Madame Nielsen er en kvinde, der gør sig bemærket. For det første for genopstandelsen efter sin selverklærede død som Claus Beck-Nielsen i 2001. For det andet for sin opløsende (og til tider provokerende) kunst, som på trods af destruktive form og sprog vækkes til live i alle tænkelige former.
Med selvmordet på forfatteren Claus Beck-Nielsen i 2001 kom der en periode i hans forfatterskab, hvor forfatteren ikke viste sig som andet end karakterer i bøger med forsider prydet med pseudonymer som clausbeck-nielsen.net og firmaet Das Beckwerk. Forfatteren havde udmeldt sin død og eksisterede kun i sin tingsliggørelse og umenneskelighed. Indtil Madame Nielsen dukkede op med romanen 'Den endeløse sommer' (2014).
'Den endeløse sommer' handler om den "kønne unge dreng med de fine træk, de store øjne og den store angst, for krigen og sygdommen, for kroppen, kønnet og døden", som måske, måske ikke er en pige. Drengen får en veninde til en fest, som han tilbringer sommeren med. Sideløbende følger vi pigens mors cougar-tendenser, der udspringer sig, idet hun møder en ung portugisisk mand, og vennen Lars, der rejser til 80'ernes aids-ramte USA, hvor han bliver smittet med hiv. Romanen udspiller sig som en klassisk kærlighedshistorie, men Madame Nielsens diffuse og destruerende skrivestil (som vi også mødte i Claus Beck-Nielsens 'Selvudslettelser' (2002)) synes vigtigere end plottet, fordi det frembringer den afgørende tematik i værket. Og det er tilfældet for størstedelen af Madame Nielsens forfatterskab.
'Invasionen. En fremmed i flygtningestrømmen' (2016) er Madame Nielsens andet værk, der ligesom 'Den endeløse sommer', bemærker sig i sin form - den er nemlig ikke helt almindelig. Det er en roman, og så alligevel ikke, for Madame Nielsen er udover at være værkets forfatter også den ene halvdel af romanens hovedkarakter. Den anden halvdel er den massive flygtningestrøm, som fyldte Europas motorveje i 2015. Det er en fortælling, som udspiller sig som en dannelsesroman, men samtidig fungerer som et samtidskritisk værk i sit møde med og altid-tilstedeværende fremmedhed for flygtningene på grund af sit bordeaux-røde pas, der fører hende let over Europas landegrænser.
Madame Nielsens værker er altid præget af en form for fremmedhed overfor sig selv eller verden. Med 'Det højeste væsen' (2017) er fremmedheden tilstedeværende i form af den russiske balletdanserindes møde med Danmark og en ødelagt balletdrøm, men bestemt også i sproget. Sproget fungerer som en afgørende faktor i Madame Nielsens værker, fordi det springer og til tider bliver så kompliceret, at det bliver uforståeligt. Men på trods af dette, fungerer det. Det bidrager til den fragmenterede følelse i hendes romaner og det identitetsødelæggende, der på brutal vis blandt andet er skildret i gyserromanen 'The Monster' (2018) i den provokerende beskrivelse af en gentagende voldtægt, hvor Jesus pludselig bliver en del af billedet.
I Lamento (2020) bruges forholdet mellem virkelighed og fiktion, som man kender det fra resten af Madame Nielsens forfatterskab. Bogen udforsker kærlighedsforholdet mellem en kvindelig forfatter og mandlig dramatiker, og hvordan deres hæsblæsende kærlighed langsomt går i opløsning. Det er en fortælling om kærlighed som destruktiv og katastrofisk.
I 2022 udkom både første bind 'Kendsgerninger' og andet bind 'Min fars død' i det ambitiøst planlagte romanværk Pentagon smeltet. Værket vil indeholde fire bøger og spænde over to århundreder, fra ca. 1900 til omkring år 2100, hvor der også i glimt rækkes tilbage til middelalderen.
I mødet med forfatter og kunstner Madame Nielsen opstår der forvirring og en snesevis af ubesvarede spørgsmål. Ikke så meget på grund af hendes køn (som man efterhånden må være færdig med at diskutere), men pga. de præmisser hun opstiller som forfatter, og ikke mindst performancekunstner. Man kan ikke komme udenom, at det vækker interesse og forundring, når en person vælger at slå sig selv ihjel, og det er særligt i kraft af hendes virke som kunstner, hvor det kan være svært at adskille person fra persona, at spørgsmålene opstår. Men man kan ej heller komme udenom, at hun og dermed hendes (køns)identitet spiller en central rolle. 'Invasionen. En fremmed i flygtningestrømmen' står vel netop stærkere, når man bemærker hendes køn, fordi der her afspejles en usikkerhed om egen identitet, og hvem man fremover skal være. Ubehaget om at være født ind i noget, man flygter fra, og at man nu skal til at skabe sig selv på ny, synes oversætteligt med forfatterens udvikling fra Claus Beck-Nielsen til Madame Nielsen. Eller i 'Den endeløse sommer', hvor man tydeligt kan spejle Madame Nielsen i den kønne drengs forvirring om sin kønsidentitet, der endda forvandles til værkets fortællende Madame Nielsen, så forbindelsen er komplet.
Madame Nielsen er i sine værker og som sit performende 'jeg' konstant under udvikling og befinder sig, ligesom sine romaner, i et grænsefelt, hvor intet er endegyldigt. Hun er undersøger sit kunstneriske udtryk i verden og udfordrer identiteten, selvom det kan provokere og vække afsky. Med Madame Nielsens udforskning af mennesket og kunstneren er alt muligt, og eksistensens rum for udfoldelse bliver trukket frem i lyset.
Claus Beck-Nielsen debuterede i 1997 med 'Vejlederne', som blev efterfulgt af 'Horne Land' (1999), 'Selvudslettelser' (2002), 'Selvmordsaktionen' (2006) og 'Suverænen' (2008).
Foto: Sofie Amalie Klougart, 2016
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
