Anmeldelse
Utæmmet liv af Jeanette Walls
- Log ind for at skrive kommentarer
Når piger opfører sig ligesom drenge, skubber de til vores ideer om, hvad der er normalt. ’Utæmmet liv’ udvider grænserne, og overraskelserne myldrer frem.
’Utæmmet liv’ er Jeanette Walls’ anden roman på dansk. Den første hed ’Glasslottet’ og handlede om forfatterens mor. Denne har bedstemoderen Lily i hovedrollen. Hun er en stærk, men meget stædig og ret fandenivoldsk kvinde, som følger sine egne drømme og ikke hænger sig i andres meninger.
Lily er en rigtig drengepige - hun gør en masse ting, som ellers synes umulige for piger. Bedstemor Lily vokser op i Texas, og allerede som barn er hun ret usædvanlig. Hun hjælper sin far med at opdrætte heste, og da hun i en ung alder får et job som lærer i en fjern landsby, rider hun alene gennem landet på sin hest. Livet er indimellem hårdt, men hun klarer sig igennem. Senere i livet lærer hun at køre bil og at flyve. Hun var en rigtig speciel og imponerende kvinde, der griber udfordringerne, når de opstår, og gør en stor forskel gennem hele sit liv.
Romanen foregår i begyndelsen af sidste århundrede og strækker sig mange år frem i tiden. Depressionen, krigene og alle de store historiske begivenheder, som skete i starten af 1900-tallet, ligger som klangbund i romanen. Det har været en stor og spændende opgave for Walls og en anden måde at vise sin kærlighed og respekt på.
Romanen er blændende godt skrevet. Den er sjov, underholdende og alligevel dybsindig ind imellem. Ligesom den første er denne roman også autentisk, og bedstemor Lily var en anderledes kvinde for sin tid. Kombineret med Walls’ eminente evner som fortæller betyder det, at romanen er så godt kreeret, at man ærgrer sig over allerede at have læst den.
Brugernes anmeldelser