Dogtown

Her er en roman, som er virkelig dejlig at læse, men lidt svær at anbefale. Svær fordi der egentlig ikke sker så meget i den - og så alligevel.

Dogtown er en lille døende by i hjertet af Cape Ann med det officielle navn Commons Settlement. Det er en flække, som stort set kun er befolket af enker og gammeljomfruer, og de omkringliggende byer anser Dogtowns beboere for det rene rak.

Der er da også mange skæve skæbner i Dogtown, og dem tegner Anita Diamant et levende billede af.

Der er f.eks. Sorte Ruth, som konsekvent kalder sig John Woodsman og altid går i mandetøj. Hun har aldrig kendt sin mor, og hun ender i Dogtown i sin søgen efter hende. Der er Tammy Younger, frygtet for sin beskidte mund - og for at være en heks. Der er Sammy - en smuk dreng som vokser op i byens horehus med det store ønske at slippe væk og aldrig høre om Dogtown igen. Og der er Cornelius, en frigiven slave med et knækket sind. Han er forelsket i Judy Rhine, som også har følelser for ham. Men det er et forhold, som ikke kan eksistere i starten af 1800-tallet.

Det er ikke store og voldsomme begivenheder, der udfolder sig, men alligevel blev jeg hurtigt fanget ind af romanens univers. De forskellige personers skæbne foldes ud i hvert kapitel, så det er ikke en fortløbende fortælling. I stedet er det en række portrætter af Dogtowns beboere og deres forhold til hinanden.

'Dogtown' er en lavmælt bog, som alligevel taler lige til hjertet, man føler med de fleste af byens beboere. Deres uheld har ofte blot været at være født her.

Anita Diamant har et levende og letlæst sprog, som gør det svært at lægge bogen fra sig. Jeg har tidligere læst "Det røde telt" og "Tidevand" af hende, og selvom det er tre meget forskellige bøger, så er de alligevel værd at læse alle tre.