Bog

Den anden dronning

Af (
2009
)

Anmeldelse

Den anden Dronning af Philippa Gregory

16 nov.09

Intriger, oprør og kærlighed er hovedingredienserne i denne historiske roman om dronning Maria af Skotland.

Maria Stuart er blevet væltet af skotterne. Nu sidder hun i England, hvor dronning Elizabeth ikke rigtig kan bekvemme sig til at hjælpe hende tilbage på tronen. Maria Stuart er nemlig også arving til den engelske trone, og Elizabeth og hendes rådgiver Cecil er bange for, at Maria kan tvinge Elizabeth væk.

Også befolkningen er splittet. Mange ønsker den katolske tro, som Maria Stuart repræsenterer, tilbage, mens andre foretrækker den protestantiske Elizabeth. Et oprør er på vej, og oveni har Maria stærke allierede i både Frankrig og Spanien, som truer med at invadere, hvis ikke Maria får tronen i Skotland.

Midt i dette uvejr befinder Bess og George sig. De er adelige og har fået til opgave at huse Maria Stuart. Det er en opgave, som viser sig at være mindre fordelagtig end først antaget, især for Bess som opdager, at ægtemanden George bliver mere og mere betaget af den skotske dronning.

Normalt er jeg yderst begejstret for Philippa Gregorys historiske romaner, og jeg havde glædet mig til at læse hendes udlægning af Maria Stuarts historie. Men jeg blev desværre lidt skuffet, for starten er en smule langtrukken.

Historien fortælles gennem tre forfatterstemmer: Bess af Hardwick, hendes fjerde mand George hertug af Shrewsbury og Maria Stuart. Gregory veksler imellem disse tre og fortæller om perioden fra efteråret 1568, hvor Maria er flygtet efter stormændenes oprør i Skotland, og frem til d. 8. februar 1587, hvor hun halshugges. Og det er denne vekslen mellem stemmerne, som irriterer mig lidt. For rigtig mange gange fortæller Bess, at for hende er ejendom vigtig, fordi hun er datter af en fattig enke, og Maria Stuart fortæller igen og igen, at hun er urørlig, fordi hun er salvet dronning. Disse gentagelser i næsten hvert eneste kapitel, er ikke just fremmende for historien.

Når det er sagt, bliver Maria Stuarts skæbne dog mere og mere fascinerende efterhånden som bogen skrider frem, og jeg endte alligevel med at blive grebet af historien. Så kan du godt lide historiske romaner, er ’Den anden dronning’ værd at tage med hjem, men som sagt er det ikke Philippa Gregorys bedste.

Bogdetaljer

Secondary title
4. del af: Den evige prinsesse
Forlag
Cicero
Oversætter
Nina Bolt
Faustnummer
27961754
Graphic
stoltzedesign
ISBN
9788777149993
Antal sider
404

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer