Karensminde

En umådelig smuk roman med stærkt bevægende beskrivelser af relationerne i en familie. En must-read - ikke mindst for alle dem, der var begejstrede for 'Godhavn'.

I Godhavn imponerede Mondrup med sin eminente evne til at skildre begivenheder fra barnets synsvinkel. Også i fortsættelsen af den vidunderlige familiefortælling, 'Karensminde',  har Mondrups stemme en sjælden autencitet og sanselighed. Den rummer en hårfin og livsklog beskrivelse af, hvordan relationerne i familien hele tiden forskydes både mellem de nu voksne børn, Bjørk, Knut og Hilde, og i forholdet til deres forældre, Karen og Jens. Historien fortælles skiftevis af de fem familiemedlemmer, og det giver fem forskellige versioner af de familiedramaer, der har mærket dem gennem tiden.

Karen og Jens vil gøre gården Karensminde på Møn til bed & breakfast, men planerne kuldsejler, da Jens falder ned fra en stige. I stedet danner Karenminde ramme for en nærmest kalejdoskopisk komponeret familiehistorie fyldt med erindringer og tilbageblik, der sætter alles forhold til alle i bevægelse. Både fortid og nutid vækker stærke følelser som vrede, tvivl, længsel og skyld, men de er skildret uden sentimentalitet. Nok har der været masser af kærlighed i familien, men der har også været opslidende magtkampe, misforståelser og svigt, og i den dobbelthed er familien uhyre menneskelig. Traumerne er ikke større, end at de vil være genkendelige for mange.   

Læseren kommer tættere og tættere på personerne, samtidig med at de ikke blottes helt. Man får ikke svaret på, hvad der skabte de sår i familien, som synes stadig større gennem romanen. Flere steder dukker erindringer op, hvor børnene har konfronteret forældrene med deres fejltagelser, og når de så kigger tilbage, kommer de i tvivl om, hvad der var den sande historie. Her erindrer Hilde sin stadige tvivl om, hvorvidt noget blev holdt skjult for hende: "Tågen kom rullende, ikke langsomt drivende, den rullede ud af horisonten og lagde sig tungt overalt, hun ravede rundt og forsøgte at skille den som gardiner, men bag gardinet var endnu et gardin, hun nåede ikke ind, hun nåede ikke frem, måske var der ikke noget derinde. "

Gennem Mondrups sanselige sprog kommer familien til at virke som en levende organisme ligesom den omgivende natur. Ud over overbevisende portrætter af naturbarnet Hilde, den kontrollerede Knut og den temperamentsfulde Hilde, giver 'Karensminde' fine portrætter af den ældste generation, for eksempel da Jens erkender, at han ikke kan huske, at det nogensinde har været så tungt at have børn, som det er nu. Også Karen oplever en tyngde i suset fra børnebørnene, Knuts livlige tvillingepiger: "Hun glædede sig til at se dem, og når de så løb ind på gårdspladsen, begyndte hun at tabe pusten, og når de var taget afsted igen, var der så stille, at det ringede i alle rummene."

'Karensminde' er en både smuk og uafrystelig bog, der vikler læseren ind i de stærke bånd, som binder en familie sammen. Og det er næppe kun mig, som er fristet til at genlæse 'Godhavn' og atter se familien med nye øjne.

Jeg var begejstret for Godhavn, men helt væltet bagover af Karensminde! Mondrup har med en af 2016's bedste familiehistorier markeret sig som en af de fineste prosaister i ny danske litteratur.

Iben Mondrup vandt Blixenprisen 2017 for årets skønlitterære udgivelse for Karensminde.