Af Lotte Thrane, forfatter og universitetsforsker, mag.art. og dr.phil. i nordisk litteratur.
Feminisme-bølgen drejer sig ikke om gentagelser fra 1970'erne. Fænomenet både bevæger sig, fornyer sig og knopskyder - og det sætter hele tiden kønskategorier til debat.
Det dér feminisme er det ikke et overstået kapitel? Blev vi ikke færdige med det dengang med rødstrømperne og offentliggørelsen af det private i 1970'erne? Har #metoo-debatten ikke endegyldigt fået skovlen under patriarkatet? – og hvorfor opfører kvinder sig altid som krænkede?
Synspunkter som disse blev jeg faktisk præsenteret for fornylig, da jeg havde inviteret litteraturinteresserede af alle køn til debatmøde om feminisme - det vil sige den skikkelse, det har i disse år, hvor der både herhjemme og ude i verden skrives og udgives - og (gen)opdages - et utal af bøger, hvor der gøres op med kønsstereotyper og vises andre måder at være menneske og køn på.
Jo, jeg blev mødt med den slags reaktioner, og de kom ikke kun fra den berømte midaldrende, hvide mand, og så er det man føler sig fristet til at ridse feminismens eller kvindefrigørelsens historie op.
Feminisme – et historisk overblik:
Første bølge er ca. 1870-1920 - lidt tidligere, hvis vi ser på litteraturen. Den første bølge gav bl.a. kvinder valgret og stemmeret, adgang til uddannelse og lige rettigheder i ægteskabet.
Anden bølge omfatter rødstrømpebevægelsen i 60'erne og 70'erne og den handlede især om ligeløn, fri abort og et opgør med gældende skønhedsidealer.
Tredje bølge var 90'ernes queer-teoretiske tilgang til køn og ligestilling, hvor man begyndte at tale om køn som en social konstruktion.
Feminisme med bindestreg
For et par år siden fik vi så en fjerde bølge - nyfeminisme, den feministiske vending? Eller skal det hedde noget helt andet? For kan man massebehandle det meste af den litteratur, der udkommer i disse år? Er prædikatet ”feminisme” overhovedet dækkende, for det, der sker - er der efterhånden ikke så mange betydninger af feminisme, at vi må til at bruge bindestreger? Som i ”queer-feminisme”, ”radikal-feminisme”, ”trans-feminisme”, ”twerker-feminisme” - og ”mande-feminisme”? Flyder alt det med køn og betydning af køn ikke alligevel?
Er der en forbindelse mellem bøger som Dy Plambecks Til min søster, Mette Moestrups Til den smukkeste, Martin Bastkjærs De andres geometri og Jonas Eikas Efter solen? Og kan disse titler også knytte an til Kristina Stoltz’ Cahun, Elisabeth Møller Jensens At se med egne øjne og Birgitte Possings Argumenter mod kvinder? Og til Niviaq Korneliussens Homo sapienne og Blomsterdalen - og helt nye bøger som Katrine Marie Guldagers Birgithe med th, Maren Uthaugs 11% og Kristina Nya Glaffeys To the Modern Man? Og til oversættelser af værker skrevet i 70’erne og senere som Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd, Audre Lordes Der er ingen ærlige digte om døde kvinder, Adrienne Richs 'Drømmen om et fælles sprog' og Rebecca Solnits Mænd forklarer mig ting?
For ikke at tale om franske Annie Ernaux' autofiktive romaner Simpel lidenskab, Skammen, Hændelsen, 'Årene' og 'Pigen fra 58' (der udkom fra 1991 til 2016) - og genopdagelsen og nyoversættelsen af Simone de Beauvoirs 'En velopdragen ung piges erindringer' fra 1958?
Jo, der er forbindelser, nogle tydeligere end andre, og derfor er det berettiget at tale om en tendens, og den må for min skyld gerne kaldes fjerdebølgefeminisme, for linket til 70’er-feminismen er til at få øje på med Elisabeth Møller Jensens At se med egne øjne, Birgitte Possings Argumenter mod kvinder, Gry Jexens Kvinde kend din historie og Sara Alforts Damer der var for meget, der alle samler ligestillingsdebat og kønschauvinisme op, – men også viser, hvor foruroligende lidt, der er sket!
Vrede og humor
Men der har også været noget nyt på færde, ikke mindst i skønlitteraturen og essayistikken. Og mændene er kommet med som kønsaktivister.
Overalt er kønnet blevet sat til debat, dog ikke helt som man gjorde i 70’erne og i 80’erne, for nu sker det med mere radikalitet og voldsommere vrede – raseriet er en ”velsignelse”, som Audre Lorde udtrykker det - men også mere direkte, end vi har set det før.
Dy Plambecks skildring af en fødsel med sprængt mellemkød og skamlæber som møre gardiner, der øvrigt var den første bog om fødsler siden Dea Trier Mørchs Vinterbørn fra 1976, og Annie Ernaux' Hændelsen om jegpersonens graviditet og især abort i en tid, hvor det var forbudt, skamfuldt og tabuiseret.
Nyt er også den humor, der ikke sjældent gives plads til, som i Plambecks roman Til min søster, hvor søstrene Aya og Andrea er på roadtrip i smart sportsvogn gennem Sverige – med barn sovende på bagsædet, ladt jagtgevær i bagagerummet og en god portion aggressioner – her hører man tydeligt den rå latter, som da Aya fortæller om, hvordan hun som single til et bryllup, hvor alle andre var par, blev placeret ved børnebordet. Og i Andreas fantasier om, hvad hun vil gøre ved Ayas voldelige ekskæreste.
Vi finder det også i Jonas Eikas novellesamling Efter solen, hvor en nøgtern-kølig fortællerstemme registrerer alle de uhyrligheder, der finder sted i teksterne. Det gør det på én gang ubærligt og temmelig morsomt at læse, fordi forfatteren holder sine fortællere ud i strakt arm.
Nævnes skal også Maren Uthaugs fremtidsroman 11% om hvordan kvinderne har sat sig fri af patriarkatet – en både ond og vildt morsom dystopi, der gør sig godt sammen med Kristina Nya Glaffeys To the Modern Man. Ikke en klassisk feministisk bog, for rent faktisk kan man som læser ikke vide, om fortællerstemmen tilhører en mand, en kvinde eller noget helt tredje - men portrættet af den moderne mand og hans evige selviscenesættelsesprojekt bliver også et portræt af vores tid – uanset køn. Men dukker sig for de verbale lussinger, for Glaffey skriver sikkert, vredt, vedkommende – og underholdende.
Kønskategorier til debat – et nybrud?
Kristiana Stoltz’ roman Cahun fra 2019 er en frit meddigtende skildring af den franske forfatter, fotograf og politiske aktivist Lucy Schwob, med kunstnernavnet Claude Cahun, der overlevede to verdenskrige, blev del af den surrealistiske bevægelse i Paris i 1920erne, var modstandskvinde på øen Jersey i 1944 og skabte fotokunst sammen med sin livspartner Suzanne Malherbe. På et af de billeder, de lavede sammen, har Lucy/Cahun fået håret barberet af og ligner et æg. Hun fremtræder med andre ord som et neutrum, og et af hendes projekter var da også at vælte alle tænkelige kategorier - mand/kvinde, krig/fred, at omstyrte sproget med landminer, som hun udtrykte det.
Lucy/Cahun kæmpede da også hele livet for retten til at blive ved med at vende tingene på hovedet, og gerne også en tredje eller fjerde gang, som det siges af den vigtigste af romanens tre fortællere, ”Soldaten”. Han – eller hun – for ”Soldaten” skifter både køn og tilstand flere gange i løbet af romanen, på et tidspunkt ligger han således i Lucy/Cahuns skød i form af en hvid stofserviet, hun kan tørre sine fingre i eller duppe sig på panden med, han er også den, der tegner det om, at man ikke kan destillere et liv og en kunstnerisk praksis til én fremadskridende beretning. Og det demonstreres smukt på flere måder i Kristina Stoltz gendigtning af historien om Claude Cahun.
Hovedpersonen i Cahun kunne have en forbundsfælle i stridsgudinden Eris i Mette Moestrups digtcyklus Til den smukkeste, der også udkom i 2019. Her fabuleres der i 117 tekststykker, tretten for hver af de ni muser, over inskriptionen på det æble, som Eris kastede til et bryllup, hun bestemt ikke var inviteret til. Æblet førte i mytologien til den trojanske krig, og Eris bliver hos Moestrup et flertydigt prisme - både god og ond, fordi hun både er iværksætter og ødelægger – og måske derfor billedet på en ny-feministisk aktivist? Og ganske givet beslægtet med Dy Plambecks Aya, der dybest set heller ikke var velkommen til et bryllup, hvor hun godt nok ikke kastede med æbler, men kvitterede for ydmygelsen med grin.
Her må man så også pege på en markant titel fra 1989, der kom på dansk i 2019, nemlig iranske Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd, der nok kan læses som fortællinger om undertrykte kvinder, men også, som oversætteren Nazila Kivi har foreslået, som queer, hvis man forstår begrebet som en skæv eller bitchet tilgang til det vante, altså en måde at være i livet på, som både er oprørsk og befriet for kategorier – og med masser af (galgen)humor. Hos Parsipur skiftes der også form, endda helt bogstaveligt, som da Mahdohkt i den første fortælling vælger at blive til et træ - eller Munes, der dør og genopstår flere gange, og samtidig erhverver den undertiden besværlige evne at vide hvad folk omkring hende tænker. Historierne i 'Kvinder uden mænd' bevæger sig med andre ord ind i en form for magisk realisme, der henter inspiration fra den klassiske persiske litteratur.
Lidt mere stilfærdigt går det til i litteraturkritikeren Martin Bastkjærs essaysamling De andres geometri fra 2018, men også her er de traditionelle kønskategorier sat til debat. Bastkjær kredser om tre emner: det intime, det maskuline og det åbne. Hvor den klassiske maskulinitet bliver fremstillet som en begrænsning, en spændetrøje, er det intime og det åbne associeret med noget anderledes positivt; det er først og fremmest en udveksling, en dialog man kan have med et andet menneske eller et andet værk – for det handler også om det litteratur og læsning kan. Åbenhed er for Bastkjær tegn for nærvær - eller som han skriver: litteratur kan være en måde at åbne verden på gennem en andens blik.
Bastkjærs neddæmpede feminisme bruges altså både til at tale for, at vi skal læse mere litteratur og til at kritisere maskuliniteten. Uden at gøre det til identitetspolitik, for det er i hans øjne netop et eksempel på endnu en sort-hvid og begrænsende måde at føre kønsdebat på. Martin Bastkjærs appellerer til åbenhed og nysgerrighed – og derfor også til et større, friere rum for udfoldelse af forestillingerne om femininitet og maskulinitet – ikke for at nedlægge dem, men for at udvide dem. Det klinger smukt sammen med, hvordan Kristina Stoltz sætter kønnet til debat i Cahun.
Realisme - i alle afskygninger
Den magiske realisme, gerne parret med foruroligende visioner, møder vi også i Jonas Eikas Efter solen, hvor historierne er placeret i en ubestemt fremtid – som i den tredje historie om Antonio, der laver et kirurgisk indgreb på sig selv for at kunne forenes fysisk med et skrig, der udsendes af en sender, som - måske-måske ikke - er nedkastet af en ufo.
Det kropslige spiller en rolle i alle teksterne, også i novellen om ”the beachboys”, en slags mandlige prostituerede og deres fællesskaber i og udenfor arbejdstiden på en strand i Mexico. De seksuelle forbindelser, der opstår mellem mændene, mellem to og mellem mere end to, er queer i alle betydninger af ordet - som den forvandling til skaldyr i havet, der vistnok foregår med dem til allersidst.
Vrede, tabubrud og billedstorm, hvor eksisterende billeder brydes om eller erstattes med andre. Leg med virkeligheden. Bøjning af kønnet og dets betydninger. Mere vrede - og humor. Men også endnu flere historiske undersøgelser af hvor vi kom fra, og hvordan det var; erindringsbøger skrevet af feminist-ikonerne, så vi aldrig glemmer, hvordan det var at blive kontrolleret 24/7 af sin mor (de Beauvoir) eller forbløde på et offentligt toilet efter en ulovlig abort (Ernaux) - men også romaner om glemte eller oversete videnskabskvinder og kunstnere: Eva Tinds Kvinden der samlede verden om zoologen Marie Hammer, Lotte Kaa Andersens Den inderste kerne om seismologen Inge Lehmann, og Agnete Braads Franciska om maleren Franciska Clausen.
Så mange facetter ser jeg i kønsdebatten og i litteraturen i disse år. Og der er meget mere, end jeg har kunnet nævne her.
Kommentarer