Anmeldelse
Hærværk af Tom Kristensen
'Hærværk' er en rejse i menneskelig deroute; en grum, men alligevel uimodståelig og fascinerende rejse i forfaldets fodspor.
Fra lejlighedens tomme ægteskab, gennem “Dagbladets” redaktionslokaler, fyldt med krukkede digter-wannabees, over “Bar des artistes” alkoholtågede “venskaber”, ned i rendestenens dyb. ’Hærværk’ er den indre kamp i det Jastrauske univers, hvis kompas peger længere og længere ned i sjælens afgrund. Altid med tomheden som trofast følgesvend, når morgenen gryr, og nattens andre ravne for længst er forduftet. ’Hærværk’ er storbyens mørke og destruktive puls, som blot venter på at slå kloen i endnu en svag sjæl.
Det hele starter med lidt larm ved hoveddøren. To ansigter fra den kommunistiske fortid dukker op hos kunstanmelder Jastrau og beder om nattely. Sanders og Steffensen (Stefani den yngre). Det er skæbnen, der træder ind af døren og med deres provokationer bokser til den sure mavesyre, som bobler i værtens indre.
En syre fyldt med mindreværd og bristede drømme. Steffensens brutalitet og talent med skriverpennen har åbnet den første sprække ind til Jastraus selvdestruktive indre. Derfra begynder nedturen, drikkeriet, og Jastraus verden krakelerer langsomt både inde- og udefra. Hærværket er begyndt!
Kedelig, deprimerende, tung socialrealisme uden skyggen af chance for eskapisme, som kan oplade batterierne på ny? Luk bogen og tænd for lidt talentløst popstar! Eller tør du tage favntag med livet, og fortsætte rejsen i et vedkommende univers? Mærke sjælen banke og se storbyens dunkle sider i øjnene?
Jastraus selvdestruktive rejse er rå og realistisk. Hård, usentimental og blotter alkoholmisbrugets inderste væsen med dets søde stunder, selvfornægtelsen og desperationen. ’Hærværk’s styrke er, at den netop aldrig bliver tung, grå socialrealisme i værste svenske stil. Historien fænger med sit sprudlende og levende persongalleri, fra Steffensens faderkompleks, der får ham til at fornægte sit rigtige navn, Stefani, til den evige Kjær, den konservative Kryger, Lille P fra Dagbladet og Nordens bedste coctailryster Lundum og mange flere; kvinderne ikke at forglemme med deres trutmunde og indtagende barme.
Alle bidrager til, at rejsen mod rendestenen også har sine festlige stunder. Det kan godt være, de går i hundene, men de morer sig på vejen (eller gør de?). Deres moral bliver et begreb på størrelse med en ølkapsel. Kan de rigtige venskaber findes ved baren med en drink i hånden og skiftende emotionelle stemninger, fra overstrømmende hengivenhed til slet skjult foragt - ja måske ligefrem had - eller er de blot desperat søgen efter en form for indhold midt i al tomheden.
På den anden side, hvem kender ikke et øjeblik fra ens eget liv, hvor øllet med hver slurk forstørrer vennekredsen inden for Tuborgklammen : “Og så blev den menneskelige nærhed til bølger, til hav, til et element, hvor det var naturligt at omfavne hinanden. Venskab. O dyre følelser! Whisky. whisky. Dyp dig i whisky og tro på dine venner, - ubegrænset. Og så sad Jastrau med armen om skulderen på Lille P ....”. Hvem ved, hvad der gemmer sig af smerte bag whiskysmilets charme? Smiler øjnene, eller blotter de den menneskelige psykes skrøbelighed?
Og hvor er håbet? Måske i rendestenen, når bunden er nået; dér kan genopbygningen måske starte?
Sproget i ’Hærværk’ er fantastisk og åbner med sin malende pensel for det ene lag symbolik efter det andet. Enhver dansklærers drøm! Udover den menneskelige deroute er der lag af samfundssatire/-kritik og politiske stikpiller.
Sproget er i sig selv en grund til at læse ’Hærværk’: “Endnu havde bygningerne ikke fortonet sig i skumringen mellem træerne. De stod rene og klare, åbenlyst forlorne i det rødlige solnedgangsskær, og det var det smukke og spændende ved dem, de var netop ikke virkelige.....”
Sproget som åbner et nyt og anderledes København for læseren og lader os møde storbyen i et andet lys.
Er 'Hærværk' en selvbiografisk roman? Tom Kristensen meldte aldrig klart ud, men lighederne antyder Kristensens egen indre Jastrau, både i forhold til den store radikale avis i hovedstaden og til sin egen umættelige tørst. Han legede med lighederne som en del af sin identitet. Ligegyldigt måske, men det giver romanen et skær af smertelig virkelighed og autenticitet.
Tom Kristensen har ikke været alene om litterære bedrifter i storbyens rus og det efterfølgende forfald. Herman Bangs ’Stuk’ er fra en anden tid og måske ikke så tørstig i sit forfald, men rummer alligevel paralleller til Hærværks univers. Ejersbos kokainsniffende ’Nordkraft’ om storbyungdommen i Aalborg gør en høj over, at unge forfattere endelig tør smide hæmningerne og kaste sig ud i hudflettende beskrivelser af nutidens “Bar des artistes”.
Michael Strunges digte har i sin storbydesperation også noget ’Hærværk’ over sig, selvom sproget er anderledes, måske også mørkere. Og i den tørstige genre er det svært at komme uden om Charles Bukowski, som også er en fræk lømmel med hang til “cigaretter, whisky og nøgne piger”.
’Hærværk’ er en væsentlig roman, en roman som stadig har en vedkommende og eviggyldig historie at fortælle, og som formår at slå bro over generationer, fra krigsgenerationen til postpunkens børn. Den bør læses og kan læses flere gange. Den forskrækker og fascinerer. Efterlader aldrig sin læser neutral, men kræver stillingtagen og hjernegymnastik. Stor kunst - intet mindre end et mesterværk!
'Hærværk' er en rejse i menneskelig deroute; en grum, men alligevel uimodståelig og fascinerende rejse i forfaldets fodspor.
Fra lejlighedens tomme ægteskab, gennem “Dagbladets” redaktionslokaler, fyldt med krukkede digter-wannabees, over “Bar des artistes” alkoholtågede “venskaber”, ned i rendestenens dyb. ’Hærværk’ er den indre kamp i det Jastrauske univers, hvis kompas peger længere og længere ned i sjælens afgrund. Altid med tomheden som trofast følgesvend, når morgenen gryr, og nattens andre ravne for længst er forduftet. ’Hærværk’ er storbyens mørke og destruktive puls, som blot venter på at slå kloen i endnu en svag sjæl.
Det hele starter med lidt larm ved hoveddøren. To ansigter fra den kommunistiske fortid dukker op hos kunstanmelder Jastrau og beder om nattely. Sanders og Steffensen (Stefani den yngre). Det er skæbnen, der træder ind af døren og med deres provokationer bokser til den sure mavesyre, som bobler i værtens indre.
En syre fyldt med mindreværd og bristede drømme. Steffensens brutalitet og talent med skriverpennen har åbnet den første sprække ind til Jastraus selvdestruktive indre. Derfra begynder nedturen, drikkeriet, og Jastraus verden krakelerer langsomt både inde- og udefra. Hærværket er begyndt!
Kedelig, deprimerende, tung socialrealisme uden skyggen af chance for eskapisme, som kan oplade batterierne på ny? Luk bogen og tænd for lidt talentløst popstar! Eller tør du tage favntag med livet, og fortsætte rejsen i et vedkommende univers? Mærke sjælen banke og se storbyens dunkle sider i øjnene?
Jastraus selvdestruktive rejse er rå og realistisk. Hård, usentimental og blotter alkoholmisbrugets inderste væsen med dets søde stunder, selvfornægtelsen og desperationen. ’Hærværk’s styrke er, at den netop aldrig bliver tung, grå socialrealisme i værste svenske stil. Historien fænger med sit sprudlende og levende persongalleri, fra Steffensens faderkompleks, der får ham til at fornægte sit rigtige navn, Stefani, til den evige Kjær, den konservative Kryger, Lille P fra Dagbladet og Nordens bedste coctailryster Lundum og mange flere; kvinderne ikke at forglemme med deres trutmunde og indtagende barme.
Alle bidrager til, at rejsen mod rendestenen også har sine festlige stunder. Det kan godt være, de går i hundene, men de morer sig på vejen (eller gør de?). Deres moral bliver et begreb på størrelse med en ølkapsel. Kan de rigtige venskaber findes ved baren med en drink i hånden og skiftende emotionelle stemninger, fra overstrømmende hengivenhed til slet skjult foragt - ja måske ligefrem had - eller er de blot desperat søgen efter en form for indhold midt i al tomheden.
På den anden side, hvem kender ikke et øjeblik fra ens eget liv, hvor øllet med hver slurk forstørrer vennekredsen inden for Tuborgklammen : “Og så blev den menneskelige nærhed til bølger, til hav, til et element, hvor det var naturligt at omfavne hinanden. Venskab. O dyre følelser! Whisky. whisky. Dyp dig i whisky og tro på dine venner, - ubegrænset. Og så sad Jastrau med armen om skulderen på Lille P ....”. Hvem ved, hvad der gemmer sig af smerte bag whiskysmilets charme? Smiler øjnene, eller blotter de den menneskelige psykes skrøbelighed?
Og hvor er håbet? Måske i rendestenen, når bunden er nået; dér kan genopbygningen måske starte?
Sproget i ’Hærværk’ er fantastisk og åbner med sin malende pensel for det ene lag symbolik efter det andet. Enhver dansklærers drøm! Udover den menneskelige deroute er der lag af samfundssatire/-kritik og politiske stikpiller.
Sproget er i sig selv en grund til at læse ’Hærværk’: “Endnu havde bygningerne ikke fortonet sig i skumringen mellem træerne. De stod rene og klare, åbenlyst forlorne i det rødlige solnedgangsskær, og det var det smukke og spændende ved dem, de var netop ikke virkelige.....”
Sproget som åbner et nyt og anderledes København for læseren og lader os møde storbyen i et andet lys.
Er 'Hærværk' en selvbiografisk roman? Tom Kristensen meldte aldrig klart ud, men lighederne antyder Kristensens egen indre Jastrau, både i forhold til den store radikale avis i hovedstaden og til sin egen umættelige tørst. Han legede med lighederne som en del af sin identitet. Ligegyldigt måske, men det giver romanen et skær af smertelig virkelighed og autenticitet.
Tom Kristensen har ikke været alene om litterære bedrifter i storbyens rus og det efterfølgende forfald. Herman Bangs ’Stuk’ er fra en anden tid og måske ikke så tørstig i sit forfald, men rummer alligevel paralleller til Hærværks univers. Ejersbos kokainsniffende ’Nordkraft’ om storbyungdommen i Aalborg gør en høj over, at unge forfattere endelig tør smide hæmningerne og kaste sig ud i hudflettende beskrivelser af nutidens “Bar des artistes”.
Michael Strunges digte har i sin storbydesperation også noget ’Hærværk’ over sig, selvom sproget er anderledes, måske også mørkere. Og i den tørstige genre er det svært at komme uden om Charles Bukowski, som også er en fræk lømmel med hang til “cigaretter, whisky og nøgne piger”.
’Hærværk’ er en væsentlig roman, en roman som stadig har en vedkommende og eviggyldig historie at fortælle, og som formår at slå bro over generationer, fra krigsgenerationen til postpunkens børn. Den bør læses og kan læses flere gange. Den forskrækker og fascinerer. Efterlader aldrig sin læser neutral, men kræver stillingtagen og hjernegymnastik. Stor kunst - intet mindre end et mesterværk!
Kommentarer