Djævlebogen

Gennem fire fremragende tekster skildres en slags kærlighed i kapitalismens tid. Anden del af Nordenhofs septologi er anderledes, men ikke mindre vellykket.

Med romanen Penge på lommen skød Asta Olivia Nordenhof i 2020 sin planlagte septologi, hvor mordbranden på Scandinavian Star er limen, i gang. Og nu har del to - med den lige dele uhyggelige og dragende titel ’Djævlebogen’- set dagens lys. Nordenhof skuffer aldrig, men overrasker hver gang. Det gælder også for denne bog, der indeholder: Fire forsøg på at besvare spørgsmålet om hvorvidt man kan elske under kapitalismen , som der skrevet står på første side. Læg hertil et lyrisk forord, der rækker ud mod læserne, og som slutter med, at Nordenhof skriver, at efter megen møje og besvær med at få denne bog skabt, er det nu op til læserne, at få den til at passe ind i serien, for ”… jeg kan jo virkelig / ikke / gøre hele arbejdet / alene ”. Budskab modtaget.

Linket til seriens første bog er den smarte forretningsmand T, som til slut i ’Penge på lommen’ ringede op til Kurt med en fed fidus. Og T dukker da også op her i bogens første forsøg, der hedder ’Djævlen i højhuset’, hvor han gæster fortælleren i den periode af hendes liv, hvor hun er prostitueret, og ganske rigtigt: Som en anden Lars Larsen har han et godt tilbud til hende.
Historien om T og tilbuddet skriver hun ned i en anden og senere tid, hvor hun sidder i corona-karantæne i en lejlighed i London hos en mand, hun stort set ikke kender, men som altså har sikret hende skrive-logi. Dette er – meget kort fortalt – bogen første fortællende forsøg. Hvad der særligt slog mig her, var en tone og tilgang til historien, som bedst kan beskrives som nonchalant og ikke uden en vis humor. Dén havde jeg ikke set komme.

Andet forsøg, som har titlen ’Åbne huse’ er et lyrisk indslag om kapital, kærlighed og kunsten at dele, mens tredje forsøg, ’Djævlen taler fra galehuset’, er en tekst om det psykiatriske system, om at være indlagt, ødelagt og bekendt med, at man som psykisk syg koster samfundet 40.000 kr. om dagen. Og endelig er fjerde og sidste forsøg, ’Vinterhus’, også et digt, som runder hele værket af i en anderledes rolig, følsom og bevægende stemning.

De fire forsøg er med andre ord fire forskellige og enkeltstående tekster, som dog stadig har dét til fælles, at de jo søger at finde ud af, om det er muligt at elske under kapitalismen. Samtidig henter de alle næring fra Nordenhofs eget liv, og det kan man som læser gøre et større eller mindre nummer ud af. Væsentligst, synes jeg, er det, at Nordenhof på næsten umærkelig og spidsfindig vis får demonstreret, hvordan handel og noget-for-noget gennemsyrer alle forhold og alle forbindelser. It’s all about the money, I’m afraid.

’Djævlebogen’ er svær at yde fuld retfærdighed, fordi den er kompleks i både form og indhold, men når man sidder med den, får man fuld valuta for pengene(!) Nordenhof skriver ganske enkelt godt, og sproget er, både når det gælder prosa og poesi, råt og smukt på samme tid.