Analyse
Duvå, Liv Nimand: Vi er vel helte
Vi er vel helte er Liv Nimand Duvås debutroman om det komplekse forhold mellem en voksen datter og hendes alkoholiske far. Et forhold præget af skuffende gentagelser og det alt for store ansvar, børn af alkoholikere løfter.
“Jeg findes først i vi”
Billie er en ung kvinde, studerende, bosat i Berlin og i udkanten af et aktivistisk miljø. Men hun er mest af alt sin fars datter. På godt og ondt, men mest på ondt. For hun er den nærmeste pårørende og den, der bliver tilkaldt, når han endnu engang er blevet indlagt med alkoholforgiftning, når han endnu engang skal til afvænning. Den, som behandlersystemet tyr til, når der skal træffes beslutninger, bruges overtalelseskræfter, læsses af og tages ansvar. For faren og hans misbrug. Billie lever et udpræget skyggeliv i kølvandet på sin fars årelange misbrug - motiveret af pligtfølelse, kærlighed, skam, medlidenhed og angst.
I skyggen af livet
Billies liv er præget af den konstante uro og utryghed, der opstår på baggrund af tilværelsens uforudsigelighed; (hvornår) falder faren i igen, er han ok, dør han, og er det så hendes skyld? Det eneste rigtig forudsigelige er hans drukmønstre, som hun kender ud og ind, skitseret gennem brugen af grammatisk fremtidsform: “Flasker kommer til at blive åbnet.”
Som ethvert barn af en emotionel ustabil forælder har Billie lært at se og opmuntre faren: (...) du føler en vis stolthed over at kunne lære (...) fra dig. Jeg opmuntrer dig, og du taler videre (…)” I disse ord gemmer en stor del af romanens tematik sig: Det omvendte barn-forælder forhold, det store ansvar og barnets stadige angst for, at den voksne kæntrer.
Det at Billie tager ansvar for det nære, bærer hun med sig og breder ud til hele verden, når hun engagerer sig i den globale flygtningekrise og i den grad ønsker at “ofre sig for en sag”. At det ikke er et egentligt valg, men en ting hun bare må tage på sig, som alt andet, er tydelig: “Vi må være i stand til at ofre os for en sag”. Hendes tilsidesættelse af eget liv til fordel for farens misbrug breder sig altså fra det nære liv ud til verden som en mere eller mindre ubevidst del af hendes personlighed. På ukritisk og selvudslettende vis følger hun også kæresten Zaid og hans hovedkuldse aktivistiske engagement og overskrider igen og igen sine egne grænser i bestræbelsen på at ofre sig for en større sag. Hendes underkastelses-mønster bliver generelt og tegner sig i alle livets forhold; Billie kræver ikke, hun giver - og bliver dermed statist i sit eget liv.
Op- og nedture og gentagelsernes cykliske mønster
Et fremtrædende træk ved fortællingen er brugen af bevægelser og retninger. Faren enten står eller ligger; står, når han spiller bas på scenen, ligger, når han er døddrukken. Han sidder kun op enkelte steder i bogen, og disse steder markerer ganske korte, vakuum-agtige overgange mellem fuldskab og ædru tilstand. Faren bevæger sig altså vertikalt op og ned, hvilket bogstaveligt talt understreger op- og nedturene.
Billie synes at bevæge sig cyklisk; stedligt cirkler hun mellem København, Berlin og barndomshjemmet, og også erfaringsmæssigt bevæger hun sig i gentagelsens mønster udløst af farens op- og nedtur og hendes egen angst, håb og skuffelse. I et tvangspræget cyklisk gentagelsesmønster udspændes elastikken mellem hende og faren kun lige nok til, at hun når at snuse til studenterlivet og Berlin, før hun igen og igen svirpes tilbage til den syge far. Tegnede man Billie og farens bevægelsesmønstre på et papir, bliver det tydeligt, at de aldrig når ind på samme spor, samme bane. Kun de enkelte gange, hvor de sidder sammen, og faren for en kort stund bryder sit egentlige mønster, finder de fælles fodslag i det små; ryger en smøg, snakker om musik. Hvordan Billies liv hele tiden er præget af farens, bliver også tydeligt på deres fælles ferie, hvor de sammen bestiger et bjerg. Hun slår her konkret ind på farens vertikale bane i håbet om og iveren efter en god ferie. Men det lykkes ikke.
Det svage jeg
Billie besidder som jeg-fortæller den suveræne fortællemagt, men heller ikke den tager hun på sig. I stedet lader hun sig ofte bruge som talerør for menneskene omkring sig, der alle har meninger om, hvordan hun skal håndtere situationen. Det kommer bl.a. til udtryk i Billies konkrete brug af gengivelser af andres udsagn - gengivelser, som hun lader stå ukommenterede: “Men nu er det jo sådan set kun jul en gang om året, siger du, og jeg bliver simpelthen nødt til at slappe lidt af (...)”. “Jeg” er her at forstå som Billie. Og det “jeg” er bogen igennem i en genfortalt indirekte monolog med et du, som langt hen ad vejen er faren, men som en enkelt gang spalter sig og måske bliver til den bortløbne mor, da Billie forestiller sig farens begravelse og oprydning af barndomshjemmet: “(...) synes du ikke, du burde være der til at hjælpe (…)”.
Det offentlige system og hjælpegrupper taler også gennem Billie, og hendes mere eller mindre ukritiske villighed til at lade sig tale igennem og “styre” bliver til et konkret bevis på en personlighed, der er helt igennem vant til at blive brugt til andres formål og ikke stiller spørgsmålstegn ved det urimelige i det.
Men af og til lader Billie skinne igennem, at det også kan have sine fordele at lade sig bruge, bl.a. da hun igen bliver kaldt hjem fra Berlin, fordi faren atter er syg af druk: “Men der er også en lettelse i snart at skulle træde ind i dit rum, at skulle fortabe mig fuldstændigt uden at vide, hvornår jeg kommer ud af det igen.” Lettelsen over ikke at skulle tage stilling til eget liv, ikke at skulle arbejde med at træde ud af farens skygge og ind på egen scene er her helt eksplicit. Andre steder i fortællingen overlader hun konkret scenen til sin basspillende far og tager det, der drypper på degnen: “Alle i lokalet ved, at jeg er din datter. De beundrer dig, og derfor beundrer de også mig (...)”.
Billie er romanen igennem et “vi” mere end et jeg og bliver dermed også en meget begrænset og måske endda utroværdig jeg-fortæller, der kun af og til, og relativt subtilt, lader sin frustrationer skinne igennem.
Vi er vel helte giver ingen svar, er ingen udviklingsroman, har stort set ingen fremdrift og mimer på den måde det liv, barnet af den uhelbredelige alkoholiker lever. Farens død, der danner ramme om fortællingen, antyder ved slutningen af romanen, dog på sin sædvanlige subtile måde, at en åbning mod noget andet måske har set dagens lys. Noget skal dø, før noget kan sættes fri.
Vi er vel helte er Liv Nimand Duvås debutroman om det komplekse forhold mellem en voksen datter og hendes alkoholiske far. Et forhold præget af skuffende gentagelser og det alt for store ansvar, børn af alkoholikere løfter.
“Jeg findes først i vi”
Billie er en ung kvinde, studerende, bosat i Berlin og i udkanten af et aktivistisk miljø. Men hun er mest af alt sin fars datter. På godt og ondt, men mest på ondt. For hun er den nærmeste pårørende og den, der bliver tilkaldt, når han endnu engang er blevet indlagt med alkoholforgiftning, når han endnu engang skal til afvænning. Den, som behandlersystemet tyr til, når der skal træffes beslutninger, bruges overtalelseskræfter, læsses af og tages ansvar. For faren og hans misbrug. Billie lever et udpræget skyggeliv i kølvandet på sin fars årelange misbrug - motiveret af pligtfølelse, kærlighed, skam, medlidenhed og angst.
I skyggen af livet
Billies liv er præget af den konstante uro og utryghed, der opstår på baggrund af tilværelsens uforudsigelighed; (hvornår) falder faren i igen, er han ok, dør han, og er det så hendes skyld? Det eneste rigtig forudsigelige er hans drukmønstre, som hun kender ud og ind, skitseret gennem brugen af grammatisk fremtidsform: “Flasker kommer til at blive åbnet.”
Som ethvert barn af en emotionel ustabil forælder har Billie lært at se og opmuntre faren: (...) du føler en vis stolthed over at kunne lære (...) fra dig. Jeg opmuntrer dig, og du taler videre (…)” I disse ord gemmer en stor del af romanens tematik sig: Det omvendte barn-forælder forhold, det store ansvar og barnets stadige angst for, at den voksne kæntrer.
Det at Billie tager ansvar for det nære, bærer hun med sig og breder ud til hele verden, når hun engagerer sig i den globale flygtningekrise og i den grad ønsker at “ofre sig for en sag”. At det ikke er et egentligt valg, men en ting hun bare må tage på sig, som alt andet, er tydelig: “Vi må være i stand til at ofre os for en sag”. Hendes tilsidesættelse af eget liv til fordel for farens misbrug breder sig altså fra det nære liv ud til verden som en mere eller mindre ubevidst del af hendes personlighed. På ukritisk og selvudslettende vis følger hun også kæresten Zaid og hans hovedkuldse aktivistiske engagement og overskrider igen og igen sine egne grænser i bestræbelsen på at ofre sig for en større sag. Hendes underkastelses-mønster bliver generelt og tegner sig i alle livets forhold; Billie kræver ikke, hun giver - og bliver dermed statist i sit eget liv.
Op- og nedture og gentagelsernes cykliske mønster
Et fremtrædende træk ved fortællingen er brugen af bevægelser og retninger. Faren enten står eller ligger; står, når han spiller bas på scenen, ligger, når han er døddrukken. Han sidder kun op enkelte steder i bogen, og disse steder markerer ganske korte, vakuum-agtige overgange mellem fuldskab og ædru tilstand. Faren bevæger sig altså vertikalt op og ned, hvilket bogstaveligt talt understreger op- og nedturene.
Billie synes at bevæge sig cyklisk; stedligt cirkler hun mellem København, Berlin og barndomshjemmet, og også erfaringsmæssigt bevæger hun sig i gentagelsens mønster udløst af farens op- og nedtur og hendes egen angst, håb og skuffelse. I et tvangspræget cyklisk gentagelsesmønster udspændes elastikken mellem hende og faren kun lige nok til, at hun når at snuse til studenterlivet og Berlin, før hun igen og igen svirpes tilbage til den syge far. Tegnede man Billie og farens bevægelsesmønstre på et papir, bliver det tydeligt, at de aldrig når ind på samme spor, samme bane. Kun de enkelte gange, hvor de sidder sammen, og faren for en kort stund bryder sit egentlige mønster, finder de fælles fodslag i det små; ryger en smøg, snakker om musik. Hvordan Billies liv hele tiden er præget af farens, bliver også tydeligt på deres fælles ferie, hvor de sammen bestiger et bjerg. Hun slår her konkret ind på farens vertikale bane i håbet om og iveren efter en god ferie. Men det lykkes ikke.
Det svage jeg
Billie besidder som jeg-fortæller den suveræne fortællemagt, men heller ikke den tager hun på sig. I stedet lader hun sig ofte bruge som talerør for menneskene omkring sig, der alle har meninger om, hvordan hun skal håndtere situationen. Det kommer bl.a. til udtryk i Billies konkrete brug af gengivelser af andres udsagn - gengivelser, som hun lader stå ukommenterede: “Men nu er det jo sådan set kun jul en gang om året, siger du, og jeg bliver simpelthen nødt til at slappe lidt af (...)”. “Jeg” er her at forstå som Billie. Og det “jeg” er bogen igennem i en genfortalt indirekte monolog med et du, som langt hen ad vejen er faren, men som en enkelt gang spalter sig og måske bliver til den bortløbne mor, da Billie forestiller sig farens begravelse og oprydning af barndomshjemmet: “(...) synes du ikke, du burde være der til at hjælpe (…)”.
Det offentlige system og hjælpegrupper taler også gennem Billie, og hendes mere eller mindre ukritiske villighed til at lade sig tale igennem og “styre” bliver til et konkret bevis på en personlighed, der er helt igennem vant til at blive brugt til andres formål og ikke stiller spørgsmålstegn ved det urimelige i det.
Men af og til lader Billie skinne igennem, at det også kan have sine fordele at lade sig bruge, bl.a. da hun igen bliver kaldt hjem fra Berlin, fordi faren atter er syg af druk: “Men der er også en lettelse i snart at skulle træde ind i dit rum, at skulle fortabe mig fuldstændigt uden at vide, hvornår jeg kommer ud af det igen.” Lettelsen over ikke at skulle tage stilling til eget liv, ikke at skulle arbejde med at træde ud af farens skygge og ind på egen scene er her helt eksplicit. Andre steder i fortællingen overlader hun konkret scenen til sin basspillende far og tager det, der drypper på degnen: “Alle i lokalet ved, at jeg er din datter. De beundrer dig, og derfor beundrer de også mig (...)”.
Billie er romanen igennem et “vi” mere end et jeg og bliver dermed også en meget begrænset og måske endda utroværdig jeg-fortæller, der kun af og til, og relativt subtilt, lader sin frustrationer skinne igennem.
Vi er vel helte giver ingen svar, er ingen udviklingsroman, har stort set ingen fremdrift og mimer på den måde det liv, barnet af den uhelbredelige alkoholiker lever. Farens død, der danner ramme om fortællingen, antyder ved slutningen af romanen, dog på sin sædvanlige subtile måde, at en åbning mod noget andet måske har set dagens lys. Noget skal dø, før noget kan sættes fri.
.jpg?itok=g1UwY5Ra)
Kommentarer