At være kvinde og forfatter er ligesom at være en abe, fortæller Hanne Højgaard Viemose.
Af Hanne Højgaard Viemose, forfatter
Den nye litteratur skriver sig op imod forestillingen om den perfekte kvinde. Den vil ind under huden og fortælle hele sandheden. Ærligheden er hudløs.
Kvinden er kernen i det danske litteraturkredsløb. Det er kvinder, der skriver bøgerne, låner dem og læser dem, og uden at gå ind i en diskussion om, hvem der sidder på magten i det litterære miljø fra anmelderinstansen, over bøgerne og ind i forlagene, så sidder kvinderne godt i litteraturens sofa. Googler man kvindelige forfattere får man flere artikler, hvor der står, at de kvindelige forfattere løber med både pengene og læserne. Sådan har det ikke altid været!
Kvinden har været undertrykt og frataget privilegier gennem store dele af historien. Derfor er det også relevant med et tema om kvinden. Måske er det ikke korrekt at tale om, at det ene køn kan noget, det andet køn ikke kan, men kvindestemmen og den kvindelige litteratur har en anden klangbund end den mandlige. Derudover er der roller, som er forbeholdt kvinden, og netop en af disse roller har vi set mange eksempler på den seneste tid.
I artiklen Forfatteraben skriver Hanne Højgaard Viemose, at hun ikke mener, ”det er mere mandligt end kvindeligt at have et begær, at være rastløs, vred, frustreret, at forholde sig råt og nøgternt til begivenhederne.” Der er blevet plads til, at kvinden også kan være menneske og vise, hvem hun er. Det har banet vejen for en række værker, der ikke blot skildrer det at være mor, men i bogstaveligste forstand går i kødet på forestillingen om én bestemt mor – den perfekte. På en liste har de fået prædikatet Nye mødre i dansk litteratur, men indebrændtheden er næppe ny, den er bare endelig brændt igennem papiret.
Selvom kvinden har vundet sin selvstændighed, har hun ikke mistet sin rolle som kransekagefigur i samfundet. Hun er stadig prydende, pyntende og prægtiggørende. Samtidig har litteraturen en tendens til at ville ind under huden på den yndige, perfekte og glatte overflade. Det viser temaet gennem én klar tendens, nemlig opgøret med den perfekte moderrolle.
Den nye litteratur skriver sig op imod forestillingen om den perfekte kvinde. Den vil ind under huden og fortælle hele sandheden. Ærligheden er hudløs.
Kvinden er kernen i det danske litteraturkredsløb. Det er kvinder, der skriver bøgerne, låner dem og læser dem, og uden at gå ind i en diskussion om, hvem der sidder på magten i det litterære miljø fra anmelderinstansen, over bøgerne og ind i forlagene, så sidder kvinderne godt i litteraturens sofa. Googler man kvindelige forfattere får man flere artikler, hvor der står, at de kvindelige forfattere løber med både pengene og læserne. Sådan har det ikke altid været!
Kvinden har været undertrykt og frataget privilegier gennem store dele af historien. Derfor er det også relevant med et tema om kvinden. Måske er det ikke korrekt at tale om, at det ene køn kan noget, det andet køn ikke kan, men kvindestemmen og den kvindelige litteratur har en anden klangbund end den mandlige. Derudover er der roller, som er forbeholdt kvinden, og netop en af disse roller har vi set mange eksempler på den seneste tid.
I artiklen Forfatteraben skriver Hanne Højgaard Viemose, at hun ikke mener, ”det er mere mandligt end kvindeligt at have et begær, at være rastløs, vred, frustreret, at forholde sig råt og nøgternt til begivenhederne.” Der er blevet plads til, at kvinden også kan være menneske og vise, hvem hun er. Det har banet vejen for en række værker, der ikke blot skildrer det at være mor, men i bogstaveligste forstand går i kødet på forestillingen om én bestemt mor – den perfekte. På en liste har de fået prædikatet Nye mødre i dansk litteratur, men indebrændtheden er næppe ny, den er bare endelig brændt igennem papiret.
Selvom kvinden har vundet sin selvstændighed, har hun ikke mistet sin rolle som kransekagefigur i samfundet. Hun er stadig prydende, pyntende og prægtiggørende. Samtidig har litteraturen en tendens til at ville ind under huden på den yndige, perfekte og glatte overflade. Det viser temaet gennem én klar tendens, nemlig opgøret med den perfekte moderrolle.
At være kvinde og forfatter er ligesom at være en abe, fortæller Hanne Højgaard Viemose.
Af Hanne Højgaard Viemose, forfatter
Kommentarer