Kollektivt hukommelsestab

Sydafrikansk digtsamling rammer læseren lige i hjertekulen med soleklare, uprætentiøse og rørende digte om at være sort, kvinde, queer og kristen.

Digtsamlingen består af tre dele: 'Nedarvet hukommelse', 'Begravet hukommelse' og 'Posthukommelse'. Hvert afsnit er en undersøgelse af fortællingen om mennesket. Putuma skriver indlevende og moderne om det at være sort, kristen, lesbisk kvinde i en verden, der lider af et kollektivt hukommelsestab, og hvor historien synes at gentage sig gang på gang.

Den sydafrikanske unge kvinde, Koleka Putuma, er både prisvindende poet, facilitator og teaterperson. I 2018 blev hun udråbt som en af Forbes Africa Under 30 Honorees. I denne digtsamling sætter hun ord på dét at være født og opvokset som sort (queer) kvinde i Sydafrika. Digtsamlingen viser os en kæmpe tiltro til det fortællende og til, hvad fortællingen betyder for os mennesker.

Digtene handler om de store ting. Om tro, håb og kærlighed. Men ikke i den klassiske forstand. I digtet 'Enogtyve måder at forlade nogen på' skriver Putuma om umulig kærlighed. Umulig netop pga. af troen, der forbyder to kvinder at elske hinanden: ”Jeg elsker dig/men/jeg vil hellere være i live”.

Digtene henvender sig til et ikke-defineret ”de” eller ”I”. Der er tale om en klar afsender, Koleka Putuma skriver for sig selv; for at overleve, der skriver til et kollektiv, der skal mindes om, at alting skal, kan og bør italesættes. Det handler nemlig ikke kun om, hvad man fortæller, men i høj grad om, hvordan fortællingerne fremstilles. Hun skriver om, hvordan det at holde sig selv og sin historie skjult æder et menneske op. Og her er det afgørende, at alle historierne fortælles. Også de grumme, de skamfulde og dem, som ingen har lyst til at høre.

Selvom vi helt mærkbart har at gøre med personlig poesi, så er det ikke svært at få øje på den klare politiske dimension, som digtene også har:
 "Jeg vil have en der ser mig / og elsker mig / på samme måde som hvide mennesker ser / og elsker / Mandela."

Digtsamlingen består af både længere prosaiske digte og digte i punktform, og det er særligt de prosaiske fortællende digte, der rammer mig. Den sarkastiske og ligefremme tone og den moderne fremstilling af et kvindeliv – et liv i det hele taget – er smuk, grum og rørende!