Melodien der blev væk

Med 'Melodien der blev væk' satte Kjeld Abell den lille mand i rampelyset og skabte et forfriskende pust i samtidens økonomiske krisestemning.

Larsen i rampelyset
Den 6. september 1935 gik tæppet på det lille eksperimentalteater Riddersalen for første gang for Kjeld Abells debutskuespil, 'Melodien der blev væk'. Scenografien var chokerende i sin enkelthed, musikken var ualmindelig ørehængende, og for 1930'ernes kriseprægede og dog frihedstrængende publikum var handlingen nærværende i en sådan grad, at Ekstra Bladets anmelder uden at tøve kunne skrive i næste morgens avis: ”Husk den 6. September 1935, thi denne Dato bliver en Mærkedag i dansk Teaters Historie.” At han fik ret, vidner teaterstykkets videre historie om. 'Melodien der blev væk' blev en af de største og mest overraskende succeser i dansk teaterhistorie. Stykket blev ikke alene opført over 600 gange på Riddersalen. Derudover kunne borgerne i både Odense, Århus, Oslo, Stockholm, Helsingfors, Amsterdam og London også glæde sig over at se stykket opført på de lokale teaterscener.  Og som en kransekagefigur i toppen af succesen blev stykket også vist som fjernsynsteater i både England og Finland. Der er dermed ingen tvivl om, at stykkets handling om den forsmåede, men i sidste ende livsglade kontorfuldmægtige Larsen ramte tidsånden i 30'erne.

Den lille mands problem
Den væsentligste forklaring på stykkets publikumssucces i samtiden er, at stykket beskæftigede sig med et problem, som mange mennesker fandt nærværende og vedkommende. Efter 1. Verdenskrig var der økonomisk krise og politiske brydninger i mange lande. I Danmark medførte krisen, at mange middelklassedanskere fik svært ved at opretholde levestandarten fra før krigen. I modsætning til arbejderklassen var middelstandens funktionærer, småhandlende og tjenestemænd dårligt organiserede, og ofte var de henvist til individuel konkurrence for at overleve. Denne tilstand blev mentalt forværret af, at middelklassen stædigt forsøgte at holde fast i en række normer og idealer, som traditionelt set hørte småborgerskabet til, men som med stigende fart mistede deres aktualitet i det hastigt forandrende samfund.

I 'Melodien der blev væk' slog Kjeld Abell tidens kriseprægede tone an allerede i teaterstykkets første scene: En gårdsanger træder ind foran tæppet og synger Sangen om Larsen. Sangen referer til gennemsnitsdanskeren Larsen, hvis forventninger til livet ikke holder mål med virkeligheden. Gang på gang bliver han skuffet: ”Det sku vær' så godt og saa' det faktisk skidt”, lyder sangens refræn. I Kjeld Abells teaterstykke fungerede sangen som en mismodig indledning, og straks efter at gårdsangerens sidste toner ebbede ud, lod han selveste Larsen tone frem på scenen. Larsen var stiv og lidenskabsløs, præcis som der står anført i stykkets regibemærkning.

Stykkets efterfølgende handling om Larsen er som en parallel til sangens handling. Larsen arbejder på kontor med de tre frøkner Møller, som med masker for ansigtet sidder udtryksløse bag deres skrivemaskiner. Kun i de korte kaffepauser hænger de maskerne fra sig og viser et glimt af deres sande jeg. I kaffepausen netop denne dag bliver Larsen en smule ”fjaset”. Han taler om udlængsel, han danser fjoget omkring, og uden for vinduet - i gadens larm - opsnapper han tonerne af en helt særlig melodi. Melodien gør ham kåd, og da chefen træder faretruende ind ad døren, siger Larsen ganske uforudset sin stilling op. Der går dog ikke lang tid før svigerforældrene og konen Ediths drømme om et liv med egen lejlighed, med mågestel og familiehygge, får Larsen til at glemme melodien igen. I stedet undskylder han for chefen, bliver gift og går på arbejde med madpakken under armen - ligesom alle de andre Larsner. Søndag efter søndag spiser han og Edith frokost med svigerfamilien, og mandag står han igen op til sin vanlige tummerum. 

Svigerforældrene er ovenud tilfredse med, at datteren endelig er på plads. Men for Larsen og Edith bliver det hele dog for meget. Larsen bliver trist, han mister sin ungdoms iver, og sheiktøjet bliver hurtigt skiftet ud med kontoristens vanlige, grå uniform. Larsen giver stille op og giver slip, men i stedet går Edith på jagt efter melodien.

Kærligt angreb mod småborgerligheden
'Sangen om Larsen' har ingen lykkelig slutning eller åbne sprækker, der lover bedring for Larsen. I stykket går det dog i sidste ende anderledes end i sangen. Larsen smider normerne fra sig, bryder ud af hverdagens trædemølle og sammen med konen finder han ikke alene melodien igen, men han finder også frem til sin egen frie vilje og følger den. I teaterstykkets sidste scene går de sammen syngende ud i verden for at gøre melodien kendt. Stykkets forholdsvis åbne, men dog positive slutning fremstår som en hyldest til frisindet, til den frie vilje og til at gøre noget ”for vores alles fælles vel”, som en strofe lyder i stykkets afsluttende melodi. Samtidig er stykkets handling dog også et angreb rettet mod generel småborgerlighed og snæversyn. Mod middelklassens trang til at slå på de små og fedte for de store. Og mod menneskets trang til blindt at følge trop. Kjeld Abell tog dermed stilling til samfundet, og han lagde ikke skjul på sine kulturradikale og ideologiske synspunkter. Kritikken var dog ikke skarpladt – det var en mild, indpakket kritik, som mange i samfundet fandt sympatisk.

Chokerende teater
Teaterstykkets succes kan dog ikke udelukkende tilskrives handlingens appellerende emner. En anden vigtig årsag til at 'Melodien der blev væk' blev en så overvældende publikumssucces i samtiden, og at den efterfølgende skrev sig ind på en fornem og markant plads i den danske teaterhistorie, skyldes, at hele stykkets udtryk var et yderst moderne og modigt opgør med den danske teatertradition.

I teatertidsskriftet "Forum" blev Kjeld Abells stykke derfor også betegnet som ”et Lystmord på Klunketiden og det naturalistiske Teater”. Denne betegnelse er på alle måder meget dækkende. For ikke alene var handlingen et opgør med de idealer, som klunketiden repræsenterede, men stykket var udtryksmæssigt også et bevidst og markant brud med den naturalistiske teatertradition, som havde præget de danske scener i mange år. Naturalismens vilje til at gengive virkeligheden så præcist som overhovedet muligt blev fejet bort. I stedet ønskede Kjeld Abell at skabe det modsatte. Han skabte en teaterscene, der ikke lignede virkeligheden, men til gengæld var noget i sig selv. ”Teater skal ikke ligne. Teater skal være”, sagde Kjeld Abell selv i bogen 'Teaterstrejf i påskevejr'. Scenografien i 'Melodien der blev væk' var derfor præget af abstraktioner og stiliserede og eventyragtige baggrundsscenarier og personskildringer. På én gang noget meget nyt og fremmed og så alligevel genkendeligt og trygt.

Kjeld Abells hensigt med scenografien og sit kunstneriske udtryk var at vække publikums fantasi og at få folk til selv at tage stilling. I en årrække havde han arbejdet i bl.a. Paris som kostumetegner og teatermaler. Han var derfor præget af de nye udenlandske tendenser som f. eks. det ekspressionistiske og det politiske teater. Særligt det politiske teater spillede en stor rolle for Kjeld Abell, og han lod sig inspirere af den tyske dramatiker Bertolt Brecht som lancerede illusionsbruddet som et middel til at få folk til at reflektere over stykkets handling og samfundet i det hele taget. Kjeld Abell selv bragte illusionsbrudene i spil ved bl.a. at lade roller blandt publikum optræde med kommentarer til stykkets handling og ved at lade stykkets instruktør indgå som en aktør i handlingen. Alt sammen noget, som var ganske uvant for det danske teaterpublikum, og som gjorde et uudsletteligt indtryk.

Den evige jagt efter melodien
'Melodien der blev væk' vakte ikke alene begejstring i samtiden, men den har også bevaret sin status som en vigtig og eviggyldig klassiker, hvilket kan skyldes, at den fantasifulde og nyskabende opsætning af historien om ”den lille mand” ikke alene var en kommentar og et forfriskende pust i samtidens økonomiske krisestemning, men at Larsen-figuren også var - og fortsat er - en kommentar til den generelle vanetænkning og til menneskets måde at tilpasse sig normer, skikke og trivialiteter uden at skele til egen fri vilje. ”At finde melodien” er et udtryk, som har skrevet sig ind i det danske sprog som et fast begreb, og det skyldes sikkert, at det for mennesker til enhver tid giver mening at gå på jagt efter melodien, når tilværelsen synes at forstoppe sanserne og lulle én ind i en døsig og blind trummerum.

Cand.mag. Tina Brødsgaard Andersen, september 2008