Analyse
Klitgaard, Mogens - Der sidder en Mand i en Sporvogn
Mogens Klitgaards socialrealistiske roman 'Der sidder en mand i en sporvogn' er en af 30’ernes mest særegne skildringer af den lille mand, der kommer i klemme i tidens sociale krise.
Imellem svimlende lykkedrømme og afgrundsdyb pessimisme
Trods sit alt for korte liv når Mogens Klitgaard (1906-1945) at skrive en af de væsentligste socialrealistiske romaner fra 1930erne. 'Der sidder en mand i en sporvogn' er en af tiårets mest særegne skildringer af den lille mand, der uforskyldt kommer i klemme i tidens ubarmhjertige sociale og økonomiske krise. Der er ikke langt fra svimlende lykkedrømme, lyse håb og manisk optimisme til sorte livsløgne, bristede forhåbninger og afgrundsdyb pessimisme, når Klitgaard i sin roman direkte og nådesløst skriver sig ind på de omstændigheder, der var betingelserne for mange mennesker i 1930erne. Og Klitgaard skriver i et helt specielt sprog, der på én gang fænger, løfter og foruroliger læseren.
Mogens Klitgaards eget liv
Selvom Mogens Klitgaard fødes ind i en god solid borgerlig familie, bliver det ikke ligefrem ro og stabilitet, der kommer til at præge hans liv. Som ganske lille mister han begge sine forældre og sendes efterfølgende til Det Kongelige Opfostringshus på Østerbro. Her falder han dog aldrig rigtig til, og da han senere kommer i lære som gartner, plages han af rastløshed og uendelig frihedslængsel, noget, der til sidst får ham til at stikke af.
Herfra begynder Klitgaard et frit, men også noget omflakkende liv, hvor han bl.a. når både at ernære sig som opvasker i Marseilles og cigaretsmugler i Kiruna. Det omstrejfende liv er dog hårdt for Klitgaards helbred, og i 1932 får han tuberkulose og henvises til at leve et mere stilfærdigt liv. Det rolige liv åbner imidlertid for en karriere som forfatter, og Klitgaard når at udgive seks romaner, bl.a. hovedværket 'Der sidder en mand i en sporvogn' og Danmarks første radioroman 'Elly Petersen' (1941), inden sin død i 1945.
”Man hænger i møget, og der bliver man”. Om romanen 'Der sidder en mand i en sporvogn'
Da Mogens Klitgaard skriver sin første roman 'Der sidder en mand i en sporvogn', har han altså i årene forinden levet et på mange måde hektisk liv, der ligger langt fra den tilværelse, han sætter sig for at beskrive i romanen. Når det alligevel lykkes – og med stor succes – er det ikke alene fordi, Klitgaard indgående og med stor indlevelse formår at beskrive de vilkår, der gjorde sig gældende for mange mennesker i 1930ernes kriseramte samfund, men også fordi Klitgaard skriver på nogle helt fundamentale livsstemninger, der skinner igennem i såvel helten – eller måske snarere antihelten – i romanen, den fallerede manufakturhandler August Lundegaard, som i det sprog, historien fortælles i. Romanen bliver en enorm succes, da den udkommer. Alle avisernes anmeldere er begejstrede for denne nye stemme i litteraturen, og i løbet af blot et par måneder er de tre første oplag udsolgt. Inspirationen til 'Der sidder en mand i en sporvogn' finder Klitgaard i Arne Ungermanns berømte sporvognstegning fra 1936. Personerne på tegningen fremtræder ved første øjekast helt anonyme, og deres liv synes ganske gråt og ensformigt, som de sidder der på vej til arbejde, på vej hjem – eller bare på vej. Og alligevel ser Klitgaard i deres øjne en ukuelighed, en optimisme og en livsvilje, der kan overleve selv de strengeste og mest urimelige tider – og det er dén livsvilje, han må give stemme! Ved romanens begyndelse er August Lundegaard netop gået konkurs med sin manufakturhandel. Det er en våd og klam januarmorgen, det begynder at regne, og efter at flyttemændene har taget det sidste læs, kan Lundegaard klæbe en plakat op i vinduet, hvorpå der står ”Til leje”. En mere trist begyndelse på en roman kan man næsten ikke forestille sig, og lyst ser det da heller ikke ud for Lundegaard, hans hustru og deres to voksne børn, og et af romanens store spørgsmål melder sig derfor også med det samme: Hvad nu?
Det er først og fremmest de dårlige tider, der bærer skylden for den krise, familien Lundegaard er havnet i, og som truer hele deres eksistensgrundlag. Børskrakket på Wall Street i New York i 1929 fik en katastrofal betydning for hele verdensøkonomien, og i Danmark betød det stigende arbejdsløshed og hurtigt voksende fattigdom. Mange småhandlende som netop Lundegaard måtte simpelthen dreje nøglen om. Og der går da heller ikke længe, før Lundegaard bliver fortvivlet og desperat over situationen, og inden han får set sig om, er han allerede blevet småkriminel i et forkrampet forsøg på at redde stumperne. Lundegaard får ganske vist et nyt arbejde som inkassator, hans kone bliver hjemmesyerske, børnene lægger penge hjemme, men alligevel er det ikke helt nok. Lundegaard føler et særligt ansvar for familiens opretholdelse, og han ”kommer til” at begå dokumentfalsk, tage af kassen, forlåne sig hos en grisk ågerkarl, og sidst men ikke mindst begår Lundegaard yderligere økonomisk kriminalitet ved at opkøbe og videresælge et dyrt stof – som om han fortsat var manufakturhandler! Alt sammen naturligvis i det skjulte, men også hele tiden med et skær af hjælpeløshed over sig, der gør, at man som læser vinder stor sympati for Lundegaard i gabardinefrakken og det hæklede tørklæde. Lundegaards bedrageri griber mere og mere om sig og inkluderer snart også både ansvarsløshed, druk og utroskab. Hver gang en ny vej viser sig, opildnes Lundegaard af en naiv, ja, næsten helt barnlig optimisme og tro på, at denne gang bliver det bedre. Men hver gang viser det sig at være en blind vej, et fatamorgana.
Og at ville leve af sin stadigt stigende gæld er naturligvis uholdbart! Det ved også Lundegaard, og han plages derfor også i perioder af feberanfald og dårlige nerver. Alligevel ser han ingen anden udvej i øjeblikket, og han forsøger undervejs hele tiden over for sig selv at legitimere sine kriminelle handlinger. Det hele hænger på ham og med en kone, der er blevet religiøs, en datter, der aldrig er hjemme og en søn, der nu er i fængsel, er det heller ikke nemt! I øvrigt er det jo også kun lige en overgangsperiode! Lundegaard giver ikke op, men han drives længere og længere ud ad planken og kan ikke selv se den totale afklædning, han er udsat for. Lukningen af manufakturforretningen er begyndelsen på Lundegaards økonomiske og sociale deroute, og den former sig som en nedstigning uden mulighed for opstigning. Og manufakturhandler Lundegaards egen personlige nedtur med lovbrud, druk og utroskab bliver en moralsk prøvelse for mennesket Lundegaard, der altid har været et hæderligt menneske med en god karakter, som nu sættes på en alvorlig prøve – til hans egen store overraskelse. Nu ved han ved pludselig ikke længere, hvad der sker med ham. Han kan slet ikke kende sig selv, og mister efterhånden fuldstændig følingen med situationen, sit gamle jeg og sine nærmeste. Situationen spidser yderligere til, og da Lundegaard sidst i romanen møder en gammel bekendt fra læretiden, gribes han derfor endnu engang og endnu mere af en manisk lykkefølelse og en naiv tro på, at dette bliver redningen. Lundegaard sætter sin lid til, at Carlsen kan skaffe ham arbejde som handelsrejsende – blot glemmer han, at løfterne fra den gamle kammerat er givet i en kæmpe brandert, og at tiderne jo er ualmindeligt dårlige! Så hvad nu?
'Der sidder en mand i en sporvogn' handler overordnet set om de vilkår, den lille mand tvinges ud i som følge af et samfund i dyb krise. Men Klitgaards roman handler også om, hvordan desperationen og fortvivlelsen påvirker mennesket bagved. Det handler om, hvordan det almindelige liv går hen og bliver fuldstændig ualmindeligt, når et menneske presses helt derud, hvor livsløgne og selvbedrag hersker og kun momentant afløses af et nyt blindt håb, noget der kommer særligt fint til udtryk i den måde, hvorpå Klitgaard lader årstidernes skiften følge Lundegaards forskellige livsstemninger. Der sidder en mand i en sporvogn er et eminent stykke socialrealisme, og romanen folder sig samtidig også ud som en væsentlig fortælling om moral, ansvar og anger.
Mogens Klitgaard og samtiden
Der er mange forskellige ismer i spil i 1930ernes litteratur, og en af de mest fremtrædende er socialrealismen, som er den, Mogens Klitgaard kaster sig over. De socialrealistiske romaner i tiden er dog indbyrdes meget forskellige, og siden hen har man derfor forsøgt at skelne imellem kritisk socialrealisme og socialistisk socialrealisme, hvor den mest iøjnefaldende forskel er, at der for den kritiske socialrealisme ikke umiddelbart gives nogen vej ud af elendigheden, mens den socialistiske realisme ofte beskriver individets sejr over det moderne, kapitalistiske samfundssystem. Som vi fornemmer, skriver Klitgaards romaner sig ind under den kritiske socialrealisme – ”man hænger i møget, og der bliver man”!
De socialrealistiske romaner finder deres naturlige forløbere i 1870ernes og 1880ernes realistiske og naturalistiske storromaner, som i kølvandet på Brandes ville sætte problemer under debat. Også en forfatter som Mogens Klitgaard vil fremhæve det konfliktfyldte forhold imellem individ og samfund, og også Klitgaards August Lundegaard forsøger på bedste beskub at leve op til de idealer og fordringer, der stilles ham, men hæmmes af et udpint samfundssystem. Men i modsætning til størstedelen 1800-tallets realistiske romanfigurer, er ingen udvikling mulig for en figur som August Lundegaard, og flere af 1930ernes socialrealistiske romaner kan derfor på mange måder ses som videreudviklingen af 1800-tallets socialt bevidste romaner. Trods indlevelsen i Lundegaards personlige skæbnehistorie, repræsenterer Lundegaard dog først og fremmest en større gruppe mennesker i samfundet, nemlig den helt almindelige lille mand i sporvognen. Ham, der kommer i klemme. Men Der sidder en mand i en sporvogn er heller ikke en tidstypisk kollektivroman, sådan som vi kender det fra f.eks. H.C. Branners 'Legetøj'. Klitgaards fortælling om Lundegaard er sin helt egen, og romanen stikker frem i tiden, både stilistisk og sprogligt, selvom der også er naturlige ligheder til andre af samtidens forfattere som f.eks. Herdal, Kirk og Branner.
'Der sidder en mand i en sporvogn' er Klitgaards debut, og romanen forbliver også hans hovedværk. Klitgaard bevarer sin interesse for den almindelige lille borger i samfundet, og selvom han, f.eks. i sin sidste roman, 'Den guddommelige hverdag' (1942), tegner en mere oprørsk karakter i sin hovedperson, lader ham mande sig op og kæmpe imod uretfærdigheden, opnår den og de øvrige romaner aldrig samme status som debuten.
Brugernes anmeldelser