Forfatter
Charles Bukowski
Gennem elleve lange og frustrerende år arbejdede Charles Bukowski for postvæsenet i Los Angeles. Inden da havde han været gennem en barndom med daglige bank, befundet sig i sørgelig ensomhed på grund af hyppige og meget voldsomme udbrud af acne, udlevet 30'ernes depression, cirkuleret mellem ørkesløse småjobs - og ikke mindst: trøstet sig med store mængder alkohol.
Først som 49-årig har Bukowski (1920-94) fået nok. Han skipper sit job for postvæsenet og indleder med sætningen "Det begyndte som en fejltagelse" ikke bare sin første roman, Al magt til ekstrabudene (Post Office, 1971), men også en ny epoke af sit liv. En epoke hvor stadig leg med ord og sprog hjælper ham ud af den sociale sump, og hvor hans popularitet som forfatter øges gradvist især i Europa. Et halvt livs fejltagelser har ved Bukowskis død udmøntet sig frugtbart i form af mere end 60 værker - lyrik, noveller, romaner
Al magt til ekstrabudene' er en delvis selvbiografisk skildring af Bukowskis liv, mens han var ansat ved postvæsenet. Figuren Henry ("Hank") Chinaski er Bukowskis fiktive sidestykke, og det er med hans slørede blik, verden opleves - med hans hæse stemme, den beskrives. Hank starter sin beretning som "juleekstra" for postomdelerne i Los Angeles, et job han tager, fordi "de ville ansætte sådan omtrent en hvilken som helst idiot."
Han bliver hurtigt uvenner med sin chef og får derfor de værste ruter med bidske hunde og pågående gamle koner, med ensomme kvinder, der skal "kneppes", med silende regn eller hedebølge. Hans bil går i stå og han har tømmermænd. Og han knepper og bor sammen med Betty, der er alkoholiker ligesom han selv; men kun indtil hun forlader ham. Det er trøstesløst og hverdagsdystert - lige til historiens bitre ende. For efter Betty fortsætter Hank livet med tilfældige kvinder på tilfældige steder, indtil de forlader ham.
Efter en kort afstikker fra postvæsenet fortsætter han sågar med ligegyldige, men umulige og nøje definerede, kontoropgaver på netop denne, hans forhadte, arbejdsplads. Med alkoholen som tro følgesvend bevæger han sig retningsløst gennem sit snuskede miljø, tilsyneladende uden eftertanke og personlig dybde.
Sproget
"HVAD ER DER GALT MED RØVHULLER, SKAT? DU HAR ET RØVHUL, JEG HAR ET RØVHUL. MAN GÅR NED I SUPERMARKEDET OG KØBER EN BØF, SOM HAR HAFT ET RØVHUL." Hanks sprogbrug er jappende, indskrænket og overfladisk. Da sprog som regel er et naturligt udtryk for væremåde, kunne man derfor tro, at Hanks karakter ville være ligeså trøstesløs og hverdagsdyster som hans livsstil.
Men Bukowskis genistreg i Al magt til ekstrabudene er at sætte tingene i bevægelse, så der opstår nuancer i det firkantede og stereotype. Magtesløshed spiller op mod humor, og der peges på det komiske i tragedien. Inden for beretningens tilsyneladende løse strukturer leger Bukowski sikkert med ordspil, sproglige misforståelser og smældende replikker, og fremkalder derved en sjælden rytmisk kvalitet.
Værkets underfundige sproglige virke lader på den måde en spontan og ekspressiv poesi kigge frem bag Hanks rå, hverdagsagtige udtryk: "Og så var der hotellet. Det førte ud over havet, det var bygget ud over havet. Et gammelt hus, men af klasse. Vi fik et værelse på første sal. Man kunne høre havet rulle nedenunder, man kunne lugte havet, man kunne mærke tidevandet skifte." Tekstens ufærdige, flertydige præg giver den dybde og åbenhed - i stedet for at prædike moral tvinger den sin læser til at sanse og fortolke.
Hanks karaktér
På samme måde fungerer Hanks karakter åbent på mange niveauer. Det er kun tilsyneladende, han er en overfladisk mandehørmer. Gennem en stædig kunstnerisk distance til beretningen sikrer Bukowski, når det kommer til stykket, at Hank altid optræder levende, uforudsigeligt og smerteligt ærligt: han viser ømhed, reagerer selvironisk på pressede situationer og handler sågar med en særegen form for visdom. Gennem en vældig karikeret fremstilling af postvæsenet som umenneskelig, regelorienteret organisation, sættes Hanks overflade endda i overordnet perspektiv.
På evig vandring efter verdens mening, efter løsningen på sit livs lede, modarbejdes han konsekvent af den arbejdsplads, der lægger beslag på hele hans opmærksomhed. Hvis postvæsenet er verden, er verden ligegyldig og afstumpet. Den tilfældige seksualitet og moralske fordærvelse, Hank praktiserer gennem beretningen, kan da læses som en avanceret beskyttelse af ægte værdier - som den eneste sunde reaktion på vanvittige omgivelser. Hank er den blotte materialisering af mennesket på bunden, men formår at bevare både værdighed og stolthed.
Frustration og fremmedgørelse
I bredere forstand skaber Bukowski en enhed af Hanks personlige oplevelser og den samtidige kultur- og historiebevidsthed: at leve som Hank, er at lide under en ubarmhjertig historisk situation.
Bukowskis biografi er historien om hele hans generation, og Al magt til ekstrabudene et stærkt samfundskritisk værk. På den måde træder Bukowski ind i et bredt kor af efterkrigsstemmer, der indvarslede oprør mod autoriteterne. Et (i hvert fald intellektuelt) oprør der kan opfattes som reaktion på, at magthaverne ikke formåede at gøre livet meningsfuldt for den brede befolkning. Et oprør der, mere end noget andet, var "beat".
Selvom Bukowski ikke plejede at sammenligne sig med hovedfigurerne inden for beatstrømningen (Burroughs, Kerouac, Ginsberg m.fl.), er det i dag tydeligt, at han samler en række af beatkulturens væsentligste træk ikke mindst i Hanks væsen, men også i sit forfatterskab generelt.
Politisk udtrykker han venstrefløjens kamp for demokratisering både gennem motivvalg: livet blandt alkoholikere og bumser i Los Angeles' slum - og tematiseringer: frustration, fremmedgørelse, afvisning af centrale normer. I stilistisk forstand afspejles beatens grundholdning i Bukowskis sprængning af bredt accepterede sproglige strukturer, af forkærligheden for hverdagssnak og vulgaritet. Beatens æstetik er eksplosiv og revolutionær, dens poesi i oprørende bevægelse. Ligeledes er Bukowskis.
Rå satire og sand poesi
Historien om Henry "Hank" Chinaski er rå satire og sand poesi. Den er spændende som sprogligt eksperiment, som selvbiografisk skildring, som politisk beretning. Og trods sine unikke træk er den oven i købet en interessant udfoldelse af beatkulturens væsen. Lad mig derfor forherlige Al magt til ekstrabudene med Hanks egne ord: "Hvis han selv havde fundet på historien, var den fandens tæt på at være 312 dollars værd. Jeg har set meget værre ting trykt i Playboy."
Gennem elleve lange og frustrerende år arbejdede Charles Bukowski for postvæsenet i Los Angeles. Inden da havde han været gennem en barndom med daglige bank, befundet sig i sørgelig ensomhed på grund af hyppige og meget voldsomme udbrud af acne, udlevet 30'ernes depression, cirkuleret mellem ørkesløse småjobs - og ikke mindst: trøstet sig med store mængder alkohol.
Først som 49-årig har Bukowski (1920-94) fået nok. Han skipper sit job for postvæsenet og indleder med sætningen "Det begyndte som en fejltagelse" ikke bare sin første roman, Al magt til ekstrabudene (Post Office, 1971), men også en ny epoke af sit liv. En epoke hvor stadig leg med ord og sprog hjælper ham ud af den sociale sump, og hvor hans popularitet som forfatter øges gradvist især i Europa. Et halvt livs fejltagelser har ved Bukowskis død udmøntet sig frugtbart i form af mere end 60 værker - lyrik, noveller, romaner
Al magt til ekstrabudene' er en delvis selvbiografisk skildring af Bukowskis liv, mens han var ansat ved postvæsenet. Figuren Henry ("Hank") Chinaski er Bukowskis fiktive sidestykke, og det er med hans slørede blik, verden opleves - med hans hæse stemme, den beskrives. Hank starter sin beretning som "juleekstra" for postomdelerne i Los Angeles, et job han tager, fordi "de ville ansætte sådan omtrent en hvilken som helst idiot."
Han bliver hurtigt uvenner med sin chef og får derfor de værste ruter med bidske hunde og pågående gamle koner, med ensomme kvinder, der skal "kneppes", med silende regn eller hedebølge. Hans bil går i stå og han har tømmermænd. Og han knepper og bor sammen med Betty, der er alkoholiker ligesom han selv; men kun indtil hun forlader ham. Det er trøstesløst og hverdagsdystert - lige til historiens bitre ende. For efter Betty fortsætter Hank livet med tilfældige kvinder på tilfældige steder, indtil de forlader ham.
Efter en kort afstikker fra postvæsenet fortsætter han sågar med ligegyldige, men umulige og nøje definerede, kontoropgaver på netop denne, hans forhadte, arbejdsplads. Med alkoholen som tro følgesvend bevæger han sig retningsløst gennem sit snuskede miljø, tilsyneladende uden eftertanke og personlig dybde.
Sproget
"HVAD ER DER GALT MED RØVHULLER, SKAT? DU HAR ET RØVHUL, JEG HAR ET RØVHUL. MAN GÅR NED I SUPERMARKEDET OG KØBER EN BØF, SOM HAR HAFT ET RØVHUL." Hanks sprogbrug er jappende, indskrænket og overfladisk. Da sprog som regel er et naturligt udtryk for væremåde, kunne man derfor tro, at Hanks karakter ville være ligeså trøstesløs og hverdagsdyster som hans livsstil.
Men Bukowskis genistreg i Al magt til ekstrabudene er at sætte tingene i bevægelse, så der opstår nuancer i det firkantede og stereotype. Magtesløshed spiller op mod humor, og der peges på det komiske i tragedien. Inden for beretningens tilsyneladende løse strukturer leger Bukowski sikkert med ordspil, sproglige misforståelser og smældende replikker, og fremkalder derved en sjælden rytmisk kvalitet.
Værkets underfundige sproglige virke lader på den måde en spontan og ekspressiv poesi kigge frem bag Hanks rå, hverdagsagtige udtryk: "Og så var der hotellet. Det førte ud over havet, det var bygget ud over havet. Et gammelt hus, men af klasse. Vi fik et værelse på første sal. Man kunne høre havet rulle nedenunder, man kunne lugte havet, man kunne mærke tidevandet skifte." Tekstens ufærdige, flertydige præg giver den dybde og åbenhed - i stedet for at prædike moral tvinger den sin læser til at sanse og fortolke.
Hanks karaktér
På samme måde fungerer Hanks karakter åbent på mange niveauer. Det er kun tilsyneladende, han er en overfladisk mandehørmer. Gennem en stædig kunstnerisk distance til beretningen sikrer Bukowski, når det kommer til stykket, at Hank altid optræder levende, uforudsigeligt og smerteligt ærligt: han viser ømhed, reagerer selvironisk på pressede situationer og handler sågar med en særegen form for visdom. Gennem en vældig karikeret fremstilling af postvæsenet som umenneskelig, regelorienteret organisation, sættes Hanks overflade endda i overordnet perspektiv.
På evig vandring efter verdens mening, efter løsningen på sit livs lede, modarbejdes han konsekvent af den arbejdsplads, der lægger beslag på hele hans opmærksomhed. Hvis postvæsenet er verden, er verden ligegyldig og afstumpet. Den tilfældige seksualitet og moralske fordærvelse, Hank praktiserer gennem beretningen, kan da læses som en avanceret beskyttelse af ægte værdier - som den eneste sunde reaktion på vanvittige omgivelser. Hank er den blotte materialisering af mennesket på bunden, men formår at bevare både værdighed og stolthed.
Frustration og fremmedgørelse
I bredere forstand skaber Bukowski en enhed af Hanks personlige oplevelser og den samtidige kultur- og historiebevidsthed: at leve som Hank, er at lide under en ubarmhjertig historisk situation.
Bukowskis biografi er historien om hele hans generation, og Al magt til ekstrabudene et stærkt samfundskritisk værk. På den måde træder Bukowski ind i et bredt kor af efterkrigsstemmer, der indvarslede oprør mod autoriteterne. Et (i hvert fald intellektuelt) oprør der kan opfattes som reaktion på, at magthaverne ikke formåede at gøre livet meningsfuldt for den brede befolkning. Et oprør der, mere end noget andet, var "beat".
Selvom Bukowski ikke plejede at sammenligne sig med hovedfigurerne inden for beatstrømningen (Burroughs, Kerouac, Ginsberg m.fl.), er det i dag tydeligt, at han samler en række af beatkulturens væsentligste træk ikke mindst i Hanks væsen, men også i sit forfatterskab generelt.
Politisk udtrykker han venstrefløjens kamp for demokratisering både gennem motivvalg: livet blandt alkoholikere og bumser i Los Angeles' slum - og tematiseringer: frustration, fremmedgørelse, afvisning af centrale normer. I stilistisk forstand afspejles beatens grundholdning i Bukowskis sprængning af bredt accepterede sproglige strukturer, af forkærligheden for hverdagssnak og vulgaritet. Beatens æstetik er eksplosiv og revolutionær, dens poesi i oprørende bevægelse. Ligeledes er Bukowskis.
Rå satire og sand poesi
Historien om Henry "Hank" Chinaski er rå satire og sand poesi. Den er spændende som sprogligt eksperiment, som selvbiografisk skildring, som politisk beretning. Og trods sine unikke træk er den oven i købet en interessant udfoldelse af beatkulturens væsen. Lad mig derfor forherlige Al magt til ekstrabudene med Hanks egne ord: "Hvis han selv havde fundet på historien, var den fandens tæt på at være 312 dollars værd. Jeg har set meget værre ting trykt i Playboy."
