Anmeldelse
Sofies verden af Jostein Gaarder
- Log ind for at skrive kommentarer
For 25 år siden fyldte Sofie 15 år og åbnede døren ind til filosofiens verden og gjorde idehistorien tilgængelig. Sofies verden er tidløs, nu i en flot jubilæumsudgave.
Evnen til at undre sig og forpligtelsen til at stille spørgsmål til verdens tilstand og til menneskets etik og moral synes mere aktuel end nogensinde. Et citat af Goethe sætter rammen for ‘Sofies Verden’: “Den som ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden”. Det er netop præmissen for romanen; vi lever ikke alene i vor egen tid, vi bærer vores historie med os.
Sofie kontaktes kort før sin fødselsdag af en mystisk filosof, som føler det nødvendigt at give Sofie en grundig introduktion til filosofiens historie inden hendes 15-års fødselsdag. Som renæssance-humanisterne sagde: “Heste fødes, mennesker dannes”. Det handler om dannelse. Og det handler i høj grad om evnen til at undres. Sammen med Sofie ledes vi gennem 3000 års filosofihistorie; tilbage til Sokrates, Platon og Aristoteles over Descartes, Locke og Hume og frem til Kierkegaard, Marx og Nietzsche, og samtidig følger vi Sofies eget liv som en snart 15-årig skolepige med veninder, skole, en travl mor og en far, som er udstationeret FN-soldat. Ind i historien træder også en anden snart 15-årig pige, Hilde. Undervejs i romanen forsøger vi, sammen med Sofie, at samle trådene mellem de forskellige filosofiske strømninger, mens der stilles nye spørgsmål; hvad én måtte synes er sandheden om verden kan jo vise sig at være noget helt andet for en anden - på en anden tid, i en anden(s) verden.
Ikke blot gør ‘Sofies Verden’ kultur- og idehistorie tilgængelig for alle, selve historien er også enormt spændende og en fornøjelse at lade sig rive med af. Den er skrevet i romanform men fungerer også som filosofisk opslagsværk med register. Da ‘Sofies Verden’ udkom i 1992 var den starten på en bølge af bøger om filosofi for unge. For mig var den i bogstaveligste forstand en øjenåbner, og jeg fik lyst til at vide mere om de forskellige filosofiske retninger og lære mere om religion, kulturhistorie etc, så jeg slugte efterfølgende ‘Tanker fra en kannibal’ og ‘Den politiske brødrister’ af den spanske forfatter Fernando Savater og bøgerne om Søren Kierkegaard af Peter Thielst, som også udkom i kølvandet på ‘Sofies Verden’.
Jostein Gaarder udgav også flere romaner til unge i løbet af 90erne, bl.a. ‘Kabalemysteriet’ (udkom året før Sofies Verden) og ‘Julemysteriet’. Sammen sætter de tre romaner fokus på europæisk kulturhistorie som spejl for unges identitetsudvikling. I 1996 udkom ‘Sofies Verden’ tilmed som PC-spil, og i 1997 toppede mit liv som ‘Sofies Verden-fangirl’, da jeg hilste på Jostein Gaarder, som det år gæstede BogForum. ‘I et spejl, en gåde’ (1993) og 'Sofies Verden' er Gaarders mest populære bøger, og han udgiver stadig romaner. Ligesom filosofi til alle tider vil være aktuelt, er ‘Sofies Verden’ også tidløs.
Brugernes anmeldelser