Flora

Fin og skæv lille roman for læsere, der holder af tragikomisk hverdagsrealisme. Forfatteren har et godt blik for det usagte og for komplekse underliggende stemninger. 

Flora og Rosa er tvillingesøstre. De er taget afsted til deres nærmest ukendte onkels lejlighed i Sydeuropa for at passe den og hans kat, mens han opholder sig på et rekreationshjem. På vej til lejligheden rammer Flora en kvindelig motorcyklist med bilen. Der sker ikke noget alvorligt, men det er et underligt uheld, da Flora ikke kan genkalde sig, om hun faldt i søvn, eller hvad der ellers forårsagede ulykken. Da de når frem til lejligheden, bliver ulykken ved med at forfølge Flora, som er præget af tvangstanker.

Forholdet mellem de to søstre er ikke det tætteste. Rosa har styr på sit liv, og hun virker som den voksne, men måske også lidt konforme søster. Flora derimod er i tvivl om det meste. Hun har en livlig fantasi og ikke det største selvværd. Hun er konstant bange for, om hun har glemt at slukke for strygejernet eller gassen og for, om hun nu har indtalt de noveller helt korrekt, som hun lever af at indtale på bånd. Hun forstår ofte ikke novellernes åbne slutninger og grubler over dette til stor morskab for læseren. Det anes, at Rosa måske i fortiden har snuppet Floras kæreste fra hende, og hele tiden nærmer og fjerner søstrene sig fra hinanden. Hvem af de to søstre, der er ”for meget” eller ”forkert på den” står ubesvaret tilbage, da historien kun fortælles gennem Flora - og intet er jo sort hvidt i menneskelige relationer.

Der sker ikke en forfærdelig masse i ’Flora’. Det er i højere grad Floras indre følelsesliv og sansning af sin omverden, der er i fokus. Ligesom de noveller Flora indtaler, sættes der heller ikke noget egentligt punktum for handlingen, og det står hen i det uvisse, om Flora er – sagt på en pæn måde – ude af trit med omverdenen, eller om det egentlig ikke er ganske acceptabelt og menneskeligt at lade fantasien løbe af med sig og være usikker på en masse ting. Tematikken om usikre kvinder i en form for livskrise er en genkendelig tematik i Sidsel Falsig Pedersens forfatterskab. Romanen mindede mig også en hel del om stemningen og søstrene i Helle Helles ’Rødby-Puttgarden’, hvor der er noget af den samme uforløste stemning og noget med at sidde fast i sit eget liv.

Lad det være sagt (igen, for jeg har sagt det før): jeg er ret glad for Sidsel Falsig Pedersens forfatterskab, som både omfatter noveller og nu tre romaner. Falsig Pedersen har et blik for det usagte mellem mennesker og for komplekse underliggende stemninger, der svært lader sig beskrive. Dette er en fin og skæv lille læseoplevelse for læsere, der holder af tragikomisk hverdagsrealisme.