Bog

Fribytterdrømme

Af (
1967
)

Analyse

Kristensen, Tom - Fribytterdrømme

Med debuten 'Fribytterdrømme' anslog Tom Kristensen et tema, der skulle vise sig at følge ham gennem hele forfatterskabet: spændingen mellem livslyst og livslede.

I dansk litteratur hører Tom Kristensen til blandt en række privilegerede forfattere, hvis skrivetalent ikke kender nogen genremæssige grænser. Han kunne udfolde sig med lige stor kunstnerisk kraft som lyriker, prosaist og kritiker. Kristensen kunne lave levende rejsebeskrivelser, være en sensitiv læser af andres værker og skabe overbevisende fiktive personer i fint anlagte omgivelser, men mest af alt havde han et øre for sprogets musik. Tom Kristensen kunne få sproget til at synge.

Denne lydhørhed for sprogets musik, den rene glæde ved ord, der gjorde ham til så fremragende en skribent, kommer tydeligst frem i lyrikken. Debuten med digtsamlingen 'Fribytterdrømme' (1920) viste en digter, hvis formsans var udviklet til det ypperste fra begyndelsen. Kristensens fornemmelse for rim og rytme indskriver sig på linje med andre store musikalske digtere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Holger Drachmann. Det er ikke tilfældigt, at han skrev en monografi om Claussen og valgte Drachmann som emne for sit speciale i dansk litteratur. Rent indholdsmæssigt er man dog langt fra den forfinede æsteticisme, symbolisme og naturdyrkelse, man kan finde hos disse digtere. I stedet dyrker Kristensen i tidens ånd den besyngelse af kaos, der var blevet en fast bestanddel af futurismen. Som i digtet 'Rio Janeiro' er målet at favne det moderne liv i al dets farverige mangfoldighed: "Jeg tror på spraglede, springende toner, / rødt, hvidt, lilla, grønt, gult og blåt; jeg tror på alt undtagen på gråt. / Javist er det grønne for øjet godt / og rødt nervøst for visse personer -- / jeg tror på alle dyder og skændsler, smører dem op med hvad farver og djærve pensler, / jeg finder for godt".

I 'Rio Janeiro' skitserer Kristensen en ekspressionistisk æstetik, hvor skribenten med maleren som metafor for en kunstnerisk arketype impulsivt smører farver ud på lærredet uden at skele til godt eller ondt, "dyder" eller "skændsler". Selve digtets form forråder dog det påståede kaos, idet det i høj grad er struktureret omkring et vellydende mønster af rim. Et andet paradoks hos Kristensen udspiller sig omkring brugen af det lyriske jeg. Jeg'et i 'Fribytterdrømme' er netop ikke et ureflekteret, ekspressionistisk jeg, men befinder sig snarere et sted mellem poetisk drøm og virkelighedsrefleksion. Fribytteren bliver en særlig poetisk figur, hvis kendetegn er, at han ikke kan overgive sig fuldstændig til fantasien, men svæver i en tilstand mellem virkelighed og virkelighedsflugt. I åbningsdigtet 'Fribytter' opsummeres i sidste strofe fribytterens mål: "Er en fribytter ikke en skaber, / der kæntrer med sjæleblank ro / for atter at støbe sig syner / med lysere, farverig tro, / for atter med voldsomme hænder / af skabende evne krummet / at slynge sin indre verden / med dens flammehjul ud i rummet?".

Målet for fribytteren er at gøre den flydende drøm til fast virkelighed. Kort sagt: At skabe verden i sit eget billede for derved at overvinde såvel det indre som ydre kaos i en potenseret skønhed. Afgørende er det dog, at det digteriske sværmeri brydes af tankens kniv i form af spørgsmålstegnet til sidst, der rent bogstaveligt sætter spørgsmålstegn ved det poetiske projekt. Virkeligheden har sneget sig ind igen. Det sker i form af dét, som Kristensen i digtet 'en purpurprik', kalder "refleksionens tandbid".

Forholdet mellem virkelighed og drøm danner en dybere struktur for digtsamlingen og livslysten er stærkest dér, hvor jeget glemmer sig selv. Forglemmelsen er imidlertid fiktionen, for jeget bliver hele tiden kastet tilbage til virkelighedens grå realitet, hvor drømmens blomst bliver til en klud, som det sker i digtet 'Chrysantemum': "Ak, jeg fandt i blomstens kroge / alt for mange store bud. / Den er blot en pjalters tåge. / Den er drømmen om en klud".

Rent kompositorisk er 'Fribytterdrømme' inddelt i fire sektioner: 'Rejsefantasier', 'Proletar- og Bydigte', 'Jegdigte' og 'Skumrings- og Dæmringsdigte'. Fælles for digtene er projektet om at (gen)fortrylle virkeligheden. Dette gælder også proletardigtene, for eksempel dette øjebliksbillede af et knejpemiljø i digtet 'Hans Højhed': "Der svømmer en Tuborg-reklame / i en brodsø af druknende dis / fra Golden Shag, Bird's Eye infame; et skilt med en ølfager dame / kæmper mod shag og forrøget forlis". Her møder man den dekadente side  af virkelighedsflugten hos Tom Kristensen: alkoholen og tobakken. Virkelighedsflugten som misbrugets og selvdestruktionens forlis er et selvbiografisk motiv, som Tom Kristensen senere skal folde fuldt ud i romanen med den sigende titel, 'Hærværk' (1930).

Et andet motiv som Tom Kristensen skulle vise sig at overføre til prosaform er rejsebeskrivelsen. Digte som 'Rio Janeiro', 'Golden Gate' og 'Itokih' viser alle den fascination af fremmede steder, som ikke bare går igen i andre digtsamlinger som 'Påfuglefjeren' (1922) og 'Digte i Døgnet' (1940), men også udvikler sig til de deciderede rejsebøger 'En kavaler i Spanien' (1926), 'En omvej til Andorra' (1947) og 'Rejse i Italien' (1950). Dét, der fascinerer Tom Kristensen, er dog ikke bare stederne som sådan, men i lige så høj grad de forestillinger som lydene i de fremmede ord giver. Dette bliver særligt tydeligt i digtet 'Ringen': "Port Saîd og Colombo / Penang, Singapore / og Saigon, Hongkong, Yokohoma! / I, rytmer i sangen / om solbadet jord / En rundkreds af havne. / En rundsang af navne / med fribytterklangen i ukendte ord". I digtet 'Itokih' forøges lysten ved fremmede ord til at omfatte det rene volapyk som forbindes med barnets sprog: "O-di-mi-venne / og Ko-di-fa-na-ka. - / Af børnenes mund skabes nye, sære ord, / som har skønhed og lys, og som gror".

'Itokih' viser den meningsløse ordleg som forbundet med lys og vækst, men den anden side af meningsløsheden er en lammende melankoli. Bagsiden af den frodige lyse fantasi er erfaringen af intethed og død. Digtene i afsnittet 'Skumrings og dæmringsdigte' anslår således en mere mørk tone som i digtet skumringslegende med følgende linier: "Cypressernes fingre strækkes i sorg / mod tusmørkets skyede øde. / En flagermus tegner i lydløs flugt / sit skumringskors over de døde".

I en vis forstand er inddelingen i afsnit dog misvisende. Samtlige digte er på én gang rejsedigte, jegdigte, proletardigte og skumringsdigte. Det er de i den forstand, at de alle tager udgangspunkt i et jeg, hvis svingninger mellem skumringsmelankoli og rejseglæde tager udgangspunkt i længslen efter at overskride hverdagens prosaiske almindelighed. Dette kan ske i sproget, i digtets smukt svungne linjer. Netop derfor bliver det så vigtigt for Tom Kristensen at fastholde den digteriske form. Digtet er dog kendetegnet ved at være begrænset i tid: Det bliver nødt til at høre op og genskrives, for livet er ikke et sammenhængende digt. Spørgsmålet er så om den poetiske tid, som digtet fanger i glimt, kan åbne for et øjebliks erkendelse af en større virkelighed, der kan bringe jeget ud over sig selv. Dette forbliver det åbne spørgsmål i det sidste digt 'Til min ven Helge Bangsted', der afslutter 'Fribytterdrømme' ligeså tvivlende, som den starter: "Timen før larmen og timen, før stormen / atter skal hvirvle og svinge os rundt, / gav os dog føling med evighedsformen. / Fatted vi den i et enkelt sekund?"

Skrevet af cand.mag. Jacob Bækgaard

Kilder, links og centrale værker

25 jun.09

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals spættebøger ; 34
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01356216
ISBN
0
Antal sider
96

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer