Når kaniner bliver bange

Stærk og gennemført historie om at være barn i en verden, hvor krigen er et vilkår, man er vant til at leve med. Mors omfavnelser kan få krigens lyde til at synes lidt mindre forfærdelige. Der er bare så mange bomber.

Det er stor kunst at kunne skrive og illustrere for mindre børn om noget, der er så uforståeligt ondt som det at være barn i en krigszone. Som læser oplever man, at fortællingen bliver fortalt så levende, at følelserne er helt tæt på. Man kan gribe fat i velkendte følelser, når man prøver at huske, hvordan det mon var, at være rigtigt bange. Så bange at det giver mening at gemme sig ved mors navle, hvor der er blødt, trygt og varmt.

I bogen passer mor på Noah, og Noah passer på tøjdyret Ville Kanin, som mangler det ene ben. Når han har Ville Kanin i armene, føler han en form for kontrol over verden. Noah er hurtig, når han løber. Hans mor siger, at han løber hurtigere end geværkugler. Men selvom Noah er hurtig, og mors favn er tryg, kan disse ting alligevel ikke garantere, at der ikke sker noget ondt.

Noah oplever en granat eller bombe ramme deres boligblok, hvor han bor med sin mor og Ville Kanin. Noah ligger efter eksplosionen alene på gulvet, og det gør ondt, hvor ved han ikke. Han ved bare, at hans mund siger mor, men der er slukket for lyden. Heldigvis finder han mor, og i ambulancen, mens mor knuger Noah, og Noah knuger Vile Kanin, tænker han: ”Tænk hvis der ikke sker noget, hvis bare man siger det tit nok”.

Den norske forfatter Arne Svingen skriver til både børn og voksne og er ikke bange for at tage fat på emner, som er både tunge og svære. Noahs historie er skrevet meget poetisk og sammen med illustrator Kamila Slocinska, har forfatteren her begået en virkeligt vigtig bog, som fortæller om krigen fra en troværdig børnesynsvinkel. Kamila Slocinskas skønne skæve streger giver troværdigheden et yderligere løft, og hendes illustrationer skaber en konvergerende tyngde til den i forvejen barske historie. Men hun viser aldrig det allergrimmeste eller det mest uhyggelige.Til gengæld egner hun virkeligt udtryksfuldt og med rigtigt mange antydninger. Hun har en særlig forståelse for børns måde at se verden på. Hun bruger farven rød til at illustrerer både mors trygge favn, men også til at vise blodet.

Dette er en nødvendig og kompleks bog, der skal læses sammen med nogen. Ingen, hverken børn eller voksne, skal være alene, når de læser Noahs historie.