Sexmagasinet : vol. 1

Patriarkatets gordiske knude bliver forsøgt løst med en humoristisk og grov streg i et velfortjent opgør med hyggesexisme og indgroet foragt for det feminine.

Illustrator og tegneserieforfatter Sofie Riise Nors har skrevet en rimelig velfungerende moderne feministisk debatbog. Bogen er bygget op med et tv-magasin som ramme, og på den måde kan der springes i tid og sted, imens læseren på skift præsenteres for indslag, gæster, og værter. Her menneskeliggøres eksempelvis to hyperfeminine Bratz-dukker i en fortælling om både overgreb, victimblaming og safe spaces i nattelivet: ”Måske skulle de acceptere, at formålet med min eksistens ikke er at morfe frem og tilbage mellem alle deres sexfantasier…”

Her omtales eksempelvis mænds, men også hele samfundets, forventninger. I bogen er der en gennemgående og tydelig kritik af, at kvinder altid er damned if you do, damned if you don’t i forhold til deres væren i verden.

Den centrale vært i programmet er Sofie, der bare er ”en helt almindelig radikaliseret blondine”. Hun begynder oprindelseshistorien for ’Sexmagasinet’ i den naive barndom. Her matcher den grove naivistiske tegnestil godt med barndommens uskyld, hvor der endnu ikke er sat lighedstegn mellem sex og skam. Stregen fungerer også godt som kontrast til den feminine og lyserøde æstetik, der gennemstrømmer bogen, men i karikaturtegningerne kunne man godt ønske en større lighed for større komisk effekt.

Her har bogen generelt nogle udfordringer i forhold til balancen og sammenhængen mellem tone og format. Der er tydeligvis skævet til svenske tegneseriekunstner Liv Strömquists værker som Kundskabens frugt og Den er der ikke, hvis tone og indhold balancerer vellykket i en formidling, der samtidig syder af ironi. I Riise Nors ’Sexmagasinet’ fremstår bogen og tonen mere underholdende, end hvad den egentlig formår at leve op til. Der er samtidig dele, der er lige lovligt tekst- og teoritunge, hvor den dynamiske streg udebliver.

I indslaget om, mere eller mindre, subtile sangtekster med en overgearet Søren Rasted som gæstevært, går form, indhold og tone dog op i en højere enhed. Der er tempo og bevægelse i tekst og billede, samt en vellykket blanding af ironisk humor og alvor, når der pointeres groteske musikvideoer og tekster med indhold om stalking, mord og voldtægt pakket ind i ørehængende popmusik. Her er Riise Nors udstilling af populærkulturens afsmitning på samfundet (eller er det omvendt?) både oplysende og underholdende i en sådan grad, at man ville ønske resten af bogen holdt samme høje niveau.

Bogens anliggende er velkomment til både at starte samtaler, diskussioner og refleksioner. Især sidste afsnit, der bygger på interviews med sexarbejdere, er virkelig velvalgt. Her ville jeg blot ønske, at der ikke var benyttet en 10 år gammel tv-optræden med Anne-Grethe Bjarup Riis som modsvar. Medgivet er den ikonisk, men det er også lidt for nemt at trække gamle forstokkede udtalelser frem og sammenholde dem med nutidige holdninger og oplevelser med eksempelvis OnlyFans. Indslaget er dog stadig nuanceret og oplysende, og generelt har Riise Nors styr på sine referencer, som fremhæves, så den nysgerrige yderligere kan gå på opdagelse i teori og begreber som pink tax og erotisk kapital.

’Sexmagasinet’ med undertitlen ’Vol. 1’ er et virkelig godt udgangspunkt, som jeg kun håber bliver stærkere og mere sikkert i sit format med de forhåbentlig fremtidige bind. Det er et velkomment indspark, og selvom ’Sexmagasinet’ kommer godt ud i krogene, er der stadig meget at tage fat på, og jeg ser frem til flere oplysende spark opad mod patriarkalske strukturer.