Thomas Bernhard kaster i sine fem autobiografiske værker et eminent litterært tilbageblik på sine ungdomsår. Han giver en stærk beskrivelse af den eksistentielle kamp mellem liv og død og tematiserer på glimrende vis forholdet mellem sygdom og kunst.
Den østrigske litteraturs enfant terrible, Thomas Bernhard (1931-89), behandler i sine værker ofte problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Især retter han nogle ætsende anklager mod østrigerne og småborgerne i Salzburg. Den manglende forvaltning af den nazistiske fortid (Vergangenheitsbewältigung) i efterkrigstiden, katolicismen og skolens opdragelsesmetoder er nogle af hovedtemaerne.
Redebesmudseren
Med flere af sine værker skabte Bernhard således en voldsom debat i samtiden. Med romanen Træfældning leverede han fx et bidende angreb på et opportunistisk og forløjet kunstnermiljø i Wien, og bogen blev efterfølgende beslaglagt. Hans sidste værk, teaterstykket Heldenplatz fra 1988, medførte vilde protester og reaktioner fra offentligheden og resulterede i en af de største teaterskandaler i Østrigs historie. Teaterstykket udspiller sig på Heldenplatz i Wien, stedet hvor østrigerne tiljublede Hitler ved Anschluss i 1938. Af mange af sine landsmænd blev han derfor lagt for had og fik påklistret betegnelsen ”redebesmudser” (Nestbeschmutzer).
De autobiografiske romaner
Bernhard som redebesmudser støder man også på i de fem autobiografiske romaner, der er skrevet i perioden 1975-82. Frontalangrebet starter i Årsagen. En antydning, hvor Bernhard er 13 år gammel, året er 1944 og hans familie har sendt ham på en nationalsocialistisk kostskole, der fungerer som en slags opdragelsesanstalt. Mens de allierede bomber byen, lever han i evig angst for lederen på skolen, nazisten Grünkranz, som følger en "statslig-fascistisk-sadistisk" opdragelsesplan, der får ham til at overveje selvmord. Da Grünkranz efter krigen erstattes af den katolske ”Onkel” Franz forbliver opdragelsesmetoderne, ifølge Berhard, de samme – eneste forskel er blot, at forbrydelserne nu sker i Jesu navn og ikke i Adolf Hitlers. At sidestille nazismen med katolicismen er klassisk Bernhard, der også kun har foragt tilovers for byen Salzburg og dens borgere. Læs blot, hvordan han nådesløst demaskerer myten om den smukke by Salzburg:
”Salzburg er en perfid facade hvorpå verden uophørligt maler sin løgnagtighed og bag hvilken det (eller den skabende) må sygne hen, gå til grunde eller dø. Min hjemby er i virkeligheden en dødelig sygdom som dens indbyggere bliver født og indfanget i, og hvis de ikke forlader den i det afgørende øjeblik, begår de før eller siden direkte eller indirekte under disse afskyelige omstændigheder enten pludselig selvmord eller går direkte eller indirekte langsomt og elendigt under i denne i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske-katolske dødsjord.”
Vreden og indignationen er ikke aftaget i det efterfølgende bind, der bærer titlen Kælderen. En unddragelse. Bernhard er nu 16 år og går på gymnasiet. Godt på vej til at blive ”en lære- og tænkemaskine”, der ukritisk indtager sin plads i det store samfundsapparat, beslutter han en dag at gå i den modsatte retning og vælger i stedet at blive lærling i ”Kælderen”, en købmandsbutik i Salzburgs værste kvarter, hvor ”menneskehedens afskum” bor. Hans bedstefar, forfatteren Johannes Freumbichler (1881-1949), der fungerer som en erstatning for den far, han aldrig har mødt, sørger for, at han ved siden af arbejdet også får sang – og musikundervisning, hvilket ved siden af arbejdet i Kælderen bliver den anden afgørende begivenhed i hans ungdomsliv. Bogen giver endvidere et indtryk af, hvordan Bernhard tiltrækkes af modsætninger, og hvordan disse bliver afgørende for det senere forfatterskab. Bogen opfordrer måske også til, at man ikke lader samfundet hamre og file på sig, indtil der til sidst kun er et smagsløst kunstindustriprodukt tilbage. Man bør derimod på de få afgørende tidspunkter i livet, som alle før eller siden bliver konfronteret med, have modet til at vælge at gå imod strømmen og følge sin indre overbevisning, uanset hvor upassende omgivelserne og samfundet måtte finde det.
Lungepatienten
Bernhard rives dog på brutal vis ud af sin hårdt tilkæmpede eksistensrytme, da han pådrager sig en livsfarlig lungesygdom. Det er denne sygdom de følgende to bind, Åndedrættet. En afgørelse og Kulden. En isolation, drejer sig om. Tiden er 1948 og Bernhard er nu 17-18 år. På et sygehus i Salzburg sorterer personalet ham til de døende og anbringer ham i et alderdomsværelse, et ”dødsværelse”, som kun de færreste forlader levende. Omgivet af følelseskolde læger bliver han vidne til, hvordan medpatienterne i en lind strøm visner og dør. Ifølge Bernhard indgår de som råstof i et hensynsløst arbejdende dødsproduktionssted. Igen hudfletter han den katolske religion som institution i det østrigske samfund, især ”de perverst katolske provinsteaterforestillinger”, som sygehuspræsten opfører, når de døende patienter skal have den sidste olie, finder han afskyelig. Mens han kæmper med sin egen sygdom erfarer han, at hans elskede bedstefar er død på samme syghus.
Han isoleres herefter yderligere, idet han bringes til det offentlige lungesanatorium, Grafenhof, et tuberkuløst helvede, hvor alt drejer sig om spytflasker, sekretanalyser og den ene torturlignende operation efter den anden. Ad omveje erfarer han nu også, at hans mor er død. Alle bånd til fortiden er nu klippet over, og mens han kæmper med tanker om at give op, beslutter han, at han vil leve og blive herre over sin egen skæbne. Som Daniel Birnbaum og Anders Olsson skriver i Den anden føde. Et essay om melankoli og kannibalisme (2013) er det nu, han fødes som forfatter. Helt afgørende er det, at han netop i denne tilstand stifter bekendtskab med Dostojevskijs Onde Ånder. Bogen gør ham stærk, og det lykkes ham ved sprogets hjælp at vende smerten udad, og som besat helliger han sig nu skriveriet; et skriveri der fra nu af drejer sig om overlevelse.
Det afsluttende 5. bind, Barnet, udkommer snart på dansk. Her giver Bernhard en beskrivelse af tiden inden opdragelsesanstalten, og han viser, hvor afgørende de første år af bardommen kan være for resten af livet. Romanen slutter med, at han igen opsøger opdragelsesanstalten og konstaterer, at alt stadig er, som det var på hans tid.
Selvom bøgerne tydeligvis bygger på Bernhards egen historie, er det måske også på sin plads at erindre, at en tekst aldrig kan være en 1:1-gengivelse af virkeligheden. Med det in mente mener jeg alligevel, at bøgerne er nøglen til at forstå hans øvrige værker og ikke mindst hvorfor og hvordan, han blev forfatter.
Sproget som masseødelæggelsesvåben
Søren Fauth, der på fremragende vis har oversat bøgerne, skriver i en artikel, at det tyske sprog i hænderne på Bernhard muterer til et masseødelæggelsesvåben. Bernhard skriver ganske rigtigt en særdeles krævende tysk syntaks, bestående af meget lange sætninger, hvor læseren i værste – eller bedste fald - først støder på et komma efter flere siders læsning. Læseren får heller ikke mulighed for at puste ud undervejs - kapitler eller afbrydende inddeling i afsnit er fraværende. Bernhard lefler således ikke for læseren, tværtimod er det måske snarere et bevidst forsøg på chikane af læseren. Når man har læst bøgerne, er det dog umuligt at forestille sig det anderledes - indhold og sprog indgår i en helt perfekt symbiose.
Bernhard understreger sine pointer, sine angreb, ved hjælp af utallige gentagelser. Igen og igen vender han tilbage til tidligere udsagn, som nu gentages og uddybes i en lidt anden variant. Stilen forlener teksten/læsningen med en unik ekspressiv rytme, der nærmest hypnotiserer og fæstner læseren til papiret. Går man uforskrækket til sagen og holder ud, og læser man hver enkelt bog i ét stræk, som bøgerne i den grad opfordrer til, venter der en overvældende og meget anderledes læseoplevelse.
I sine fem autobiografiske værker kaster Bernhard et eminent litterært tilbageblik på sine ungdomsår. Han giver en stærk beskrivelse af den eksistentielle kamp mellem liv og død og tematiserer på glimrende vis forholdet mellem sygdom og kunst. I dag betragtes Bernhard som en af de mest indflydelsesrige østrigske forfattere, og hans værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter anden verdenskrig.
Skrevet af Thomas Ry Andersen
