Feberfrihed

Et sprog man har lyst til at bo i. Sådan et sprog har Sophia Handler i sin debut ’feberfrihed’, hvor ordet giver verden et liv efter feberen og gør læseren bedre til at se.

Samlingen bliver af forlaget kaldt for ”rastløse fortættede prosadigte der kredser om angst som et vilkår og som en omklamrende tilstand”, og det er sikkert rigtigt nok. Men det var ikke det, jeg først hæftede mig ved, da jeg læste den. Det var derimod det spillevende sprog, som konstant tegner og opløser steder og følelser på læserens nethinde.

Allerede i begyndelsen vrimler det med gode, taktile beskrivelser: Dynerne er vaflede, dagslys er et sødemiddel, og himlen ligner indersiden af låget på en pakke dessertis. Senere er det hvordan ”alt tøj kan være løbetøj” eller hvordan ”sabbatår er som tovbaner i en idrætshal. Halvt uovervindelige”. Livet siger noget om tingene i disse digte, og på den måde kommer tingene til at sige noget om livet, uden for dem. Det er et smukt og vidunderligt greb.

Digtene beskriver de følelser og overvejelser, man har, når man er ved at finde sine ben under sig igen efter en periode med feber (noget undertegnede, takket være en håndfuld dage på langs som indledning til efteråret, har meget præsent, mens dette skrives): Sanserne står på stilke, og det hele smager som en blanding af nyt og gammelt.

Gennem alle digtene i ’Feberfrihed’ løber den blandede stemning, som vi nok alle kender, både fra den feberfri situation, men også fra livet mere generelt, mellem på én gang at være Bambi og Stampe på isen; henholdsvis den selvsikre der kender rutinen og som har det hele på kornet fra begyndelsen, og den famlende der vaklende finder ud af at navigere i hverdagen efter et timeout, der efterhånden føles som et andet liv.

Hele vejen bliver observationerne præsenteret med stilsikker kontanthed: ”Vrede er mæthed, savn er sult” eller ”dagene kan være sværere at holde styr på end et net med appelsiner”. Og vældet af forskellige situationer på de 94 sider, der stort set alle varer omtrent så længe som et blink med øjet på en solskinsdag, er med til at skabe en kakofoni af stemningsmættede indtryk, som man tager med sig videre og vender tilbage til igen og igen.

Måske dukker den af forlaget besungne angst op for mig ved en senere læsning, men lige nu føler jeg mig mest af alt taget rigtigt godt ved hånden og ledsaget igennem et spillevende sproglandskab af skarpe observationer og kendte følelser på nye måder.