Bog

En have uden ende

Af (
2005
)

Anmeldelse

En have uden ende af Christina Hesselholdt

13 mar.06

Tyve skarpe, billedrige prosastykker, som i et poetisk sprog afspejler en spændende forfatters iagttagelser, refleksioner og oplevelser.

Mottoet, der indleder bogen, er et digt af Osip Mandelstam: "Det er sådan, at arabesker opstår af margen af første-udkast og lever uafhængige, bedårende og troløse liv. Små mennesker formet som violiner drikker mælken af papiret".

Således snor de smukke prosatekster sig som arabesker, stærkt sansede og med mange associationer omkring vidt forskellige emner og stemninger. 

Teksterne er uafhængige, men med nogle gennemgående temaer som kærlighed i mange aspekter, erindringer, livet der møder døden, lykke og uretfærdighed.I flere af teksterne tager forfatteren afsæt i årstiderne med smukke naturbilleder, og derfra reflekterer hun over forhold i nutiden. Nogle af stykkerne nærmer sig egentlige essays, så man er i tvivl om, hvad der er fiktion og virkelighed. Der er en del erindringsglimt, og hun giver også udtryk for, hvad der er hendes europæiske kanon i "Et kort og urimeligt udfald mod den centraleuropæiske roman".  En mere polemisk tekst "På et dansk Røde Kors-center", er en hjerteskærende, aktuel beskrivelse af, hvordan man kan ødelægge livet for en afghansk flygtningemor og hendes børn. Andre stykker rummer mere humor og barokke situationer f.eks. "Nationalfuglen skal intet fattes".

Denne kortprosasamling er en nydelse at læse på grund af et fabelagtigt, præcist sprog og de mange varierede temaer med selvbiografisk islæt. Det er hverken en roman eller en novellesamling, men den giver stof til eftertanke.

Christina Hesselholdt (f.1962) er kendt som en forfatter, der mestrer at skrive korte, litterære koncentrerede tekster. I den henseende ligner samlingen hendes kortprosaroman "Hovedstolen" (1998).

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
25960610
ISBN
9788763802307
Antal sider
85

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer