Bog

Midt i en Jazztid

Af (
2002
)

Analyse

Sønderby, Knud - Midt i en Jazztid

Anmelderne var bestyrtede, da Knud Sønderby udgav 'Midt i en jazztid' i 1931. Men for samtidens unge ramte romanen en sanselighed, som de kunne genkende sig selv i.

Generationsforskelle og klasseforskelle
Knud Sønderby er især blevet stående i litteraturhistorien som forfatter til de betydningsfulde generationsromaner 'Midt i en Jazztid' (1931) og 'To Mennesker mødes' (1932), hvor han med indlevelse skriver sig ind på de håb, drømme og længsler, hans samtids ungdom var fyldt af. Sønderby er interesseret i de unge menneskers tanker og idéer, og i de både indre og ydre mekanismer, der kan hæmme livsudfoldelsen, udløse konflikter og munde ud i en melankolsk frygt for livsbegrænsning. Det handler om generationsforskelle og klasseforskelle, og konflikterne er tidløse, sproget enkelt og stemningsmættet – noget der alt sammen forklarer, hvorfor Sønderbys generationsromaner er blevet moderne klassikere.

Knud Sønderbys eget liv
Knud Sønderby selv lever et ganske stilfærdigt og tilbagetrukket liv. Han debuterer i 1931 med ungdomsromanen 'Midt i en Jazztid', der også bliver hans hovedværk. Han uddanner sig til jurist, gifter sig, men helliger sig ellers skriveriet. I 1943 må Sønderby, som flere af sine forfatterkollegaer, flygte til Sverige, hvor han lever i eksil frem til 1945. Efter krigen skriver han ikke flere romaner, men kaster sig over essaystik og dramatik. Det er primært romanerne, han huskes for i dag, men også hans essaystik må betegnes som klassisk. Han er medstifter af Det Danske Akademi og opnår også at blive tildelt flere priser og hædersbevisninger, bl.a. tildeles han i 1958 sine kollegaers ærespris.

Livsappetit og livsmelankoli. Om ungdomsromanen 'Midt i en Jazztid'
Det lå bestemt ikke i kortene, at 'Midt i en Jazztid' skulle blive en uovertruffen succes i sin samtid og ej heller, at romanen skulle blive den klassiker, den regnes for at være i dag. Hos anmelderne vakte romanen bestyrtelse den dag i september, da den kun 22-årige jurastuderende Knud Sønderby udgav sin debutroman. 'Midt i en Jazztid' blev betegnet som ”en raa Bog”, og som en roman kun fyldt af en ”jazzende, bilkørende og whiskydrikkende Ungdom!”. Den hårde kritik afføder hos Sønderby en skyhed overfor det offentlige liv, som han er mærket af resten af livet. Men læserne tager helt anderledes imod den unge debutant! Særligt det unge publikum er ellevilde med 'Midt i en Jazztid', og første oplag meldes udsolgt indenfor fjorten dage. Inden årsskiftet er yderligere tre oplag sendt i trykken, og året efter oversættes romanen i Sverige. Sønderby har alligevel ramt noget i sin samtid! De unge læsere kan genkende sig selv i romanens personer, de bliver henført af den frigjorte ungdom, og så emmer romanen af sanselighed, erotiske undertoner og mættet melankoli.

Én af grundene til den fordømmende modtagelse hos anmelderne skal findes i den skare af herrer, som anmeldte romanen. De tilhørte generationen før Sønderby og befandt sig i en overgangsperiode fra Første Verdenskrig. De higede efter at se en handlekraftig ungdom, en ungdom, der ville noget, og som ville være med til at gøre verden til et bedre sted at være. Sønderby var ved krigens afslutning imidlertid selv kun et barn, og han var derfor ikke direkte berørt af krigen og dens eftervirkninger. Hans tilgang og forventninger til fremtiden er derfor en ganske anden end de ældre generationers, og måske netop derfor måtte anmelderne af 'Midt i en Jazztid' savne moral, vilje og politisk engagement hos de unge, frie og tilsyneladende sorgløse mennesker, romanen skildrer.

Det bliver hurtigt klart for læseren, at hovedpersonen i 'Midt i en Jazztid', den unge jurastuderende Peter Hasvig, ikke er en helt i klassisk forstand. Ligesom antiheltene i flere af sine forløbere i 1880ernes og 1890ernes ungdomsromaner, som f.eks. J.P. Jacobsens 'Niels Lyhne (1880) eller Johannes V. Jensens 'Einar Elkær' (1898), gennemgår heller ikke Peter Hasvig nogen egentlig form for udvikling. Han befinder sig i den samme krisesituation ved romanens slutning som ved dens begyndelse. Peter er ung, hans liv er fuld af muligheder, men han er en drømmer og en æstet og slet ikke i stand til at træffe de beslutninger, der kan bringe ham videre i livet. Men i modsætning til 1880er- og 1890er-romanerne, er 'Midt i en Jazztid' alligevel båret af en fremadrettet impuls i den forstand, at det moderne liv, den skildrer, opfattes som noget grundlæggende positivt, noget, der bærer kimen til muligheder i sig og som også munder ud i et håb for den unge, uerfarne Hasvig.

Fra begyndelsen af romanen plages Peter af tanker om fremtiden. Han dagdrømmer det meste af tiden, trænger til et pusterum fra omgivelsernes krav og forventninger og tidens tanke om, at man skal være ”robust”. Han studerer, smager lidt på kontorlivet – ikke ligefrem en tilværelse, der virker attraktiv på den unge student med dens præg af regelmæssighed og systemer. Peter vil væk, sætte tiden lidt i stå. Han vil leve med sin krop, sin sport og sin Buick, og den selskabelighed og de piger, der byder sig for lige nu og her. Han er fascineret af det vitale og det kropslige, men også af alt det, der foregår inde i mennesker, og som man ikke kan forklare rationelt. Mennesket er nemlig ikke alene styret af noget ydre, men også af det, der foregår indeni, noget, der kommer til udtryk i bogens gennemgående motto, der i varieret form lyder: ”Der foregår ting i mennesker, som ikke kan beskrives. Der foregår ting i dig selv, som du aldrig vil kunne forstå.”

Og netop det uforklarlige i Peters reaktioner og handlinger – eller snarere mangel på samme – danner rammen for romanen. En dag møder Peter således sin gamle kæreste Ellen, de drikker sodavand og spiser sandkage, og de aftaler at mødes igen et år senere, hvis de i mellemtiden ikke har mødt en anden at dele livet med. Der er egentlig tale om en uskyldig, flirtende leg, men den bliver fatal, fordi den bliver et sindbillede på hele Peters hæmmede livsførelse. Ellen vil Peter, og han vil egentlig også gerne hende, men han kan ikke! Noget hæmmer ham, han må se, hvad der findes på den anden side – han er rædselsslagen for begrænsningen. Det følgende år ser vi, hvordan Peter søger det søde, frie og uforpligtende liv blandt nye venner fra overklassemiljøet i Nordsjælland – et liv, der står i grel kontrast til livet med arbejderpigen Ellen. Peter er fascineret af de ”fine” venners frie og tilsyneladende bekymringsløse liv med tennis, badning og hang til fester. Selv virker Peter klasseløs, og han kommer da heller aldrig til at føle sig som en egentlig del af gruppen fra Nordsjælland. Han introduceres således for overklassepigen Vera Bagge og tiltrækkes straks af hende. Han går ud med hende, de indleder et forhold, men forholdet udvikler sig aldrig rigtigt – hun forbliver en pæn pyntefigur, et yndigt stykke nips, der slet ikke har den gævhed, robusthed og erotiske tiltrækning over sig, som Ellen har!

Temaet omkring klasseforskellene spidser til ved en sverigestur, som Peter foretager med vennerne. Egentlig har Peter slet ikke råd til turen, men igen må han bare med. Han får penge med hjemmefra, selvom også hans far gør ham opmærksom på, at pengene er knappe. Men besindighed og omsorg preller af på Peter, og også generationsproblematikken trækkes her helt tydeligt op. Men Sverigesturen bliver ikke det, Peter har drømt om! Det går op for ham, at han vitterlig ikke er på bølgelængde med de unge fra overklassen, og han ser, at det især er den økonomiske underlegenhed, der gør ham utilpas, og han rejser hjem i utide.

Sidst i romanen mødes Peter og Ellen igen, men Peter er ligeså fortvivlet, forvirret og rodløs indeni, som for et år siden. Men Peter vil naturligvis ikke fremstå svag og fortæller derfor løgnagtigt, at han muligvis har mødt en pige, han er forelsket i. Sandheden er, at han har længtes efter Ellen, og da hun fortæller, at hun skal giftes, rammer det ham som et stik i hjertet. Det forgangne år har formet sig som en afprøvning af nogle muligheder for Peter, men han er ikke blevet meget klogere på sig selv og sin omverden. Han har endnu mulighed for at ændre Ellens beslutning om giftermål – men han gør det ikke! Han kan ikke vælge og vælger ikke og lader derfor blot tiden og tilfældet råde for sig. Han er hæmmet, handlingslammet og panisk for livsbegræsningen.

Ved romanens slutning er der derfor ikke sket nogen egentlig udvikling med Peter, om end han er blevet sig mere bevidst omkring visse forhold, bl.a. skellet imellem klasserne i samfundet og deres betydning for livsudfoldelsen. I forholdet til Ellen føler han sig mest af alt som en forbryder, fordi han svigtede hende og ikke udnyttede de muligheder, der lå foran ham og lod hende glide væk. I en af romanens sidste scener overvældes han af sammen grund af en voldsom trang til trøst, men intet kan hjælpe ham. Her indser han, at han vitterlig lod Ellen gå og gribes af en stærk selvdestruktivitet. Han bider sin arm til blods – han må mærke, at han overhovedet er til! Han er til, men ler samtidig bitterligt over sig selv og sin krop, over at han har troet, at netop kroppen, udseendet og den ydre skønhed betød mest! Peter er fortvivlet og forvirret og fortsat fanget i sin desillusionerede handlingslammelse. Men i modsætning til 1880ernes og 1890ernes ungdomsromaner er der håb for Peter i den forstand, at verden fortsat ligger åben for ham – og han ender med at cykle væk. Han har erkendt noget i sig selv, og selvom Peter forbliver en melankolsk figur, rummer han også noget, en grundlæggende livsappetit, der på sigt vil bringe ham videre. Peter er på vej – en ung mand i ubalance i færd med at gøre sig sine livserfaringer, sådan som alle unge mennesker til alle tider er henvist til at gøre.

Knud Sønderby og samtiden
Knud Sønderbys debutroman sprudler af ungdom, fortættet livsstemning og sørgmunter melankoli. I modsætning til flere andre af samtidens forfattere skriver Sønderby i en umiddelbar let, lys og legende tone. 'Midt i en Jazztid' kan virke som en krusning på overfladen, men undervejs fremskrives alligevel en stilfærdig eftertænksomhed og et let livsfilosofisk anstrøg antydes, hvilket særligt kommer til udtryk i den indre monolog og de flashbacks, der anvendes i fortælleteknikken. Flere af samtidens øvrige forfattere havde haft direkte eller delvis berøring med krigen, og de skildrer derfor ofte de virkninger, krigen havde haft på Danmark. Det giver ofte teksterne en alvorlig og måske endda til tider ”andægtig” tone, noget vi slet ikke ser hos Sønderby. Flere af forfatterne beskriver således dybe og betydningsfulde forandringer, mens Sønderby bliver eminent til med ungdommen at skildre øjebliksbilledet og den levende situation – håbene, drømmene og længslerne.

Kilder, links og centrale værker

03 sep.08

Bogdetaljer

Forlag
Dansklærerforeningen
Faustnummer
24407497
ISBN
9788777048579
Antal sider
229

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer