Jeg ser mig selv som rytmisk

Morsom og tankevækkende debutroman om ti år på kødmarkedet. Vi genkender, morer os og forsøger at rette tæerne ud efter endt læsning.

Siden 70’erne har vi talt om kvindefrigørelse, ligestilling og frihed til at gøre som mændene. Siden 70’erne er der skrevet bøger om emnet, og det bliver aldrig uaktuelt, måske lidt fortærsket, men det er og bliver en never ending- story. I vores jagt på en partner forsøger vi at balancere ønskerne og kravene, forsøger ikke at være for kræsne og af og til tage en chance, men det er de høje forventninger og drømmen om det lykkelige parforhold, der belaster og slider og ofte ender med relationsmæssige kuldsejlinger. Forfatter, debutant og radiovært Marie Louise Tûxen har bedrevet et morsomt og tankevækkende bidrag til diskussionen.

I 13 små essayistiske nedslag forsøger hovedperson at finde ind til kernen af sig selv og sine behov ved at spejle sig i de mænd hun ser, er kærester med, har sex med, håber at blive gift med osv. Men er det nu en god ide, spørger vi os selv om som læsere og kvinder? Og svaret ligger lige for: nej, det er det selvfølgelig ikke. Men selvom vi har læst at kvinderne er fra Venus og mændene fra Mars, sammenligner og spejler vi os i mændene og brækker halsen på det. Det så genkendeligt at sætte manden under lup i håb om at finde den eneste ene, eller hvad der er mere sandsynligt at finde alle skønhedsfejlene og derfor kassere eller blive kasseret.

Hovedpersonen spørger aldrig rigtigt sig selv, hvad det er, hun vil, og om det er nødvendigt at spejle sig i enhver mand, der krydser hendes vej. Hun uddeler med rund hånd et quiz bååååt, når han svarer forkert, til manden der overforsigtig og lidt nærig. Manden der bruger formsyede overtræk til sin sofa, når han får gæster bliver også droppet (med rette). Og fyren der synes hun lugter, når hun har menstruation, han er no go (også med rette). Eller ham der tror, hun er en ny bolleven (og hun lader ham blive i troen), selvom hun havde håbet på et forhold osv.

I bedste Sex and the City stil skriver Marie Louise Tüxen sig ind I rækken af portrætter af kvinder, der forsøger at finde sig selv og meningen med samlivet og parforholdet. Som læsere ser og genkender vi det rytmiske (’Jeg ser mig selv som rytmisk’) som en gentagelse af et mønster med et bestemt tidsmæssigt pauseinterval imellem. Møde mand, (måske blive forelsket), finde fejl på mand (eller omvendt), forlade mand (eller omvendt).

Romanen egner sig til alle kvinder, der stadig har deres humor i behold i forhold til sameksistensen med mænd og til alle dem, der har overskud og lyst til som noget nyt se sig selv i spejlet. Og måske tænke: Hun er da egentlig ok, måske skulle jeg lytte lidt mere til hende!