Stuk

Herman Bang får mesterligt spiddet den københavnske overklasse og dens forlorne facader, der er lig teatrets kunstige stukudsmykninger.

Hele handlingen er henlagt til København, konkret til skabelsen af Victoria Theatret og siden hen dets totale deroute.Vi er i slutningen af 1800-tallet, hvor København først oplever en stor opblomstring for kort efter at ende i fallitter. Her er det skildret ved bygningen af teatret Victoria og dets storhed og fald.

Hovedpersonen Herluf Berg, der har mere end initialer til fælles med forfatteren, arbejder som skribent på en hovedstadsavis.

Den meget entreprenante bygmester Martens får Berg og hans ven Adolf med i direktionen til sit nyopførte teater, der vælter sig i succesforestillinger og mæsker sig i den tilhørende gourmetrestaurant. Bangs ærinde er at fortælle om det falske og hektiske liv, der leves i skyggen af en opblæst højkonjunktur, som præger livet og menneskene i København i slutningen af 1880’erne. Optimismen er fremherskende i begyndelsen, hvor et konsortium poster penge i teatret. Efterhånden viser det sig dog, at der leves over evne, og snart bliver det svært at holde kreditorerne fra halsen.

Berg har ikke direkte penge i klemme, men det har Adolf, der må bedrage sine forældre for at udskyde den uundgåelige konkurs.

I vanlig Bangsk stil hvirvles vi midt ind i begivenhederne, og første del er en lang fest, hvor alt tilsyneladende kan lade sig gøre. I anden del går det bare ned ad bakke i både økonomisk og menneskelig deroute, som skærer ind til den råddenskab, der har skabt det nye København. Det er ikke kun råddenskaben i den kunstigt skabte økonomi, det er tillige råddenskaben i kulturlivet og i menneskenes sind.

Berg er det nærmeste, man kan kalde en hovedperson, og han portrætteres som et ufuldstændigt menneske, der ikke formår at elske den kvinde, som han kunne have fået. Samtidigt er Berg et billede på København. København er blevet ”et paradis for gøglere”: tant og fjas uden moral.
Indimellem lader Berg tankerne gå tilbage til sin barndom på Als i en historie, der har mange mindelser om et andet af Bangs hovedværker, Tine. Som i denne har nederlaget til prøjserne ved Dybbøl i 1864 en central rolle og bruges som årsag til den økonomiske nedtur.

Bang er impressionist og lader os forstå historien ved at vi så at sige kastes lige ud i begivenhederne. Der er ingen forklaringer, kun sanselige og rammende iagttagelser, men Bangs holdninger spiller alligevel igennem ved hans fine brug af ironi.