Det højeste væsen

I et lingvistisk skoleridt om passionen mellem en dansk mand og en afhoppet balletdanserinde fra Rumænien indflettes historien om Ceausescus liv og færden.

Forfatteren har nu, under dette alias, tre skønlitterære titler bag sig og demonstrerer igen sine umådelige og mangefacetterede stilistiske færdigheder. I denne fortælling får vi en beretning om en affære, kærlighedshistorie, eller hvad man nu skal kalde det, mellem en dansk mand og en rumænsk balletdanserinde. Alt er ornamenteret, der males med dystre farver, og ind imellem indvæves historier om den rumænske diktator Ceausescu. Den navnløse danserinde forlader lidt ved et tilfælde sin turné-trup og ender i Danmark, hun synes at agere fuldstændig på indfald og lyster. Her møder hovedfiguren hende, og et udmarvende og besættende forhold starter.

Med spring i tid og rum væves de to dele af beretningen sammen, kærlighedsforholdet og diktatoren (ofte med betegnelsen Han) og hans relation til "folket". I forholdet mellem danserinden og den anonyme fortæller tager kærligheden nogle underlige former.  Mest ligner det iscenesat og ritualiseret voldtægt med nøgenhed under de lange skørter og rigeligt med kropslige væsker og snavs. Er hun virkelig, er hun en varulv? Skildringen af Ceausescus omgivelser får mig til at tænke på en børnebog, jeg købte på studietur i USSR for næsten 50 år siden, med mange naive farver og guld og glansbilleder.

Denne bogs styrke er sproget, også selvom det kan virke uendeligt i sine kringlede spor.
Uden anden sammenligning, så er jeg nu endelig ved at have læst Durrell's ’The Alexandria Quartet’, og den kræver nogenlunde samme opstramning af koncentrationen som Madame Nielsen, når hun giver los i de stemningstunge sætningskonstruktioner. Jeg er fascineret af fortællesprogets evne til at male billeder, det er ikke plottet, der driver bogen frem. Det er sproget, stemningen og farverne.