Magten

Stort anlagt og fascinerende historisk roman om magtkampe og intriger ved Henrik VIII’s hof og ikke mindst om kongens nærmeste rådgiver, den magtfulde Thomas Cromwell.

Dette er andet bind i en planlagt trilogi om Cromwell, og begge bindene har modtaget den fornemme Booker-pris. Det er en fordel at have læst ’Wolf Hall’ først, selv om ’Magten’ ifølge forlaget godt kan stå alene. Hvis man ikke er helt stiv i periodens historie, kan det være svært at hitte rede i bogens mylder af personer, men her er personfortegnelsen forrest en god hjælp.

Den farverige Tudor-konge med de mange koner har inspireret utallige forfattere. I denne roman giver Mantel nyt liv til den velkendte historie om Anne Boleyns fald. Hendes skønhed er falmet, og hun har ikke kunnet give kongen den eftertragtede, mandlige arving. Han har nu Annes diametrale modsætning, den blege, generte og lidet bemærkelsesværdige Jane Seymour i kikkerten, og Janes familie går straks i gang med at køre hende i stilling som den nye dronning med de rigdomme og magtbeføjelser, det kan kaste af sig til familien.

Igen er det Cromwell, der spiller en betydelig rolle ved at bane vej for kongen. Med afsæt i historien bruger Mantel sin kunstneriske frihed til at give et omfattende og mere nuanceret indtryk af Cromwell, end man plejer at få. En opkomling, hvis barske opvækst har styrket ham, og hvis eminente evner har bragt ham helt til tops. Køligt velovervejet, forberedt på enhver eventualitet og skånselsløs, når det behøves. En mand, der har styr på alt. Han er ikke noget uhyre men først og fremmest pragmatiker, parat til at forfølge sine mål. Han færdes hjemmevant i hoffets minefelt af fjender.

Hans evne til at "aflæse" kongen og diplomatisk lede ham til de rigtige beslutninger, uden at han opdager det, underbygger Cromwells magt og indflydelse. De mange dialoger afspejler fint hans evne til på subtil vis at manipulere mennesker. Hos Mantel har Cromwell også en mere positiv side. Trods manglende tid er han et familiemenneske og en god ven. Da pesten har bortrevet hans hustru og to små døtre, fylder han sit hus med forældreløse søskendebørn og andre, der har behov for hans hjælp.

Også Henrik VIII og personkredsen omkring ham får mere eller mindre liv. Der er rammende beskrivelser af alle hofsnogene, der har travlt med at mele deres egen kage. Det er næsten umuligt ikke at få lidt ondt af den kasserede Anne Boleyn, selv om hun fremstilles som ganske hensynsløs, kynisk og beregnende. Hun er i hvert fald en mere spændende person end den blegsottige Jane Seymour.

Sproget har et moderne anstrøg, og det passer egentlig godt til bogens universelle tema. Magt, hvordan man opnår den, og hvordan man anvender den. Hvordan man mister magten igen, får vi sikkert at se i det tredje og afsluttende bind, som forhåbentlig snart udkommer.