Anmeldelse
Ved havet af Peter Seeberg
- Log ind for at skrive kommentarer
Ved havet giver et interessant tidsbillede af badelivet midt i 1970’erne og er samtidig en eksperimenterende roman med flere betydninger.
Romanen følger et halvt hundrede menneskers gøren og laden på en strand en sommerdag i 1970’erne. En slags logbog over sommerdagen, hvor kapitlerne er tidsintervaller, og de præcise klokkeslæt er angivet i margenen.
Det er meget forskellige typer, vi følger 'Ved havet', og der er ingen eller næsten ingen interaktion mellem de forskellige grupper, udover at de på forskellige tidspunkter krydser veje eller observerer hinanden.
Et enkelt samlende tema er en faldskærmsudspringsopvisning, hvor vi både møder nogle af udspringerne og følger tilskuernes reaktioner under og efter springene. Her er også romanens eneste dramatiske optrin, da en af udspringerne har problemer med faldskærmen og først får den udløst i allersidste øjeblik.
'Ved havet' er en hyperrealistisk bog, der giver et interessant tidsbillede af badelivet midt i 1970’erne, men også en eksperimenterende roman med flere betydninger, som Jørn Erslev Andersen skriver om i sit meget grundige efterord:
”Men hav, strand og himmel er også tidløse og universelle påmindelser om det levende livs forgængelighed og skrøbelige øjeblikkelighed. Denne eksistensfilosofiske udspændthed mellem det enkelte menneskes øjeblikkelighed og luft- og havelementernes universalitet er romanens grundtema, der behandles på en alt andet end henkastet måde.”
Brugernes anmeldelser