Anmeldelse
Hviskeleg af Arne Dahl
- Log ind for at skrive kommentarer
Herligt og glædeligt gensyn med nogle af personerne fra Arne Dahls nedlagte A-gruppe.
””Europol sender et par mand over fra Haag. Du skal samarbejde med dem, men ikke med nogen andre”.” Et par mand fra hvad?” udbrød Dryden. ”Den operative enhed, Europol?”
Efter 10 romaner med A-gruppen mente Arne Dahl åbenbart, at det var nok, og det var vi rigtig mange, der var kede af. Derfor er det glædeligt at han nu starter på en ny serie, hvor i hvert fald en del af gruppens medlemmer er medvirkende.
Paul Hjelm er blevet leder af en operativ enhed under Europol, Opcop, en enhed, som der ikke er mandat til i EU, og derfor er det hele meget hemmeligt. Gruppens formål er at bekæmpe den internationale kriminalitet i en globaliseret verden med åbne grænser, og den skal teste om det overhovedet er muligt at gennemføre politiefterforskninger på overnationalt plan.
Gruppen er hjemmehørende i Haag, og den er sammensat af 14 medlemmer fra 10 EU-lande.
Politiet finder en kvinde i London, som er blevet dræbt på en meget bestialsk måde. Det mest underlige er, at de i hendes anus finder et rør med en seddel med påskriften ”Til den operative enhed, Europol”, da der ikke er mange udover gruppens medlemmer, som kender til dens eksistens. Hvem har hvisket?
Der kommer flere ting i spil: en svensk møbelfabrikant, som er i lommerne på den italienske mafia, en tibetaner, som lige inden han døde, fik hvisket en sætning i øret på en af gruppens medlemmer og en mystisk Ariadne, som kender til snyderi med enorme pengesummer.
Jeg røber ikke for meget ved at sige, at det hele handler om økonomisk og grænseoverskridende kriminalitet. På et tidspunkt siger Paul Hjelm, at han savner håndgribelige forbrydere, man ser aldrig dem, dem der sidder og trækker i trådene. Er det vor tids kriminalitet?
Som vanligt har Arne Dahl mange kommentarer til tidens aktuelle og politiske problemer, denne gang præget at et vist sortsyn, synes jeg.
Der er mange tråde og mange personer at holde rede på, men Arne Dahl får på en fiks måde lavet opsummeringer, så vi som læsere kommer med igen.
I denne bog viser Arne Dahl, at der i høj grad er brug for Opcop, og jeg glæder mig til at følge gruppen og dens medlemmer fremover.
- Log ind for at skrive kommentarer
Herligt og glædeligt gensyn med nogle af personerne fra Arne Dahls nedlagte A-gruppe.
””Europol sender et par mand over fra Haag. Du skal samarbejde med dem, men ikke med nogen andre”.” Et par mand fra hvad?” udbrød Dryden. ”Den operative enhed, Europol?”
Efter 10 romaner med A-gruppen mente Arne Dahl åbenbart, at det var nok, og det var vi rigtig mange, der var kede af. Derfor er det glædeligt at han nu starter på en ny serie, hvor i hvert fald en del af gruppens medlemmer er medvirkende.
Paul Hjelm er blevet leder af en operativ enhed under Europol, Opcop, en enhed, som der ikke er mandat til i EU, og derfor er det hele meget hemmeligt. Gruppens formål er at bekæmpe den internationale kriminalitet i en globaliseret verden med åbne grænser, og den skal teste om det overhovedet er muligt at gennemføre politiefterforskninger på overnationalt plan.
Gruppen er hjemmehørende i Haag, og den er sammensat af 14 medlemmer fra 10 EU-lande.
Politiet finder en kvinde i London, som er blevet dræbt på en meget bestialsk måde. Det mest underlige er, at de i hendes anus finder et rør med en seddel med påskriften ”Til den operative enhed, Europol”, da der ikke er mange udover gruppens medlemmer, som kender til dens eksistens. Hvem har hvisket?
Der kommer flere ting i spil: en svensk møbelfabrikant, som er i lommerne på den italienske mafia, en tibetaner, som lige inden han døde, fik hvisket en sætning i øret på en af gruppens medlemmer og en mystisk Ariadne, som kender til snyderi med enorme pengesummer.
Jeg røber ikke for meget ved at sige, at det hele handler om økonomisk og grænseoverskridende kriminalitet. På et tidspunkt siger Paul Hjelm, at han savner håndgribelige forbrydere, man ser aldrig dem, dem der sidder og trækker i trådene. Er det vor tids kriminalitet?
Som vanligt har Arne Dahl mange kommentarer til tidens aktuelle og politiske problemer, denne gang præget at et vist sortsyn, synes jeg.
Der er mange tråde og mange personer at holde rede på, men Arne Dahl får på en fiks måde lavet opsummeringer, så vi som læsere kommer med igen.
I denne bog viser Arne Dahl, at der i høj grad er brug for Opcop, og jeg glæder mig til at følge gruppen og dens medlemmer fremover.
Kommentarer