Relikvie

Sanselig debut om en ung kvindes afmagt. Bogen virker som en minimalistisk reportage fra en hverdag, hvor der ikke sker det store.

Julie Mendel skriver sig ind i en tendens, ikke kun hos andre Gladiator-forfattere som fx Andreas Pedersen og Lea Marie Løppenthin, men også hos en række andre debutanter i disse år: Hverdagens trummerum skrives frem i en eksistentialistisk spejling. Sproget er båret af en umiddelbar skriftstrøm og er ofte styret af jegets egen omskiftelighed, som fx her: ”Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine røde brystvorte.” Her lukkes læseren ind i et nu og fornemmer hvordan jegets blik glider ned ad den sovende.

Når disse sammensatte (eller skulle jeg sige sammenglidende) skildringer af et nu fungerer bedst, er de underholdende, tankevækkende og godt skrevet. Én af mine favoritter er: ”Jeg ligger og lytter til flyene, som letter og til shawarmabarens ventilation. Det hele fortsætter ud i natten og morgenen.” Mendel sætter skæve billeder og lyde sammen, så de udgør et overraskende billede – her i form af fly og shawarmabar. Samtidig viser eksemplet også jegets rastløshed og afmagt. Tiden går bare for hende, nat bliver til morgen, uden at der sker det store.

Der sker ikke særlig meget i løbet af værket, hvilket understreges af denne smukke passage: ”Jeg fortalte, at dem, jeg havde kaldt ”pigerne”, i virkeligheden bare var en læsegruppe. At jeg nogle gange tog pænt tøj på og cyklede gennem byen for at få aftnerne til at gå.” Her fremstår kedsomheden i sin reneste form – et grundtræk i kvindens liv, som hun ikke gør meget for at undslippe, men i stedet har taget til sig og gjort til en del af sin tilværelse. En følelse mange måske kan genkende.

Men undervejs i læsningen bliver jeg - ligesom hos en række andre debutanter i disse år - i tvivl om det er en ungdomsbog? Nogle steder bliver erkendelserne overfladiske, nærmest teenage-agtige og sproget rammes af klichéer. Andre steder virker teksten meget privat, navne slynges ud som om læseren burde kende disse personer i forvejen og dermed finde deres (kedsommelige) liv interessante. I samme ombæring opstår en distance, fordi jeg netop ikke er en del af dette private rum eller nødvendigvis finder de overfladiske erkendelser interessante. Noget af det kunne måske afklares i forhold til målgruppen, eller hvilke læsere man anbefaler dette prosalyriske værk til.

Det, der dog gør bogen interessant og læseværdig, er Mendels evne til at zoome ind. Især når hun kommer helt ind i detaljerne – som i de ovenstående citater. Sproget bliver en måde at holde fast i verden på, og måske i sidste ende et forsøg på at komme afmagten til livs. I den forstand er værket vellykket, fordi man mærker desperationen i at benævne og skrive sig nærmere en form for mening.