteratur splittet i to lejre, som er uenige om, hvad litteraturens opgave er. Det fortæller lektor ved Aarhus Universitet Hans Hauge, som du kan læse et interview med her.
Årene 1900-1950 er præget af to verdenskrige, klassekamp, kønskamp og alskens opgør med autoriteter og traditioner. På næsten alle fronter er der konflikter, der vender op og ned på verden, som man kendte den, og indvarsler en ny og moderne virkelighed.
Også i dansk litteratur er der en kamp i gang i disse år. Den står mellem modernister på den ene side og realister på den anden. Ifølge lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet Hans Hauge er stridens kernepunkt en grundlæggende uenighed om, hvad kunst og litteratur er og skal.
”Modernister ser kunsten som autonom – som sin egen verden. Modernisme betød at sætte kunsten fri. Den skulle hverken gavne eller fornøje. Modsat mener realister, at kunsten kan og skal efterligne verden. Derfor blev modernismen af marxisterne anset for at være reaktionær. For dem var kun realismen progressiv.”
Realismen havde rod i idealerne fra oplysningstiden og forbindelse til den bevægelse i mellemkrigstiden, der i 1950'erne fik navnet kulturradikalismen. Denne videreførte Georg Brandes' credo om, at litteraturen skal afspejle udviklingen i samfundet og sætte problemer til debat. Fremtrædende navne var Hans Kirk, Hans Scherfig, Otto Gelsted og Poul Henningsen. Modernisterne var en broget flok, hvis eneste fællestræk var en enighed om, at litteraturen ikke kunne eller skulle stå i politikkens tjeneste. Her fandt man både den vestjyske digterpræst Kaj Munk og symbolisten Sophus Claussen.
Det moderne gennembrud var realismens
Umiddelbart skulle man tro, at der var en tæt relation mellem modernismen og det moderne gennembrud, der slog igennem i sidste del af 1800-tallet, men det er ifølge Hans Hauge ikke tilfældet: ”Det moderne gennembrud var et gennembrud for naturalisme og realisme – og omvendt kan man se modernisme som en form for senromantik, der knytter sig til arven fra romantikken i 1800-tallet. På den måde kan man sige, at konflikten mellem realister og modernister har rødder meget længere tilbage end første del af 1900-tallet.”
Hans Hauge skelner mellem modernister og de ’hypermoderne’. Blandt sidstnævnte tæller han Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær. Trods store indbyrdes forskelle fungerede de alle tre som en art moderne avantgarde, der hyldede moderniseringen.
Over for dem stod en modernist som Sophus Claussen, hvis forfatterskab tematiserede en kritik af det moderne, hvilket ifølge Hauge ofte var kendetegnende for modernismen.
To litteraturhistorier
Om man var modernist eller realist havde afgørende betydning for, hvordan man læste den danske litteraturhistorie, fortæller Hans Hauge. Fra realisternes kulturradikale synspunkt gik det fra den mørke middelalder langsomt opad mod det første højdepunkt, den kosmopolitiske Ludvig Holberg, der introducerede den europæiske oplysningstænknings tanker i dansk litteratur. I 1800-tallet gik det til gengæld ned ad bakke med romantikken og nationalisme, inden det helt store højdepunkt indtraf med brandesianismen og det moderne gennembrud i sidste del af 1800-tallet.
I modernisternes lejr fortalte man en anden historie. Her var der stor veneration for den nordiske mytologi, reformationen og folkeviserne, mens Holberg blev betragtet som repræsentant for ”de kolde hjerters rationalisme”. 1800-tallet blev betragtet som en ny guldalder, med Oehlenschlägers nationalromantik og Grundtvigs folkelige kristendom som kardinalpunkter.
Litterær undtagelsestilstand
I Danmark slog den første modernisme-bølge igennem i 1920'erne, men dens første succes blev kortvarig. I 1930'erne indtraf i stedet en storhedstid for socialrealismen, hvilket afspejlede et forandret politisk klima. Mange af 1930'ernes forfattere var således kommunister – de mest kendte eksempler er Hans Kirk og Hans Scherfig.
2. Verdenskrig og den tyske besættelse fik dog afgørende betydning for forholdet mellem modernismen og realismen, fortæller Hans Hauge. Han peger på begivenheden d. 4. januar 1944, hvor dramatikeren Kjell Abell samme aften som Kaj Munk blev myrdet trådte ind på Det Kongelige Teaters scene og afbrød en Soya-forestilling. Abell opfordrede publikum til at mindes ”Danmarks store digter” med et minuts stilhed.
Hændelsen var ikke kun bemærkelsesværdig, fordi det mod alle odds lykkedes Abell at undslippe Gestapo og gå under jorden helt indtil maj 1945. Den var også bemærkelsesværdig, fordi kulturradikalisten Abell, der i sine teaterstykker hyldede menneskets frie vilje og trang til og krav på udfoldelse, gik i brechen for den kristne antirationalist Munk. Selvom de to repræsenterede hver deres tradition, fandt de sammen i det nationales tjeneste – i kampen mod nazismen. Den tyske besættelse indsatte således en litterær undtagelsestilstand mellem de to grupperinger.
”Men i efterkrigstiden vender konflikten tilbage, denne gang i form af en kamp mellem to forskellige modernismer - den metafysiske og den kulturradikale.”
Konflikten fortsætter
Modsætningen mellem realister og modernister prægede også udviklingen i dansk litteratur i anden del af 1900-tallet, fortæller Hans Hauge. Endnu engang kan man skrive to forskellige litteraturhistorier alt efter, hvilken lejr man befinder sig i.
Fra realisternes synspunkt opstod der efter krigen et lavpunkt med Heretica-skolen og forfattere som Martin A. Hansen og Frank Jæger, hvis metafysiske forankring gik dårligt i spænd med kulturradikalismens ønske om at sætte (samfunds)problemer til debat. Et opsving kom til gengæld 1950ernes ny-radikalisme og dens fremtrædende repræsentanter Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen. Fra første bølge-modernisternes synspunkt var det til gengæld kulturradikalismens genkomst med ny-radikalismen, der repræsenterede lavpunktet.
Også i dag mener Hans Hauge, at kampen mellem realister og modernister præger det skønlitterære landskab – omend et kommercielt hensyn især i den ene lejr har sneget sig ind: "I dag er de førende modernister Josefine Klougart og Simon Grotrian, mens realisterne skriver masser af romaner, for de sælger bedre: Kim Leine, Carsten Jensen osv."
Litteraturen havde en anden status
Perioden 1900-1950 er således interessant, fordi besættelsen iværksætter en midlertidig forsoning mellem to kunstneriske grupperinger, der ellers konstant har været i konflikt med hinanden.
Hans Hauge mener dog også, at perioden er interessant, fordi litteratur endnu spillede en anden og langt vigtigere rolle i samfundet, end den gør i dag: "Det er i dag sådan, at litteraturen har mistet sin status som dannelsesmiddel i skolesystemet. Denne rolle er overtaget af film og populærkultur. Litteratur er blevet et speciale for de få – hvis vi ser bort fra krimien."
Overordnet set mener Hans Hauge dog, at dansk litteratur i første del af 1900-tallet kvalitetsmæssigt halter efter andre landes: "Der sker en masse i andre landes litteraturer, som ikke sker hos os. Vi har - af gode grunde - ikke en vigtig postkolonial litteratur, som i de engelsktalende lande. Dansk lyrik synes også helt upåvirket af f.eks. samtidens engelske lyrik. Den norske litteratur er f.eks. langt mere spændende end den danske."
Af Morten Ammitzbøll, Folkeuniversitetet i Aarhus
Kommentarer