Italiensvej

Romantiske forviklinger, dunkle hemmeligheder og et skønt persongalleri  fylder siderne  i denne velkomponerede og medrivende kærlighedsroman.

Anna Grue, der jo er mest kendt for sin populære krimiserie om Dan Sommerdahl, har kastet sig ud i at skrive en roman uden den skaldede detektiv. Ifølge hende selv er hun egentlig slet ikke krimielsker, hun er bare vild med puslespil – og den menneskelige psyke. Og derfor ligger det da heller ikke langt fra hende at bryde ud af krimibåsen og skrive en drivende dejlig kærlighedsroman, der udover god gammeldags kærlighed med forviklinger byder på en ukendt forfølger og nogle særdeles veltegnede personkarakteristikker.

Vittoria er en ung romerinde (åh, hvem der dog kunne kalde sig romerinde) der er på flugt fra nogen eller noget, man som læser ikke bliver delagtiggjort i fra start. Med sig har hun sin få måneder gamle søn, Massimo og kursen er sat mod Danmark og København i en funklende ny Fiat500. Året er 1958, så den lange rejse byder på eksempelvis noget så basalt et problem som blevask, da engangsbleer dengang var et nærmest utænkeligt fremtidsgode. Vel ankommet til et af Københavns primitive pensionater finder hun hurtigt en veninde i cocktailservitricen Conny og senere en tryg stilling som husbestyrerinde for lægen Ejnar, der er enkemand med to børn. Men hvorfor holder hun skrækslagent øje med biler med romerske nummerplader? Hvem er Massimos far? Hvorfor kan hun under ingen omstændigheder vende tilbage til Rom?

Fra første side bliver man fanget ind i historien, der emmer af italiensk atmosfera og dansk hyggelighed lidt ala Ib Henrik Cavling. Anna Grue kan bestemt sit kram og man kommer hurtigt ind i persongalleriet. Der er mange maleriske beskrivelser, eksempelvis når Vittoria forestiller sig, at hendes sexede genbo sidder og reparerer et hul i en strømpe; ”cigaretten dinglende fra den ene mundvig, øjnene knebet sammen mod røgen”. Det billede kan man sagtens genkende, måske fra en reklame eller ét af datidens pin-up motiver. Det er ekstra interessant at se historien og Danmark gennem et par italienske øjne; trafikken der kører efter trafikreglementet i stedet for efter forholdene, de kedelige og smagløse grøntsager, de reserverede danskere med nedslåede blikke, gråvejret, klægt rugbrød, kartofler, kartofler, kartofler. Et nostalgisk punktnedslag i en forgangen tid, der var solidt placeret mellem verdenskrigene og kvindefrigørelsen. Kvinderne forventedes stadig at være grundlæggende pæne, dydige og passe hjem, børn og nogle gange arbejde, mens mændene tjente pengene hjem. Men de traditionelle kønsroller var så småt i opbrud og ”selvforsynende” kvinder som Conny og børnepassende mænd som Ejnar tittede mere og mere frem. Til tider kan de historiske beskrivelser tendere til det banale, men på den anden side så illustrerer det så fint tidens uskyldighed og er aldrig ødelæggende for historien. En helt igennem velkomponeret og medrivende roman der uden tvivl nok skal vække et behov hos læserne; mere fra den skuffe!