Dem der flygter og dem der bliver

En helt unik læseoplevelse om venskab, identitet og dannelse venter også her i tredje del af Ferrantes fremragende romaner om Napoli og om Lilas og Elenas meget forskellige liv.

Tredje del af Elena Ferrantes fremragende Napoli-romaner foregår fra slutningen af 1960’erne til midten af 1970’erne og har som undertitel ’Tiden i midten’. Den politiske ekstremisme, studenteroprør, den stigende kvindebevidsthed og ikke mindst den uhyggelige magt familien Solara udøver påvirker også de to veninder Elena og Lila. Familien Solara står i romanen for den napolitanske mafia, camorraen.

Lila er flyttet fra sin mand, Stefano, og har fået en dreng, Gennaro. Hun bor sammen med Enzo og arbejder nu på en pølsefabrik og er tæt på et fysisk og psykisk sammenbrud.  Familien Solara hjælper hende til ansættelse i den nye computerteknologi, og de fattige år er ved at være forbi.

Elena har fået sin uddannelse i Pisa, har udgivet sin bog om Napoli og bliver gift med den kedelige Pietro Arieto, som kommer fra en akademisk indflydelsesrig familie. De bosætter sig i Firenze og får to døtre, men ægteskabet er ikke lykkeligt. Elena kæmper med sit selvværd og får ikke ro eller tid til at fortsætte sin forfatterkarriere. Pietro har en dag en kollega med hjem til middag. Ham kender Elena fra sin pure ungdom, og det får hende til at beslutte sig for at tage skridtet til at forandre sit liv.

Venskabet mellem de to kvinder bølger op og ned. Det er vanskelige år for begge på alle måder. Elena har været bevidst om at flytte væk fra Napolikvarteret for at skabe sig en ny tilværelse, hvilket selvfølgelig er en tilbagevendende konflikt i forhold til Lila men også til Elenas egen familie, for kan man overhovedet flygte fra sine rødder?

Elena er fortælleren og ikke altid lige troværdig, men uden Lila ville hun ikke have noget at skrive om. Bogen veksler mellem erindring, reflekterende undring, dramatiske scener og effektfulde dialoger, der hver på sin måde driver handlingen frem, så man er fanget fra først til sidst. Alt er skrevet usminket men også sanseligt: de sociale hierarkier, patriarkatet, fattigdommen, magten, volden, frygten, skammen og ikke mindst seksualiteten. Fortiden fortsætter med at kaste skæbnesvangre lange skygger ind i nutiden.

Hovedpersonernes karakter træder i denne roman endnu tydeligere frem. De er som mor og datter for hinanden, fordi de ikke selv kunne identificere sig med deres egne mødre. Interessant er også det perspektiv, at det er et ældre jeg, der skriver sig ind i et yngre jeg for at finde en slags sandhed. Italiens nyere historie beskrevet gennem et komplekst kvindeligt venskab vil for altid være foreviget i Napoli-romanerne, der må være et must for alle læseheste. Jeg er om nogen ramt af Ferrante-feberen, og flere læsninger vil uden tvivl afdække endnu flere lag.

Der er i det hele taget stor mystik om forfatteren. Ingen ved, hvem hun er. Navnet er et pseudonym, måske krediteret til en anden stor italiensk forfatter Elsa Morante (1912-1985). De første tre bind i serien har fået en stormende modtagelse overalt. Det fjerde og sidste bind kommer på engelsk til efteråret.

Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.