Det vi har mistet

Stærk og hjerteskærende billednovelle til unge, der rummer stor grusomhed og enorm kærlighed.

Denne novelle blev udgivet i forbindelse med den internationale litteraturfestival 'Hay Festival’ i Aarhus 2017, hvor en jury udvalgte "39 af de bedste børne- og ungdomsforfattere i Europa, der endnu ikke var fyldt 40 år" og inviterede dem til at skrive en novelle over temaet "rejse". Novellen indgik i en antologi, der udkom på Gyldendal i 2017, under navnet  'LIGE NU’. De danske bidrag var blandt samlingens stærkeste.

Novellen fortæller om flygtninge og migranter på den forfærdelige rejse over Middelhavet. Hovedpersonen er en af to brødre, der befinder sig i en båd, hvor motoren sætter ud ud, sammen med en masse andre flygtninge. Titlen refererer til måden, de genkender hinanden på: ’det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet’. ’Manden, der har mistet tre døtre, skænker vand’. Flygtningene drukner ikke, i stedet dør de på grund af den brændende sol, tørsten, sulten og vanviddet, der kommer snigende. Én er sprunget i vandet, fordi han troede, han kunne se land. En anden blev smidt over bord, fordi han prøvede at sætte ild til båden.

En nat vækkes de af en voldsom babygråd. Kvinden der har mistet håbet, efter at hendes mand blev tippet i vandet, ligger nu med tomme øjne og en grædende baby ved sin side. Efter en tid, tager ’kvinden der har mistet sin ene tvillingedreng, og ammer den lille dreng, der har mistet sine forældre’. Alt er frygteligt og alligevel ikke. Selv midt i dette knuger storebroren sin lillebrors krop ind til sig og holder ham for ørene, så han ikke kan høre vandets slag mod båden. Himlen er så fyldt med stjerner, at det virker magisk, og han kan ’mærke stjernernes lys helt ned i maven’.

Når en historie som denne desværre er nødvendig at få fortalt, er der ingen, der kan male den frem som Sarah Engell. Hun skriver om det virkelig ubærlige og ubarmhjertige med beskrivelser, der kalder tårerne frem, men aldrig uden at fjerne håbet helt. Selv i en dødsensfarlig situation som denne er der skabt et lille rum til håb.

Rasmus Bregnhøis fantastiske illustrationer understreger stemningen i fortællingen, både når vi præsenteres for det virkeligt grimme og det helt igennem smukke.

Sarah Engells fortælling efterlader både et voldsomt indtryk og et eftertrykkeligt aftryk. Den fortæller en historie, som trækker paralleller til Morten Dürr og Lars Hornemanns billedfortælling Zenobia, og det er smerteligt smukt.