I familiens skød

Det kan være ensomt og smertefuldt at leve i en familie – "som at bide i sølvpapir". En gyngende pige i en blomstret sommerkjole.

Romanens forside anslår bogens stemning, som emmer af lun og dvask sommerdag. Det at gynge er en mærkelig, unyttig beskæftigelse. Man kommer ingen vegne - med mindre man hopper af i farten eller falder af. Netop sådan synes jeg, personerne i romanen har det. De sidder alle fast i deres liv eller rolle.

Forlæggeren, Lars, og hans kone, Anne, er taget i sommerhus sammen med deres fælles datter, Sara, plus Lars' datter fra et tidligere ægteskab, Amalie. Derudover har de selskab af en af Lars' forfattere, Julius, der som en anden H. C. Andersen klistrer sig fast til familiens ferie.

Jeg kan egentlig ikke finde ud af, hvad jeg synes om personerne. De er på én eller anden måde ufattelig selvoptagne alle sammen. Forfatteren, der hele tiden tænker på sin roman og på "mig, mig, mig". Forlæggeren, der gør alt for sine forfattere, men bliver mere og mere sur og muggen i takt med, at han glemmer sig selv. Konen Anne er total kontrolfreak og har bl.a. skrevet ned, hvad hun synes, børnene skal lege, hvis de ikke selv kan finde ud af det (suk!).

Den eneste, jeg egentlig har sympati for, er Amalie. En gøgeunge, der har sneget sig ind i familiens tilværelse - hadet af stedmoderen og overset af faren. Hun føler sig som gæst i sin egen familie.

Romanen er opdelt i to afsnit: "Tiden løber", hvor man får et indblik i personernes tanker og øjner deres ensomhed og "Tidens fylde", hvor der bliver vendt op og ned på tingene og nogle af personerne nærmer sig hinanden. Katalysatoren hertil er et besøg af Annes veninde, Naseema, afghansk flygtning, der ved sin blotte tilstedeværelse måske får dem til at "falde af gyngen".

Det er en smuk og symbolladet roman, som jeg ikke er sikker på, jeg forstår alle hjørner af. Det gør egentlig heller ikke noget. Den efterlader nogle stærke sanseindtryk af sommer, ensomhed og drømmen om en familie.

Rosinante, 2007. 159 sider.