'De nærmeste' er en fortælling om sorg og om familie. Et indblik i den proces det er at forlige sig med sine forældres død, men også med, at ens historie om dem er væsensforskellig fra den historie, ens søskende har at fortælle.
Af Louise Salling, cand. mag.
Det begynder med to dødsfald: ”De dør natten til søndag…” Men hvem er ’de’? Allerede fra første linje i Lotte Kirkebys romandebut har vi spørgsmål til teksten. Hvem er døde, og hvem er det jeg, der taler? Der er en indforståethed i Kirkebys fortælling, hvor vi som læsere er en slags medsammensvorne fra første færd. Men samtidig skaber teksten også distance til sin læser ved at mystificere os og nævne en masse navne og begivenheder uden yderligere introduktion. Først når vi læser frem i teksten, begynder brikkerne at falde på plads og vi lærer, at vi er trådt ind i en fortælling om en familie, hvor tre søskende rydder op (i både overført og bogstavelig betydning) i deres barndomshjem efter forældrenes død.
Nutid beskriver datid – synsvinkler og fortællergreb
Fortællersynsvinklen er hovedpersonen Annas, og vi lærer hende at kende som historiens ’jeg’. Anna er en subjektiv fortæller – og til tider en upålidelig én af slagsen. De andre karakterer kommer ikke til orde i andet end de få dialoger, der udspiller sig – og de er alle fortalt gennem Annas hukommelsesfilter. Dette understreges yderligere af, at bogen mestendels er skrevet i nutid. Det får en konstaterende og subjektiv effekt, hvor Annas indre monolog sanseligt beskriver og registrerer omgivelserne. Således også det blik, der kastes på Annas børn, søskende og forældre.
Romanens fortalte tid, altså den tid, handlingen strækker sig over, udgør en uge i familiens liv. Her kommer vi ved hjælp af Annas blik helt tæt på den sorgproces, der følger i kølvandet på forældrenes dødsfald. Langsomt dukker – den ikke altid idylliske – familiehistorie frem i glimt af erindring, hvor vi hen ad vejen får stykket en historie sammen om de traumer og fortielser, familien bærer på.
Ved at tilbageholde information for læseren, må vi hele tiden selv fylde de tomme pladser i fortællingen ud, og det får den effekt, at vi faktisk bevæger os længere ind i den enkelte karakters psykologi, end hvis vi havde fået alle brikkerne foræret. Der er en slags isbjergsteknik på færde – en teknik, som forfatteren Ernest Hemingway har lagt navn til med sin devise: ’Show it, don’t tell it’. Vi ser altså hele tiden kun toppen af isbjerget og må gætte os til karakterernes bevæggrunde for at handle, som de hver især gør, ved at sammenstykke de stemninger og beskrivelser, vi får undervejs. På den måde spejler romanens fortællemåde den fortielse, vi ser hos familien: ”Det lod til at komme bag på min mor, at hun havde sagt så meget. Hun stoppede, selv om jeg havde en fornemmelse af, at hun ikke var færdig, og der var meget mere, som hun gerne ville sige.”
Titlens tvetydighed
'De nærmeste' bærer en tvetydig titel. På den ene side skal de tre søskende Anna, Christian og Eva forestille at være hinandens og forældrenes nærmeste, som samles i fælles sorg over forældrenes død. På den anden side trevler Annas fortælling også deres fælles fortid op, og det står mere og mere klart, at de tre børn har meget forskellige opfattelser af deres forældre. Og vi aner, at forældrene på en eller anden måde har været distancerede fra deres børn og haft nok i hinanden. Deres ægteskab beskrives som lykkeligt, men måske har prisen været, at børnene er blevet holdt ud i strakt arm? ”Deres seng var sat sammen af to, og det brugte min mor altid som undskyldning, hvis vi kom ind til dem, når vi ikke kunne sove. Hun sagde, at det ikke var rart for os at ligge mellem dem, og hun fulgte os altid tilbage i seng, så snart vi var faldet til ro.” Den afstand har de tre søskende taget med ind i deres egne voksenliv, og det er næppe tilfældigt, at de alle tre er ugifte, at Christian og Eva ikke har børn, og at Anna kæmper med sit forhold til sine egne halvstore døtre.
Anna beskriver afstanden og kærligheden til sine børn, der er på vej ud af barndommen og langsomt glider hende af hænde på følgende måde:
”Kærligheden bliver ikke mindre, men en anden, og man bliver nødt til at lægge afstand, hvis man vil beskytte sig selv, for de forlader en. De gør det hele tiden, de bliver og forsvinder i samme bevægelse, og man bliver nødt til at trække sig, så man ikke selv forsvinder sammen med dem, så man ikke går til grunde.”
Beskrivelsen indkredser faktisk romanens tema – at den kærlighed, der kan synes tilstede i en familie, den nærhed, familien kan påstå at have til hinanden – hele tiden udfordres af de respektive karakterers forskellige erindringer og individuelle psykologi. Og at de fortielser, de kollektivt bygger op, må frem i lyset, hvis de for alvor skal blive hinandens nærmeste igen.
Kommentarer