Interview med Sissel-Jo Gazan om 'Dinosaurens fjer', vinder af DR Romanprisen 2009.
"En videnskabelig krimi, en kærlighedshistorie og et psykologisk drama" står der som appetitvækker på bagsiden af Dinosaurens fjer. Hvad tror du især får læserne til at tage din bog med hjem?
Jeg håber, de tager romanen op fra bunken af aktuelle romaner fordi, coveret er fedt. Masser af fugle og foruroligende undertoner, fede farver og sådan pang! in your face! Det var meget indviklet at nå frem til det cover, som alle ved skal vække den første appetit hos læseren i et sandt inferno af bøger, og jeg synes, Leo Scherfigs cover er blevet rigtig godt.
Dernæst håber jeg selvfølgelig, at bagsideteksten pirrer læserens nysgerrighed. Mange er optaget af naturvidenskab, psykologi er selvfølgelig et must for en god læseoplevelse, og hvem vil ikke gerne læse om kærlighed? Bagsideteksten varsler den flere-romaner-i-een-oplevelse som 'Dinosaurens fjer' er.
Og er der noget, den er mere end andet?
Det er først og fremmest en roman, der handler om mennesker og deres psyke. Hvordan de opererer, hvordan de tænker og hvorfor, og hvad der ligger til grund for, at vi er så forskellige og tænker så forskelligt.
Men psykologien udspiller sig i kærligheden og i naturvidenskaben, så derfor hænger de tre ting tæt sammen.
Det er en meget vred kvindelig biologistuderende, der er hovedperson og som løser mordgåder i romanen - hvorfor er hun så vældig vred?
Hun er så vred, fordi noget er blevet holdt skjult for hende af hendes forældre. Og hvis man bliver irriteret over hendes ret så umotiverede vrede i begyndelsen af romanen, er det helt tilsigtet fra min side. Hun ved jo heller ikke selv hvorfor, hun er så pokkers vred, men det finder hun ud af, for det skjulte har siddet som en sten i skoen hele hendes liv og har bundet energi, og det er dét, der har gjort hende så ætsende og svær at omgås. Først da hun får gravet hemmeligheden op af fortidens gemmer, fordamper hendes vrede og bliver til sorg, forløsning og handling.
Det er en vigtig udvikling, synes jeg. Ikke at blive hængende i vreden, så den til sidst fylder alting, men bruge den som anledning til at handle.
Og hvorfor har du valgt, at hun påtager sig opdagerens rolle?
Det har jeg fordi, det kræver en biolog at forstå biologer og den verden, som biologer færdes i, så derfor var det oplagt, at en udefrakommende politimand ville blive nødt til at bede en insider om hjælp.
En der kender koderne og ved hvordan, de skal knækkes. Og så er det vigtigt for Sørens udvikling, at han for en gang skyld ikke kan klare ærterne selv men må bede om hjælp – og det er vigtigt for Anna at give den hjælp.
Har du gjort dig nogle overvejelser omkring dét, at det er en kvinde, der er hovedperson og handlekraftigt gå ind i opklaringen?
Jeg ved ikke om dét, at jeg har en kvindelige hovedperson/opklarer er noget, jeg har overvejet. Det falder mig ganske naturligt egentligt.
Jeg er vokset op i en familie, hvor kvinderne i flere generationer har været de stærke, dem med nosser, der både reparerer det, der er ødelagt, og bager brød og står op om morgenen og tjener pengene, og hvor mændene på et bestemt plan kun har været for sjovt og/eller til frustration. Jeg har mange mandelige venner, som jeg værdsætter højt, og jeg elsker mænd, men i mit liv er det også sådan: Det er på kvindeskuldre, jeg hviler mit trætte hoved; det er kvinder, jeg beder om hjælp, og kvinder jeg stoler på - med visse undtagelser.
Derfor er det helt i tråd med mig, at det er en kvinde, der tager tyrene ved hornene i 'Dinosaurens fjer'. Det er kvinder, der forstår at rykke og trykke sømmet i bund, måske også fordi de er overbeviste om, at der kun er én måde at gøre noget på - kvindernes måde. Derfor kan jeg godt lide Søren.
Jeg læste et sted, at jeg kun havde tegnet portrætter af skvattede mænd, men Søren er ikke et skvat! Søren gør tingene i sit tempo og på sin måde, og jeg synes, han viser Anna, at det er godt at supplere hinanden istedet for at køre soloræs. Men i mit univers er kvinder snarrådige, handlekraftige og begavede og derfor de fødte detektiver!
Det er vel egentlig heller ikke så oplagt endda et bygge en krimi op omkring biologer og fuglenes oprindelse?
Jo, for 'Dinosaurens fjer' er baseret på mit eget biologi-speciale. Mit speciale handler om en videnskabelig kontrovers om hvorvidt, fugle er nulevende dinosaurer eller ej, og den kontrovers er ikke alene et drama men også lidt af en krimi, hvor de to fløje gennem flere år har bekriget hinanden med synspunkter. Så at skrive en krimi lå faktisk lige til højrebenet. Ikke mindst fordi der var smadder-uhyggeligt på Biologisk Institut, hvor jeg sad og skrev. Fuld af dyr i sprit og en nattevagt med en lommelygte, der var mindst ligeså bange som mig.
Der er mange historier og mange skæbner i romanen. Der er mange hemmeligheder og traumer, der skal bearbejdes - hvad vil du læseren med denne bog?
Jeg vil en hel, hel masse. Jeg vil fortælle om hvor alvorlige og omsiggribende hemmeligheder kan være, når de holdes skjult, hvordan det kan gøre langt større skade på mennesker, at forsøge at skåne dem mod noget traumatisk end det er at gå igennem det traumatiske sammen med dem.
Og jeg vil fortælle noget om at vende vrede til noget konstruktivt og om at rejse sig og tage ansvar for sit liv. Og jeg vil fortælle noget om, at selv i den videnskabelige verden, som ofte bliver forbundet med det eksakte og det sande, spiller det subjektive en afgørende rolle, og ingen – heller ikke videnskabsfolk – er hævet over at lade deres tolkninger farve af deres følelsesliv.
Hvordan ligner/adskiller denne roman sig fra hvad, du tidligere har skrevet?
Jeg er blevet ældre og mere kompleks og reflekteret og jeg tror, det spejler sig i dét, jeg skriver. Før turde jeg desuden ikke skrive om elementer fra mit eget liv, men fandt på det hele og satte scenen i fiktive lande.
Kan du uddybe?
Ud over min debut 'Når man kysser i August', synes jeg, mine romaner er dét, jeg med et hjemmebrygget begreb vil kalde forviklingsromaner. Historierne og plottene fletter sig ind og ud af hinanden og der er mange lag.
Før 'Dinosaurens Fjer' har jeg udelukkende skrevet om noget, som man ikke sådan kunne henføre til mit eget liv - med mindre man var ualmindelig skarpsindig og/eller kendte mig godt. Så her er en stor forskel mellem nu og før: At jeg denne gang har skrevet en roman, der har mange elementer fra mit eget liv med. Når jeg skal gøre mig klog på mit eget forfatterskab - hvilket jeg faktisk ikke er så vild med, da jeg ikke bruger så meget som 2 sekunder på at reflektere over det til hverdag - så hænger dette skift sammen med, at jeg er blevet biolog, hvor jeg gennem syv år er blevet oplært i at skære ind til benet, og forholde mig mere nøgternt og direkte til livet.
Derudover er jeg blevet mor og har opdraget min datter alene, og jeg er blevet stærkere og mere selvsikker, så jeg tør godt skrive om det, der er tæt på, og jeg tør godt stå ved min virkelighed og har mindre trang til at finde på det hele fra bunden. I mine tidligere romaner er selv bynavne og landenavne og verdenskrige selvopfundne. Jeg er blevet mere realistisk som menneske, og det smitter naturligvis af på det, jeg skriver.
Jeg vil nu mene, at man sagtens kan læse, at det er mig, der har skrevet alle fire romaner. Min kærlighed til menneskene og min nysgerrighed over hvorfor de er, som de er, og hvorfor de gør, som de gør - den er gennemgående. Mine romaner er hugget ud af den samme blok, men samtidigt forskellige. Ligesom jeg er en anden end den, jeg var, da jeg debuterede for 13 år siden, men alligevel den samme.
Dengang samlede jeg på dimser og dutter og boede i en fuldkommen overlæsset lejlighed i Aarhus og skrev magisk realisme, nu smider jeg ud og bor nærmest tomt i Berlin, samler på ingenting, andet end gode oplevelser med mennesker, og skriver mere præcist og realistisk, men det hele kommer fra mig, og den magiske realisme er stadig inde i mig et sted - ligesom realismen sikkert også var for 13 år siden, bare udtrykt i et andet forhold.
Den dag jeg holder op med at forandre mig, tror jeg ikke, jeg vil skrive mere. Ikke som følge af en beslutning, men fordi kilden bare tørrer ud. Og det er nok godt det samme.
Mange kalder 'Dinosaurens fjer' en krimi, og der er den også. Jeg synes først og fremmest, det er et psykologisk drama, og det er mine øvrige tre romaner også. Og det bliver de næste romaner også, det er jeg sikker på.
Læs Litteratursiden analyse og anmeldelse af 'Dinosaurens fjer' her.
Foto: Robin Skjoldborg, 2013
Kommentarer