Anmeldelse
En drøm om skønhed
- Log ind for at skrive kommentarer
En spændende roman om den ambitiøse Estée Lauder og hendes udfordringer i en tid, hvor karrierekvinder ikke var velsete.
Esty får lov til at hjælpe sin onkel, der er apoteker, med at blande forskellige virkningsfulde salver i hans laboratorie. Hun begynder snart selv at sammensætte planter og olier, for at udvikle sine helt egne produkter.Veninden Bella hjælper Esty med at udvælge den helt rigtige emballage til hendes produkter, og allerførst sælger hun dem på stranden ved Long Island sammen med Bella, og hendes spirende forretning får en lovende start.
På en weekendtur med storesøsteren Renee og veninden Bella møder Esty Joe Lauder, som hun forelsker sig i, og da han introduceres for hendes forældre, bliver de også begge begejstrede for den sympatiske Joe. Esty begynder at kalde sig Estée, og sammen med sin elskede Joe flytter hun fra Queens til Manhattan, hvor hendes hårde arbejde og opfindsomhed skaffer hende en stand i stormagasinet Saks.
Estée har en temmelig uortodoks måde at markedsføre sine produkter på, fordi hun forærer prøver til potentielle kunder, og hendes mod, gode produkter og hårde arbejde gør, at hun efterhånden får stor succes. Joe og Estée får sønnen Leonard, og meget utraditionelt er det Joe, der tager sig mest af sønnen, mens Estée arbejder. Efterhånden går det op for hende, at det kan være nærmest umuligt at kombinere arbejde og familieliv i en tid, hvor kvinder ikke er velsete på arbejdsmarkedet, så hun må træffe et valg.
Bogen er en del af serien ’Historiens enestående kvinder’. Historien foregår i to spor, i det ene følger man Estée som ung kvinde i 1922, og i det andet i 1941 er hun et anerkendt navn. Hun var en bemærkelsesværdig kvinde, og Laura Baldini har formået at fremhæve Estée Lauders menneskelige sider, som også handlede om, at hun elskede glamour og at være kendt, men at hun virkelig også elskede sin familie. Estée Lauder var visionær og udfordrede sin tid. Hun elskede skønhed og mente, at alle kvinder var smukke, det handlede blot om at fremhæve de heldige træk. Bogen er velskrevet og spændende, men enkelte steder bliver detaljerne lidt for mange.
Brugernes anmeldelser