Forfatter
Raymond Carver
Raymond Carver er en af de store mestre i novellekunsten med sine rå og usminkede
skildringer af amerikansk middelklasseliv.
Raymond Carver (1938-88) bliver af mange set som fornyeren af den amerikanske kortprosa. Anti-intellektuel som han var i sin ikke uddannede position, og opvokset i fattigdom og med et alkoholmisbrug besad han en folkelighed, et personligt kendskab til armod og deroute, som gik igen i hans tekster. En moderne cowboy i et rodløst USA, en postmoderne forfatter, der skildrer det levede liv som smerteligt, fragmenteret og uden en på forhånd givet mening. Manglen på uddannelse var dog ikke ensbetydende med uvidenhed; tværtom var Carver en yderst belæst mand og blev da også senere universitetsansat som underviser i blandt andet skrivning.
Strømninger i tiden
Tiden fra 1970’erne og frem op gennem 80’erne kaldet ”post-watergate-æraen” var en tid med både politisk og moralsk deroute, og Carver hev netop i sine tekster det tilslørende gardin til side og viste virkeligheden, som den var på usminket, beskidt og fornedret vis. Den usminkede udlægning afstedkommer en nøgen og genkendelig virkelighedsfremstilling, hvor selverkendelsen bliver særdeles smertelig, fx i form af social og værdipolitisk utilpassethed. I tiden strømmede desuden stærke feministiske tanker og tendenser, der gjorde det vanskeligt for ”cowboy’en” at begå sig med den stædighed og moralske stejlhed, der lå til hans pionerånd.
Også et opgør med faderskikkelsen er central og markerer tidens rodløshed og åndelige armod – specielt efter Vietnamkrigens rædsler.
Litterære foregangsmænd og Carvers stil
Carver er gennem tiden blevet sammenlignet med såvel Tjekhov som Hemingway – og med rette – for lighederne er mange; fx tematiske sammenfald som maskulin rodløshed, mandig pionerånd, stejlhed og sejhed. Og en sammenlignelig skrivestil præget af ordknaphed og læsen mellem linjerne efter betydning på baggrund af en generel indholdsmæssig usagthed og uklarhed.
Men visse vigtige forskelle gør sig gældende og understreger den tidsmæssige forskel mellem Carver og de litterære foregangsmænd: Hvor fx Hemingways mandlige karakterer aldrig led ydmygelsens knæk, fordi de ganske enkelt ikke risikerede for meget, men langt hellere trak sig tilbage på sikker grund, bliver Carvers maskuline litterære personer pint og ydmyget og deres liv lagt i ruiner – Carver viser i det hele taget en fantastisk forståelse for mandlige tabere Og hvor alkoholen hos Hemingway spiller en fatal, men dog underholdende rolle, får den hos Carver en destruktivitet, der fører til vold, sammenbrud og social deroute.
Carver og novellen
Modsat Hemingway er Carver ren novelleforfatter. Han har selv sagt, at hans liv ikke levnede tid til romaner. Carvers persongalleri er overvejende folk fra små flækker i det vestlige USA i skurvogne eller faldefærdige huse – såkaldt ”white trash”, og særligt mænd, der er ved at blive arbejdsløse og skilt fra deres koner.
Den typiske Carver-historie tager sit udgangspunkt midt en i en situation, hvor en ulykke kommer tilstede/ bliver tydelig. Herefter følger en åben slutning, og mellem linjerne ligger en masse uudsagt tekst og betydning. Dr. Phil. Claus Secher fremhæver følgende to noveller som eksempler herpå.
Novellen 'Konservering'. "En mand bliver arbejdsløs, konen har stadig job, han tilbringer dagene på sofaen. Konens irritation vokser. Hun kommer hjem og finder køleskabet brudt sammen, varerne er rådne. Hun vil købe et nyt på auktion, han vil ikke uden for døren. Hun branker svinekoteletter til middagen, han står i vandpytterne midt på gulvet." Novellen slutter: "Hun tænkte, at hun hellere måtte tage noget læbestift på," hente sin frakke og komme af sted til auktionen. Men hun kunne ikke få øjnene fra sin mands fødder. Hun satte tallerkenen på bordet og kikkede, indtil fødderne forlod køkkenet og gik ind i dagligstuen igen".
Og
Novellen 'Populær mekanik' på to sider. "Han og hun skal skilles. Han pakker, de råber af hinanden. Han kommer i tanker om barnet og erklærer, at han vil have det med. Hun griber fat i det. Han gør det samme fra den anden side." Novellen slutter: "Nej skreg hun, idet hendes hænder åbnede sig. Hun ville have det, dette barn. Hun greb efter den anden arm på barnet. Hun fik fat i barnet ved håndleddet og lænede sig tilbage. Men han ville ikke give slip. Han følte barnet glide ud af sine hænder og han trak meget hårdt igen. På denne måde blev sagen afgjort".
Carvers knappe stil, hvor så meget er underforstået og hans fortættede lydhørhed over for sprog, folk taler og ikke taler, præger hans noveller. Og er blevet en inspiration for mange.
Kritiske røster
Trods sin stigende popularitet mødte Carvers litteratur også en del modstand. Kritikere hævdede blandt andet, at manglen på dialektik i Carvers litteratur og fraværet af konkrete pejlemærker som tids- og stedanvisninger gjorde hans prosa gold og hovedløs og blottet for de sociale profiler, der skulle til, for at man for alvor kunne forholde sig til og ”lære noget” af hans tekster.
Her var ingen store sandheder på spil, men i stedet en lakonisk fremstilling af stille middelklasseeksistenser, hvis intimsfære udgjorde grobunden for deres ulykker; hvor det private og hjemlige udgjorde kernen i beskrivelsen af tidens småborgerlige tomgang. Dette, mente kritikerne, indgød ikke nogen umiddelbar og brugbar erkendelse, hvilket der ellers var tradition for i amerikansk litteratur.
Modernisme kontra postmodernisme
Carvers kone nr. 2, forfatteren Tess Gallagher, gjorde efter Carvers død sit for at imødegå denne kritik. Hun understregede Gordon Lish, Carvers mentor og redaktørs rolle; Ifølge Gallagher var det Lish, der barberede det socialhistoriske væk, gjorde alkoholmisbruget mere stuerent og ikke-socialt betinget, men derimod, og helt i tidens ånd, opstået som konsekvens af en eksistentialistisk udfordring. Hvis det er sandt, er Carvers litteratur gledet lidt; fra sit oprindelige modernistiske udtryk over i et postmoderne.
Carvers tematik vidner dog om en mere traditionel eller ”gammeldags” modernisme; at personerne tror, de ved, hvad de taler om, men er utilstrækkelige og svigter i en diffus verden med udflydende værdier. Der så igen resulterer i åndelig fattigdom og ukontrollerbar materialisme og forbrugerisme. Og sammenbruddet bliver totalt, fordi der ingen udvej gives hos Carver: Personerne levnes ingen mulighed for at forlade det stille liv, de er så bange for, med æren i behold.
Carver døde en alt for tidlig død efter en heroisk kamp mod lungekræft og efter at have holdt alkoholen fra livet. Han dør på stoisk vis som den cowboy, han er, med støvlerne på.
Af Amrit Maria Pal, cand. mag. i litteraturvidenskab
Raymond Carver er en af de store mestre i novellekunsten med sine rå og usminkede
skildringer af amerikansk middelklasseliv.
Raymond Carver (1938-88) bliver af mange set som fornyeren af den amerikanske kortprosa. Anti-intellektuel som han var i sin ikke uddannede position, og opvokset i fattigdom og med et alkoholmisbrug besad han en folkelighed, et personligt kendskab til armod og deroute, som gik igen i hans tekster. En moderne cowboy i et rodløst USA, en postmoderne forfatter, der skildrer det levede liv som smerteligt, fragmenteret og uden en på forhånd givet mening. Manglen på uddannelse var dog ikke ensbetydende med uvidenhed; tværtom var Carver en yderst belæst mand og blev da også senere universitetsansat som underviser i blandt andet skrivning.
Strømninger i tiden
Tiden fra 1970’erne og frem op gennem 80’erne kaldet ”post-watergate-æraen” var en tid med både politisk og moralsk deroute, og Carver hev netop i sine tekster det tilslørende gardin til side og viste virkeligheden, som den var på usminket, beskidt og fornedret vis. Den usminkede udlægning afstedkommer en nøgen og genkendelig virkelighedsfremstilling, hvor selverkendelsen bliver særdeles smertelig, fx i form af social og værdipolitisk utilpassethed. I tiden strømmede desuden stærke feministiske tanker og tendenser, der gjorde det vanskeligt for ”cowboy’en” at begå sig med den stædighed og moralske stejlhed, der lå til hans pionerånd.
Også et opgør med faderskikkelsen er central og markerer tidens rodløshed og åndelige armod – specielt efter Vietnamkrigens rædsler.
Litterære foregangsmænd og Carvers stil
Carver er gennem tiden blevet sammenlignet med såvel Tjekhov som Hemingway – og med rette – for lighederne er mange; fx tematiske sammenfald som maskulin rodløshed, mandig pionerånd, stejlhed og sejhed. Og en sammenlignelig skrivestil præget af ordknaphed og læsen mellem linjerne efter betydning på baggrund af en generel indholdsmæssig usagthed og uklarhed.
Men visse vigtige forskelle gør sig gældende og understreger den tidsmæssige forskel mellem Carver og de litterære foregangsmænd: Hvor fx Hemingways mandlige karakterer aldrig led ydmygelsens knæk, fordi de ganske enkelt ikke risikerede for meget, men langt hellere trak sig tilbage på sikker grund, bliver Carvers maskuline litterære personer pint og ydmyget og deres liv lagt i ruiner – Carver viser i det hele taget en fantastisk forståelse for mandlige tabere Og hvor alkoholen hos Hemingway spiller en fatal, men dog underholdende rolle, får den hos Carver en destruktivitet, der fører til vold, sammenbrud og social deroute.
Carver og novellen
Modsat Hemingway er Carver ren novelleforfatter. Han har selv sagt, at hans liv ikke levnede tid til romaner. Carvers persongalleri er overvejende folk fra små flækker i det vestlige USA i skurvogne eller faldefærdige huse – såkaldt ”white trash”, og særligt mænd, der er ved at blive arbejdsløse og skilt fra deres koner.
Den typiske Carver-historie tager sit udgangspunkt midt en i en situation, hvor en ulykke kommer tilstede/ bliver tydelig. Herefter følger en åben slutning, og mellem linjerne ligger en masse uudsagt tekst og betydning. Dr. Phil. Claus Secher fremhæver følgende to noveller som eksempler herpå.
Novellen 'Konservering'. "En mand bliver arbejdsløs, konen har stadig job, han tilbringer dagene på sofaen. Konens irritation vokser. Hun kommer hjem og finder køleskabet brudt sammen, varerne er rådne. Hun vil købe et nyt på auktion, han vil ikke uden for døren. Hun branker svinekoteletter til middagen, han står i vandpytterne midt på gulvet." Novellen slutter: "Hun tænkte, at hun hellere måtte tage noget læbestift på," hente sin frakke og komme af sted til auktionen. Men hun kunne ikke få øjnene fra sin mands fødder. Hun satte tallerkenen på bordet og kikkede, indtil fødderne forlod køkkenet og gik ind i dagligstuen igen".
Og
Novellen 'Populær mekanik' på to sider. "Han og hun skal skilles. Han pakker, de råber af hinanden. Han kommer i tanker om barnet og erklærer, at han vil have det med. Hun griber fat i det. Han gør det samme fra den anden side." Novellen slutter: "Nej skreg hun, idet hendes hænder åbnede sig. Hun ville have det, dette barn. Hun greb efter den anden arm på barnet. Hun fik fat i barnet ved håndleddet og lænede sig tilbage. Men han ville ikke give slip. Han følte barnet glide ud af sine hænder og han trak meget hårdt igen. På denne måde blev sagen afgjort".
Carvers knappe stil, hvor så meget er underforstået og hans fortættede lydhørhed over for sprog, folk taler og ikke taler, præger hans noveller. Og er blevet en inspiration for mange.
Kritiske røster
Trods sin stigende popularitet mødte Carvers litteratur også en del modstand. Kritikere hævdede blandt andet, at manglen på dialektik i Carvers litteratur og fraværet af konkrete pejlemærker som tids- og stedanvisninger gjorde hans prosa gold og hovedløs og blottet for de sociale profiler, der skulle til, for at man for alvor kunne forholde sig til og ”lære noget” af hans tekster.
Her var ingen store sandheder på spil, men i stedet en lakonisk fremstilling af stille middelklasseeksistenser, hvis intimsfære udgjorde grobunden for deres ulykker; hvor det private og hjemlige udgjorde kernen i beskrivelsen af tidens småborgerlige tomgang. Dette, mente kritikerne, indgød ikke nogen umiddelbar og brugbar erkendelse, hvilket der ellers var tradition for i amerikansk litteratur.
Modernisme kontra postmodernisme
Carvers kone nr. 2, forfatteren Tess Gallagher, gjorde efter Carvers død sit for at imødegå denne kritik. Hun understregede Gordon Lish, Carvers mentor og redaktørs rolle; Ifølge Gallagher var det Lish, der barberede det socialhistoriske væk, gjorde alkoholmisbruget mere stuerent og ikke-socialt betinget, men derimod, og helt i tidens ånd, opstået som konsekvens af en eksistentialistisk udfordring. Hvis det er sandt, er Carvers litteratur gledet lidt; fra sit oprindelige modernistiske udtryk over i et postmoderne.
Carvers tematik vidner dog om en mere traditionel eller ”gammeldags” modernisme; at personerne tror, de ved, hvad de taler om, men er utilstrækkelige og svigter i en diffus verden med udflydende værdier. Der så igen resulterer i åndelig fattigdom og ukontrollerbar materialisme og forbrugerisme. Og sammenbruddet bliver totalt, fordi der ingen udvej gives hos Carver: Personerne levnes ingen mulighed for at forlade det stille liv, de er så bange for, med æren i behold.
Carver døde en alt for tidlig død efter en heroisk kamp mod lungekræft og efter at have holdt alkoholen fra livet. Han dør på stoisk vis som den cowboy, han er, med støvlerne på.
Af Amrit Maria Pal, cand. mag. i litteraturvidenskab