Mussolini-kanalen

Farverig og fandenivoldsk familiekrønike for italofile og historienørder. Bag den veloplagte fortællestil gemmer sig en gribende beretning om bøndernes vilkår før, under og efter Mussolini.

”Bogen jeg blev født for at skrive”, kalder Antonio Pennacchi selv sin familie- og italienskrønike ’Mussolini Kanalen’ i forordet til bogen, og dét er en meget præcis beskrivelse. Den her bog er både nødvendig for sin forfatter og for den moderne historieskrivning.

Romanen udkom første gang i Italien tilbage i 2010, hvor den blev lidt af en litterær sensation. Både på grund af sit ophav og sit indhold. Antonio Pennacchi blev først forfatter i en sen alder, efter 33 år som fabriksarbejder på nathold, så han var en på mange måder uhørt stemme i Italiens litterære landskab. Indtil da havde den italienske litteratur, selv den der handlede om arbejderne og bønderne, været skrevet af mennesker med kapitalen i orden – enten den økonomiske eller kulturelle eller begge dele. Nu kom der en ny stemme ind fra venstre, som blandede den brede jargon med højlitterære referencer i en sprudlende kakofoni af fortællelyst og –behov.
 

Sin første bog ’Mammut’, som endnu ikke foreligger på dansk, sendte han 55 gange til 33 forskellige forlag, nogen gange ændrede han bare titlen og sendte manuskriptet ind igen. Den drivkraft genkender man i den grad i ’Mussolinikanalen’, som har den fascistiske bondefamilie Peruzzi som hovedpersoner. Det er da heller ikke så underligt, for det er netop sin egen og konens familiehistorier han trækker på, tilsat vilde overdrivelser og næsten magiske sekvenser i den gode histories navn.
Det er nemlig ikke nogen normal roman, dette her. Det er en filó, som er en type folkeunderholdning man havde i tiden før fjernsynet, hvor bønderne stimlede sammen i staldene efter dagens dont og måtte lave deres eget skæg i lyset fra en lille olielampe og lugten fra det par køer de havde. Så blev der fortalt historier og anekdoter. I ’Mussolini Kanalen’ afbryder jeg-fortælleren således flere gange sin beretning for at slå fast at han ikke sidder og lyver dig lige op i ansigtet:

”Hvad vil De have jeg skal stille op? Jeg lover Dem, at min fætter Paride sommetider fangede nogle laks på halvandet hundrede kilo, lige så store som den gris vi havde ude i grisestien – flyvende grise – oven for vores stemmeværk i Canale Mussolini.”

Det er imidlertid ikke bare lystfiskerhistorier det hele. Bag det brysk humoristiske sprog og den veloplagte fortællestil gemmer der sig en gribende og stærk beretning om bøndernes vilkår i Italien før, under og efter Mussolinis fascistiske styre. Jeg-fortælleren ser med en usentimental romantik tilbage på tiden, der både samlede og delte Italien. Han går i rette med alle, både sine egne hovedpersoner og eftertidens moralister, der ser alt i bagklogskabens selektivt oplysende lampeskær.

Selv om Peruzzi-familiens historie således er langt fra politisk korrekt, er den til gengæld næsten altid historisk korrekt og kan fange både Italiens-elskere og almindeligt historieinteresserede ind. Med ’Mussolini Kanalen’ minder Antonio Pennacchi os om, at de, som historien har dømt ude, også havde deres grunde – gode som dårlige – til at gøre som de gjorde.