Anna og hendes søskende skal begrave deres forældre, men der er noget, de er uenige om, i tankevækkende familieroman om de nærmeste, som ikke altid er nærmest.
Kvinden Anna og hendes to søskende, storesøsteren Eva og lillebroen Christian, er i færd med noget både uomgængeligt og naturligt og samtidig dybt dramatisk. Deres gamle forældre er døde – begge på samme dag. Eller nat, rettere sagt. Romanen indledes nemlig med ordene: "De dør natten til søndag"…
Disse fem ord vendte jeg tilbage til flere gange, mens jeg læste romanen. Nutidsformen og det faktum, at nogen tager herfra på samme indeholder kimen til noget tankevækkende. Og tankevækkende er romanen. Så tankevækkende at jeg ikke var nået ret langt, før jeg måtte blinke kraftigt, for at mit tåreslørede syn ikke skulle bremse læsningen.
De tre søskende skal begrave deres forældre. De skal rydde op i deres barndomshjem. De skal aflægge besøg hos præsten. Beslutte ting. Og sørge. Men de nærmeste, som romanen også har taget navn efter, er ikke altid de nærmeste. Heller ikke selvom de burde være det, eller selvom det er dem, der via blodets bånd hænger sammen med én selv.
Anna har, som den eneste af de tre, børn, teenagedøtrene Ida og Marie. Og også i forholdet til sine piger har fortælleren Anna noget på spil. De glider hende langsomt af hænde (som teenagere har for vane), og hun savner sådan at gøre noget for dem.
Kombinationen af at miste sine forældre – også selvom tiden og alderen gør, at det er forventeligt – og samtidig ”miste” sine børn, fordi de løsriver sig, var åbenbart mere, end jeg kunne holde til. Og det skal så absolut forstås positivt! Den samme historie kunne have været skrevet med andre ord og i en anden stil, og så ville den selvsagt fremstå ganske anderledes. Men i min optik kan den ikke fortælles finere eller mere følsomt end det gøres her, uden at det bliver sentimentalt eller fortænkt. Lotte Kirkeby er fænomenal til at afdække ganske langsomt og til at give læserens hints om eksempelvis de tre søskendes forskelligheder, så man pludselig opdager, at man ved meget mere, end man troede.
Endelig er de familiære forhold mellem såvel søskende som børn og forældre så almengyldige, at de, ligesom det både ulykkelige og naturlige ved at skulle begrave sine forældre, bliver genkendelige og derigennem yderst vedkommende (hvor nødigt jeg end vil indse, at jeg også kommer til at stå i Annas situation en gang.)
I 2016 debuterede Lotte Kirkeby med den yderst vellykkede novellesamling Jubilæum. Nu har hun begået en roman, så på sin vis er der atter tale om en debut – denne gang altså en romandebut. For min skyld må Lotte Kirkeby skrive både noveller og romaner og alt muligt andet – jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke vil synes om det.
Kommentarer