Ved floden Piedra satte jeg mig og græd

En dybsindig og smuk roman om kærlighed og religion – om at turde finde sig selv og den dybere mening med livet.

De voksede op sammen, men han ville ud og se verden og forlod landsbyen Soria. Enkelte breve var den eneste kommunikation mellem dem gennem mange år, før de elleve år senere mødes igen. Han har fundet Gud, studerer til præst og er besat af at finde Guds kvindelige ansigt. Hun søger efter kærligheden, men mødet med barndomsvennen får hende til at tage sit liv op til revidering, og i sin søgen finder hun sin indre styrke.

Han siger han elsker hende og de begiver sig ud på en rejse sammen gennem de Franske Pyrenæer, hvor kærlighed og religion overvinder alt.

"Ved floden Piedra satte jeg mig og græd" er en selvstændig del af trilogien, som også omfatter "Veronika beslutter at dø" og "Djævelen og frøken Prym". Alle tre bøger handler om hvordan en kvindes liv kan ændres radikalt på kun syv dage og fortællingerne kredser om seriøse emner såsom døden, religion, kærlighed, magt…

Den verdenskendte Brasilianske forfatter Paulo Coelho har skrevet en smuk og meget poetisk bog. Da jeg læste romanen, havde jeg det på samme måde som når man ser en film der er optaget med soft focus - alting er pakket i et tåget lettere romantisk skær. Alligevel er der en dybere mening bag tågen i bogen, for tågen understreger på bedste vis den euforiserende stemning som både kærlighed og religion kan frembringe i en person. En stemning som tilsidesætter alt andet og giver personen en fornemmelse af at flyve af sted.

"Ved floden Piedra satte jeg mig og græd" er ikke helt så interessant som de to andre bøger i serien og fremstår mest som en lang dyb samtale mellem to mennesker. Mest realistisk er fremstillingen af kvinden Pital, som har sine betænkeligheder ved mødet med barndomsvennen, men alligevel ender med at overgive sig til både kærligheden og religionen og derved finder hun sin indre styrke.
Bogen er hurtig læst, men giver masser af stof til eftertanke – såsom Paula Coelho altid gør.