Livet - en brugsanvisning

Encyklopædisk romanprojekt med 99 kapitler, der hver især udgør en lille brik i et stort puslespil, fortalt af en alvidende og sprudlende fortæller, som man kun kan bøje sig for. Imponerende!

Facaden er revet af lejlighedskomplekset i rue Simon-Crubellier i Paris, og det giver læseren en enestående mulighed for at kigge ind hos alle dets mange beboere. Det bliver til et mastodontisk projekt af nærmest encyklopædisk karakter, for med Perec ved tasterne er der lagt i ovnen til en noget anden fremstilling af forskellige mennesker i samme bygning end den, Bent Haller beskæftiger sig med i 'Rakkerpakhuset'.

Vi møder mennesker af enhver art, med enhver baggrund, med enhver interesse, i alle aldre og med forbindelse til alle dele af verden. Kort sagt præsenteres vi i denne stikprøve for et lille, men repræsentativt udsnit af verden og livet.

Med de mange små fortællinger og deres detaljerede, nærmest encyklopædiske indhold kan man let blive forpustet, hvis man forsøger at lægge puslespillet i én smøre. Men med et lavt tidsmæssigt ambitionsniveau og nogle kapitler ad gangen er det ikke bare en overkommelig, men også en stor læseoplevelse, og man kan ikke andet end forundres over bogens utallige detaljer og Perecs utrættelige fortælleglæde og hittepåsomhed.

Perec lægger sit store, litterære puslespil i en nøgtern stil, sagligt observerende, køligt konstaterende, med en så abnorm detaljerigdom, at man let mister pusten og overblikket. Er man ikke lige i humør til det, bliver det hurtigt for meget af det gode, og bogen er ikke let at komme igennem, hvis man er under tidspres. Tager man lidt ad gangen, kan man dog med stor glæde og klukken nyde de mange gode historier og detaljer om alt levende og dødt i lejlighedskomplekset, men først og fremmest lade sig fascinere af hele Perecs modernistiske projekt.

'Livet – en brugsanvisning' er ikke overfladisk godnatlekture, men jeg nød store dele af den og glæder mig til at læse den igen, hvor jeg med garanti vil få mere ud af den.

Til de læsere, der ikke er bange for en på alle måder utraditionel roman og gerne tager imod en udfordring, vil jeg varmt anbefale bogen, som Calvino kalder ”Den sidste store begivenhed i romanens historie”.