Liv Nimand Duvå

Liv Nimand Duvå skriver om mørke emner som alkoholisme, sexisme, overgreb og traumatisk barnefødsel, så det både opleves råt og rørende.

I 2017 debuterede Liv Nimand Duvå (f. 1987) med romanen Vi er vel helte, som hun modtog Munch-Christensens debutantpris for. Romanen handler om den unge Billie, hvis far er dybt alkoholiseret. 

’Vi er vel helte’ strækker sig fra Billies barndom til det unge voksenliv og skildrer, hvordan alkoholismen indtager en barndom og præger barnets opvækst og udvikling som individ. Romanen springer i tid og synes at forløbe i en cirkulær form, der blotlægger alkoholismens gentagende tilstand med en god periode, der efterfølges af en dårlig, hvor Billie må sætte sit liv på pause og rejse hjem for at passe sin far, uden at vide, hvornår hun kan vende tilbage til sit eget liv. Billie må gang på gang sætte sit liv på pause for at tilse sin far, hvis alkoholisme på én gang fastholder og afholder hende barndom, fordi hun bliver nødt til at være voksen og agere forælder til sin far samtidig med ikke at være i stand til at vokse op og lære sig selv at kende som individ. Duvå skriver således om at ombytte forældrerollen, som også er et møde med velfærdssystemet, hvor hun bliver set som offer eller ringe omsorgsperson. Det er en dyb og rørende fortælling, som Duvå får behandlet i et smukt og poetisk sprog, så romanen for alvor sætter sig i læseren.

I 2019 begik hun så den såkaldte svære toer, der er lige så smerte- og frydefuld læsning som sin forgænger. I Rosenreglen er der kunst, hverdagssexisme, misbrug og svigt på tapetet, og historien er rasende godt fortalt. Her følger vi en ung kvindes indflytning i et kollektiv på landet for at få arbejdsro til sit kunstneriske projekt. Projektet viser sig dog at være et voldsomt opgør med sin fortid, så hun hjemsøges af sin spiseforstyrrelse, selvskade og forholdet til manden Fotografen, som læseren gradvist får indblik i. Romanen tematiserer kunstens mulighed for undersøgelse og bearbejdning af traume samt seksualiseringen af pigekroppen, som kvinden står i lyset af.

I marts 2022 udkommer Duvå med endnu en roman: Mødrenes hus, som fortæller historien om Rosa, der skal føde og i en tåge af morfin begiver hun sig på en rejse med sin afdøde bedstemor til Mødrenes hus i skoven, imens drøm og virkelighed flyder sammen.

Duvå arbejder også som oversætter og har bl.a. oversat den formeksperimenterende digtsamling Jeg bor i Sverige af Sonja Åkesson. Hun har læst litteraturvidenskab og gået på forfatterskole i Sverige og er stærkt inspireret af Sveriges alvorstunge og politiske litteratur.

Liv Nimand Duvå anbefaler fem bøger til læsere i begyndelsen af 20'erne:

Sara Stridsberg: Drømmefakultetet
En roman, der selv kalder sig for en litterær fantasi og bygger på historien om den amerikanske feminist Valerie Solanas, der skrev SCUM-manifestet og skød Andy Warhol. Hovedperson er både forbryder og feministisk sandsigerske. Det er en vanvittig smuk, drømmende og uhyggelig bog, der får mig til at tænke over, hvad vi stiller op med vores kroppe, vores historier og vores vrede.

Clarice Lispector: Familiebånd
Noveller om skolepiger, hjemmegående husmødre, dårlige nerver og familiefester i halvtredsernes Brasilien. Novellerne starter ofte ved overflader i stive sociale sammenhænge med karakterer, der ikke kan indordne sig. Men så løber tankerne løbsk, og novellerne ender uventede steder.

Margerite Duras: Elskeren
En historie om en ung, fransk piges forhold til en rig kinesisk forretningsmand i 1920'ernes Indokina. Bogen handler om magt og magtmisbrug på alle planer; i familien, forelskelsen og i det fransk koloniserede samfund. Fortælleren ser tilbage på sig selv som ung i en hård og smuk beskrivelse af alder, at være ung og utålmodig og at være ældet, melankolsk og stadig ung og utålmodig.

Claudia Rankine: Lad mig ikke være ensom - et amerikansk digt
Samling af små historier og digte, der viser en vestlig kultur lige efter 9/11, gennemvædet af krig, systematisk racerelateret vold, medicinforbrug, terror og et passiviserende fjernsyn, der aldrig lader os alene. Bogen viser, at der er grund til, at man kan føle sig alene, at depressionen kan være samfundsskabt, og så skriver den sig frem til nye måder at tænke og handle på.

Sara Ahmed: Killjoy Manifest
En manual, et overlevelseskit, en samling råd til alle der er kommet til skade fordi de ikke passer ind i det hvide, patriarkalske, kapitalistiske samfund, vi befinder os i. Til alle der sidder anderledes på deres stole, i deres kroppe, i deres hud, i seksualiteten, og som hverken har lyst til, eller mulighed for at sætte sig lige på stolen igen.

Foto: Simone Lilmoes, 2021