Farverne som forsvandt

Denne smukke, stærke billedbog fortæller et barns historie om krig, håb og kærlighed.

Børn fra krigshærgede områder er ofte belastet af alt for tunge historier. Disse historier bør fortælles, så vi har mulighed for at forstå.

”'Fortæl mig om fuglen' siger jeg stille. Så fortæller hun om den store fugl. Den der kommer ned fra bjergene om aftenen, og breder sine vinger ud over vores hus. For at beskytte os mod alle farer".

Bogen handler om en lille pige og hendes mor, der bor i et krigshærget område, hvor husene er styrtet sammen, gaderne er blevet til store dybe huller, og farverne er forsvundet. Moren ved, de snart bør flygte, men hun ved også, at den lange rejse, de skal på, er meget farlig.

Moren fortæller sin datter historien om den store fugl, der passer på dem, så datteren bedre kan sove om natten. Den store fugl beskytter ikke kun huset og dem begge mod bomberne, men husker også den lille pige på, at farverne, der fandtes engang, stadig findes, og den husker hende på at bevare dem indeni. Fuglen beder pigen om at se på regnbuen, der med de mange smukke farver minder hende om, at der findes håb på trods af alt.

Det er en ualmindelig fin fortælling, hvor farverne er centrale, netop fordi de overvejende er holdt i grå og sorte nuancer, som opløses, da pigen mindes sit liv før krigen, og da hun med glæde husker tilbage på på sin far og på sang og musik. Hun opdager, hvordan farverne stadig lever i hende. Teksten er enkel og poetisk og fortæller om smerte og afsavn, men beskriver ikke rædslerne direkte. Illustrationerne understøtter teksten på fineste vis, og de udtryksfulde øjne hos personerne skaber en underliggende fornemmelse af længsel.

Jeg er taknemmelig over, at der laves bøger som denne til mindre børn, selvom dens berettigelse unægtelig er trist. Billedbøgerne Trylleblik af Ane Bjørn og Når kaniner bliver bange af Arne Svingen handler også begge om at finde trøst og magi i en ekstremt ond verden.