Fascistkommunisten

Forfatterens anden romanudgivelse på dansk er en stærk historie om en drengs overgang fra barn til voksen i efterkrigstidens Italien.

Dette her er den første danske udgave, men den har været udgivet to gange i Italien allerede, første gang i 2003 og igen i 2011. I et af de to forord til denne udgave begrunder Pennacchi på en underholdende måde at han har redigeret i den færdige tekst mellem de forskellige genudgivelser af bogen, fordi historien ikke føltes færdig ved gensyn med den, men at læsere af tidligere versioner ikke skal føle sig taget ved næsen af den grund:

"Hvis du i dag kører rundt i en Croma og sammenligner dens sikkerhed og ydeevne med den 127'er, du havde for 20 år siden, så er det jo ikke sådan at du bliver gal på Fiat: "De snød mig dengang." Dengang gav de dig det bedste, de havde at byde på. Og det samme gjorde jeg."

En af de mest bemærkelsesværdige ændringer i denne udgave er i familienavnene. Historiens hovedperson er nu søn af Santapace Peruzzi, en af de mange tanter fra Pennacchis første bog på dansk: 'Mussolini-Kanalen', som udkom i 2013. På den måde begynder der så småt at tegne sig et bagvedliggende formål med det overordnede forfatterskab som bugner på originalsproget, selv om vi indtil videre kun har modtaget to af værkerne i Thomas Harders brillante oversættelse herhjemme. Ligesom i 'Mussolini-Kanalen', udspiller historien i 'Fascistkommunisten' sig også i og omkring byen Latina, syd for Rom.

”Fascistkommunisten” vil slå de mest opmærksomme som en pudsig titel på en bog. Ikke desto mindre er den selvmodsigende sammenblanding af de to ord, den bedste beskrivelse af bogens hovedperson og jeg-fortæller man kunne forestille sig.

Vi følger den egenrådige ungfascist, Accio Benassi, fra han som et fromt og tænksomt barn er på vej til det præsteseminarium som han siden dropper ud af, videre ind i et liv som politisk aktivist på den voldelige del af Italiens yderste højrefløj, som han bliver smidt ud af efter forskellige uenigheder omkring den amerikanske krigsdeltagelse i Vietnam, og endeligt ind på den lige så voldelige venstrefløj, som hans storebror Manrico (som også var en vigtig karakter i Mussolini Kanalen) er en ledende figur for, og som han siden stikker af fra.

Undervejs sker der en række store skred i Accios liv, både på grund af kærligheden og hans voksende seksualitet; og ikke mindst på grund af det politiske stormvejr som Italien gennemgik i kølvandet på 2. verdenskrig, der nærmest udartede sig til en borgerkrig for landet.
Men Accio er ikke typen der stikker op for bollemælk. Han rejser Via Appia tynd på tommelfingeren og deltager i de voldelige sammenstød mellem fascister og socialister i Rom, og han beskriver det hele i et nøgternt og faktaorienteret sprog hvor han ikke prøver på at smykke sine egne handlinger.

Hele fortællingen om både Accios egne og hans bekendtes mere eller mindre alvorlige fejltrin er både usødet og charmerende, og til trods for sine barske emner og den anderledes fortællestil, er bogen lige så energisk og sprudlende som sin forgænger.

Oversætter Thomas Harder har forsynet bogen med et mini-leksikon til sidst, ligesom han gjorde i Mussolini-Kanalen, og det er en kærkommen hjælp under læsningen til at navigere i det virvar af partiforkortelser og -personligheder med, som Accio lirer af sig med den største selvfølgelighed. Det kan måske irritere enkelte, men selv nød jeg bare at lære lidt mere om et stykke historie jeg ikke var så stærk i: Det stykke om hvad der skete i årene efter 2. Verdenskrig og Mussolinis fald.

Kan især anbefales til læsere der kunne lide 'Mussolini-Kanalen', men også til de der kan lide den slags ungdomserindringer som Bjarne Reuter beskriver i 'Vi, der valgte mælkevejen'.

Den film, Daniele Luchetti lavede over bogen, som havde dansk premiere i 2008, med den poetiske titel 'Min bror er enebarn', er også seværdig. Også selv om den underspiller den personlige konflikt den unge Accio står i til fordel for familiedramaet.